Skeletter fra Assistens Kirkegård sladrer om livet i tipoldemors ungdom
I forbindelse med bygning af en ny metrostation er cirka 1.750 skeletter fra Assistens Kirkegård i København blevet flyttet og udsat for videnskabelige undersøgelser. Knoglerne vidner om københavnernes liv og vilkår under industrialiseringen.
Marie Louise Jørkov undersøger knogler gravet op fra Assistens Kirkegård i København. Under udgravningerne havde forskerne opstillet et mobilt laboratorium på kirkegården. (Foto udlånt af Marie Louise Jørkov)

I midten af 1700-tallet manglede der gravpladser i København, og efter kongelig anordning anlagde man en ny kirkegård, som kunne assistere med pladser til de døde.

Siden da har Assistens Kirkegård huset de jordiske rester af berømtheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og tusindvis af andre københavnere, som gennem tiden er bukket under for kolera, skørbug, voldshandlinger, alderdom og meget andet.

I 2009 var freden imidlertid forbi. De gravlagte i den nordlige ende af kirkegården måtte vige pladsen for en ny metrostation, og knogler fra cirka 1.750 personer blev gravet op fra mulden på Nørrebro og udsat for videnskabelige undersøgelser.

Forskere har sidenhen analyseret de oplysninger om fortiden, som sidder indprentet i menneskeknoglerne, og de første resultater begynder nu at blive offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter.

»Det spændende er, at vi får en ren fysisk kilde til historien, som kan fortælle os en masse om, hvordan disse mennesker har levet. Vi har i forvejen en rigtig stor viden om industrialiseringen fra historiske kilder, men de historiske kilder peger som regel på tendenser. Her kan vi grave ned i historien på individniveau og se, hvilket liv den enkelte har haft,« fortæller Marie Louise Jørkov, som er fysisk antropolog og postdoc ved Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet.

Et 'ømt punkt' for mange københavnere

Under udgravningerne af Assistens Kirkegaard havde Marie Louise Jørkov sammen med sine kolleger opstillet et mobilt laboratorium på kirkegården. Her blev knoglerne nøje studeret, målt og registreret med blandt andet røntgenfotografier og prøveudtagninger til isotopanalyser.

Metroen skulle overtage pladsen fra gravsteder, som gennem årene fra 1805 til 1990 havde lagt jord til cirka 1.750 døde personer.

»Det var et meget ømt punkt for mange københavnere, at man skulle flytte gravene. Derfor blev det besluttet, at det skulle være en etisk rydning i den forstand, at skeletterne ikke skulle fjernes fra kirkegården, men skulle genbegraves. Men vi fik lov til at undersøge dem, før de blev puttet i jorden igen,« fortæller Marie Louise Jørkov.

De nyeste grave blev ikke undersøgt af forskerne, men blev flyttet og direkte genbegravet et andet sted på kirkegården.

Fakta

Marie Louise Jørkov er leder af projektet ’Af jord skal du igen opstå’ på Assistens Kirkegård i København.

Sammen med sine kolleger har hun i alt undersøgt 854 skeletter, som lå i uforstyrrede grave på den nordlige del af kirkegården, afdeling G, nær Nørrebro Runddel.

Dertil kom cirka 900 skeletter fra grave, som tidligere har været forstyrret forstået på den måde, at når der er blevet nedsat en ny kiste, er der blevet gjort plads til den ved at rydde de ældre grave til side.

»Når vi tæller alle løsknogler med, når vi op på lidt flere end 1.750 personer,« fortæller Marie Louise Jørkov.

Alle personer er blevet begravet fra begyndelsen af 1800-tallet til 1990’erne.

Sammen med de personlige ejendele, de var blevet fundet med, blev samtlige skeletter genbegravet efter at have gennemgået undersøgelser. De senest begravede gennemgik ikke videnskabelige undersøgelser, men blev straks flyttet og genbegravet.

Kilde: Marie Louise Jørkov

»Det blev besluttet, at hvis kisten var intakt, røg den direkte til genbegravelse. Det var et valg, der blev truffet, at vi ikke skulle forstyrre de gravlagte, hvor der stadig var blødt væv på. Det var kun de tørre knogler og de helt skeletterede personer, vi undersøgte,« fortæller Marie Louise Jørkov, som understreger, at forskerne »gjorde alt meget anstændigt.«

Vidner om en voldsom periode

De fleste af de knogler, Marie Louise Jørkov undersøgte, var blevet begravet i perioden mellem 1850 og 1950, en del af historien hvor Danmark gennemgik voldsomme forandringer.

Hestevogne, gaslamper og vaskebrædder blev udskiftet med biler, elpærer og vaskemaskiner, efterhånden som teknologien og industrialiseringen rullede ind i danskernes liv.

Lægevidenskaben gjorde også store fremskidt i perioden, og med tiden fik man bugt med dødelige epidemier såsom koleraepidemien, der kostede 4.700 københavnere livet i 1853.

»Industrialiseringen var en ret dramatisk periode rent helbredmæssigt. Der var flere epidemier, og der skete for eksempel store ændringer i mortaliteten (dødeligheden, red.) og de sanitære forhold,« fortæller Marie Louise Jørkov.

Viser nye sider af helbreddet i 1800-tallet

De store forandringer, som danskerne gennemlevede under industrialiseringen, er i forvejen nøje beskrevet i historiske kilder.

Men Marie Louise Jørkov mener alligevel, at knoglerne fra Assistens Kirkegård kan kaste nyt lys over livet og vilkårene i vores oldeforældre og tipoldeforældres ungdom. For mens de historiske kilder ofte fortæller om, hvad mennesker døde af, kan skeletterne sladre om de sygdomme, som vores forfædre levede med, fortæller Marie Louise Jørkov.

»Jeg har undersøgt fordelingen af kroniske sygdomme. Størstedelen af dem var slidgigt, men det er ikke så mærkeligt, fordi de fleste begravede er ældre mennesker. En del af dem, jeg har undersøgt, har også haft skørbug, som opstår, når man ikke får tilstrækkeligt med C-vitamin.«

»Manglen på C-vitamin er relateret til kosten, eller at man ikke får nok sollys. Det er alt sammen interessant, fordi det fortæller lidt om den generelle sundhedstilstand og livsstil,« siger Marie Louise Jørkov.

Børn led af skørbug og engelsk syge

Fakta

I Danmark er gravfreden fastsat ved lov til at være mindst 20 år for et kistegravsted og mindst 10 år for et urnegravsted.

Fredningstiden af gravpladsen betyder, at et gravsted ikke kan sløjfes eller nedlægges, inden fredningstiden for den senest begravede kiste eller urne er udløbet.

Selvom loven fastsætter fredningstiden for kister og urner til mindst 20 og 10 år, er det ikke ualmindeligt, at fredningstiden er på 25 og 30 år eller længere. Det afhænger af den enkelte kirkegårds jordbundsforhold, som kan medføre en længere nedbrydningsproces.

Kilde: Landsforeningen Liv & Død

Nogle af de begravede er også børn eller helt nyfødte, og Marie Louise Jørkovs gennemgang af dem har vist, at børnene især døde af skørbug, men også af engelsk syge.

»For børnene er skørbugen også relateret til mangel på C-vitamin. For de små børn kan det måske skyldes, at de ikke er blevet ammet tilstrækkeligt længe, men har fået erstatningsføde. Det kunne for eksempel være komælk eller tygget brød. Det har været en kæmpe sundhedsfare for dem, for i starten af industrialiseringen vidste man ikke, at mælken mistede sine vitaminer, når den blev overophedet.«

»En anden fare kunne være, at der var risiko for kontaminering med en masse bakterier, når mælken skulle i en kop eller flaske i stedet for at blive direkte overført til barnet ved amningen,« fortæller Marie Louise Jørkov.

Knogler fortæller om kosten

Isotopanalyser af knoglerne fra Assistens Kirkegaard tyder også på, at flere af børnene i en tidlig alder holdt op med at blive ammet, og samtidig kan isotopanalyserne sladre om, hvad vores forfædre har spist.

Indholdet af kulstof- og kvælstofisotoper i knoglerne kan nemlig give en indikation af, om personen har spist meget fisk, flæsk, kød, grøntsager eller lignende.

»Jeg kan se, at den generelle kost for både mænd og kvinder har været præget af utrolig meget fisk. Sild har nok været dominerende.«

»Jeg kan også se tegn på, at de voksne har spist meget flæsk og nok også kylling. Både gris og høns er altædende dyr, som er kendetegnede ved at give et højt kvælstofindhold,« siger Marie Louise Jørkov, som snart får sine isotopresultater publiceret i det videnskabelige tidskrift Archaeological and Anthropological Sciences.

»Der er også resultater, der tyder på, at kvinderne ændrede deres kost, mens de var gravide, og at en del af spædbørnene har lidt ernæringsmæssigt, mens de stadig lå i maven,« tilføjer hun.

Debat om flytning af begravede

Selvom bygningen af den nye metrostation på denne måde har givet anledning til nye undersøgelser og viden om fortiden, har ikke alle været lige begejstrede for flytningen af de afdøde. Især da udgravningerne begyndte i 2009, gav det anledning til stor debat.

Fakta

For langt de fleste af de grave på Assistens Kirkegård, som skulle flyttes ved bygningen af en ny metrostation, var gravfreden i forvejen udløbet, da udgravningerne begyndte i 2009.

For 11 grave var den 20 år lange gravfred imidlertid ikke udløbet. Metroselskabet indgik frivillig aftale med pårørende til 10 af de afdøde om at flytte graven til en anden placering på kirkegården.

Pårørende til en enkelt grav ønskede at bevare gravstedet inde på byggepladsen, indtil gravfreden udløb. Det ønske blev efterkommet.

Kilde: Metroselskabet

»Selvom mennesker er døde, holder vores forpligtelser for dem ikke op. Selve det, at vi begraver mennesker, er udtryk for, at også den døde har et værd. Det vidner om civiliserethed og menneskelighed, at også døde skal behandles respektfuldt. Og en metro virker ikke som en seriøs grund til at bryde gravfreden.«

»Selve det, at man kommer på den tanke, at en metro er vigtigere end respekten for den døde, vidner om afstumpethed,« udtalte professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet Svend Andersen til Kristeligt Dagblad i 2009.

Professor: Ikke forkert at undersøge skeletter

På Retsmedicinsk Institut i Odense mener knogleekspert og professor Jesper Lier Boldsen imidlertid ikke, at det er forkert at foretage videnskabelige undersøgelser på begravede skeletter. Tværtimod synes han, at det var en forkert beslutning at genbegrave skeletterne.

»De skulle have været puttet i kasser, så de kunne indgå i skeletsamlingen, for det er en ekstremt værdifuld forskningskilde. Jeg kan ikke se, at det er etisk forkert at grave dem op og undersøge dem. I Danmark har vi en gravfred på 20 år, og derefter bliver folk gravet op. Her i Odense graver man typisk hullet lidt dybere og lægger knoglerne ned under næste grav.«

»Så de mennesker på Assistens Kirkegaard har fået lov til at ligge meget længere, end den gennemsnitlige dansker får lov at ligge død i fred,« siger Jesper Lier Boldsen, som blandt andet selv har fremskaffet ny viden om det barske liv i middelalderen ved at undersøge skeletter fra tre kirkegårde i Danmark.

»Godt nok er et skelet resterne af et menneske, men det udgør kun en rest af mennesket. For mig er der meget mere ånd og menneske i det, som et menneske har lavet, end i skelettet. Der er meget mere ånd i en stenøkse end i et skelet,« siger Jesper Lier Boldsen.

Forsker: Vi gjorde det anstændigt

På Københavns Universitet understreger Marie Louise Jørkov, at forskerne under udgravningerne tog størst muligt hensyn til, at der var tale om »et ømt punkt for mange københavnere.«

»Vi gjorde vitterlig alt meget anstændigt. Udgravningerne berørte hverken H.C. Andersen eller Kirkegaard. Skeletterne blev udgravet under telt, der var 24-timersbevogtning, og alt blev registreret og dokumenteret efter de bedst forskrevne regler på den tid, der nu var til rådighed,« siger hun.

I øjeblikket raser debatten i Aarhus, hvor der er planer om at bygge boliger oven på Psykiatrisk Hospitals gamle kirkegård, hvor der over en periode på godt 100 år, frem til 1965, blev begravet flere end 2.000 døde.

 

Skeletter viser, at 1800-tallets rige mænd var højere end de fattige

En undersøgelse af skeletter fra Assistens Kirkegård i København indikerer, at 1800-tallets rige mænd var højere end de fattige, mens kvinder var lige høje uanset deres sociale status.

I en ny undersøgelse har fysisk antropolog Marie Louise Jørkov på baggrund af knoglerne fra Assistens Kirkegård regnet sig frem til, hvor høje de afdøde har været, da de gik oprejst rundt i København i 1800-tallet.

Undersøgelsen tyder på, at mænd fra de højere sociale lag opnåede en lidt højere legemshøjde end fattige mænd, mens kvinderne derimod havde den samme gennemsnitshøjde, uanset om de var rige eller fattige.

»Det er interessant, fordi vores legemshøjde til dels bliver kodet i barndommen. Vores kost og miljø i barndommen har meget stor betydning for den højde, vi opnår som voksne. Når vi kan se, at der er forskel på mænds højde, men ikke på kvinders, kan det måske betyde, at drenge har fået forskellig kost alt efter, om de var rige eller fattige, mens det samme ikke gjaldt for piger,« fortæller Marie Louise Jørkov, som er postdoc på afdelingen for retspatologi på Københavns Universitet.

Hun påpeger, at resultaterne også kan være et tegn på, at »drengebørn fra fattige kår måske har været mere påvirkede af de miljømæssige forandringer, der skete igennem den industrielle periode.«

Kan barnets kost bestemme højden?

Det er en generel antagelse i mange undersøgelser, at barnets kost og sygdomme er med til at bestemme, hvilken højde barnet opnår som voksen.

Perioder med sult eller sygdom kan nemlig bremse barnets vækst, og flere forskere antager, at det er derfor, man har set en række eksempler på, at menneskers gennemsnitshøjde øges, når velstanden i et land stiger.

I den nye undersøgelse har Marie Louise Jørkov beregnet højden på 357 personer begravet i 1800-tallet på Assistens Kirkegård og inddelt personerne i sociale klasser, underklasse, middelklasse og overklasse, alt efter hvordan de blev begravet.

»De rige blev for eksempel begravet langs den gule mur på kirkegården, og middelklassen blev begravet væk fra den officielle sti. En blyindfattet kiste viser også velstand,« fortæller Marie Louise Jørkov.

Kun højdeforskel på mænd - ikke kvinder

I undersøgelsen finder hun ingen højdeforskel mellem hverken personer fra middel- og overklassen, »hvilket støtter historiske optegnelser, som viser, at social ulighed (i sundhed) var mindre udtrykt mellem disse to sociale grupper,« skriver hun i sin videnskabelige artikel.

»Blandt kvinder var der statistisk set heller ingen forskel mellem fattige og middel-/overklasseindivider, mens mænds højde afveg betydeligt. Der kan således spekuleres over, om drenge blev behandlet forskelligt alt efter social status, eller om drenge var mere sårbare over for miljø- og ernæringsmæssige ændringer end kvinder,« skriver Marie Louise Jørkov i artiklen, som er offentliggjort i tidsskriftet Economics and Human Biology.

Professor: Det handler ikke om kosten

Spørger man professor og retsmediciner Jesper Lier Boldsen er der imidlertid flere problemer med tolkningerne i den videnskabelige artikel. Han mener for det første ikke, at børns kost er af afgørende betydning for, hvilken højde de opnår som voksne.

»Det er et generelt problem i den økonomiske historie, at det bliver negligeret, at kosten ikke har nogen betydning for højden. Man bruger humane data til at beskrive, hvordan folk har levet, men man glemmer at forholde sig kritisk til, om der overhovedet er en sammenhæng mellem højde og kost. Den slags ville aldrig gå i forskningstidsskrifter, som fokuserer på den humane biologi,« siger Jesper Lier Boldsen.

Beregningerne viser, at rige og middelklassemænd fra undersøgelsen gennemsnitligt er 1,66 meter høje, mens de fattige mænd har en gennemsnitshøjde på 1,63 meter, forskellen er statistisk signifikant. For kvinder var der derimod ikke nogen statistisk signifikant forskel på gennemsnitshøjden i de sociale lag; de havde en nogenlunde ens legemshøjde på omkring 1,54 meter.

Kan beregnet højde bruges til sammenligning?

Jesper Lier Boldsen kritiserer også, at det nye studie sammenligner de sociale grupper ud fra deres beregnede højde frem for blot at sammenligne længden på knoglerne.

»Der er en usikkerhed i at beregne menneskers højde ud fra knogler. Hun bruger en formel, som jeg selv har udviklet til at udregne højden, men hun burde i stedet have sammenlignet knoglemålene direkte,« siger Jesper Lier Boldsen og tilføjer, at han grundlæggende mener, det er vigtigt at studere knoglerne fra Assistens Kirkegaard.

»Grundlæggende er studiet interessant, for vi ved meget lidt om detaljerne om befolkningen på det her tidspunkt. Det er først fra midten af 1800-tallet, at der begynder at komme gode data på danskerne, og vi ved stadig kun meget lidt om kvinderne og deres historie. Så de empiriske data fra knoglerne er væsentlige og valide. Problemet opstår i fortolkningen af dem.«

Beregninger flugter med historiske optegnelser

Marie Louise Jørkov understreger, at hendes beregninger af mændenes højde »stemmer nogenlunde overens« med målinger af mænds højde ved millitærsessioner i 1800-tallet.

Men hun er enig i, at der er usikkerhed i fortolkningen af resultaterne, og hun håber derfor, at hun kan få forskningsmidler til at foretage yderligere undersøgelser af de begravede.

»Det er lidt hypotetisk at drage konklusioner om kosten udelukkende ud fra højden. Ved at se på tænderne vil man kunne få bedre oplysninger om, hvilken kost de har fået som børn. Ved at gøre det vil man helt konkret kunne bekræfte, om de sociale grupper har fået forskellig kost som børn, og om de har været udsat for vedblivende tilstande,« siger Marie Louise Jørkov.

Tænderne kan kaste lys på kosten

Hun forklarer, at kosten i barndommen blandt andet kan belyses ved at undersøge tændernes isotopværdier, særligt indholdet af kvælstofisotoper.

»De kan blandt andet indikere, om eller hvornår de blev ammet, og fortælle, om der har været hændelser i barndommen som for eksempel underernæring og/eller sygdom, der kan have påvirket kosten eller de fysiologiske processer i kroppen,« forklarer Marie Louise Jørkov.