Da der var to enslydende indlæg under overskriften 'Forskning.' er det ene blevet slettet. Det har desværre medført, at en kommentar fra Jonas Hansen er røget med i svinget. Vi opfordrer til at kommentaren bliver posted igen og beklager fejlen.

Hilsen
Redaktionen

Kære Jonas Hansen,
dit svar virker umiddelbart som om at du har mest brug for at hævde dig selv - på besynderligste vis?
Angående dine anker så kan jeg oplyse dig om at University of Pennsylvania er et Ivy League universitet med
høj seriøsitet og indhold - også på et års masteruddannelse. Hvis du har problemer med at overskue det akademiske indhod af min afsluttede master, vil jeg opfordre dig til at kontakte universitetet for at få indblik i indhold. Du kan kontakte mig her: cathrine.gyldensted@gmail.com. Forskningen og de statistiske beregninger er godkendt af IRB panel på Penn samt forskerhold på Positive Psychology Center - disse kan jeg også sætte dig i forbindelse med, hvis du mener dine anker er seriøse. Hvad vi er uenige i
Ang. statistisk signifikans og etnicitet: Jeg har på saglig vis taget de nødvendige forbehold i teksten - og vi er ved at indhente nye data specifik blandt vestlige nyhedsbrugere.

Med hilsen,
Cathrine Gyldensted

Jeg har ikke læst afhandlingen, men jeg syntes at det er vigtigt at pointere at der er forskel på at være kritisk og være negativ/aggressiv i sin håndtering af nyheder og kilder. Det er (heldigvis) et ideal for de fleste journalister at være kritiske, men det sker at resultatet istedet for bliver negativt eller aggressivt. Kritik kræver indsigt og det er ikke altid at journalisten har (tid til) dette.

Jeg har hørt at mængden af nyheder hver journalist skal producere er blevet mangedoblet i løbet af de sidste 10 år. Er et af problemerne ikke at negative historier simpelt hen er billigere at producere?

Den sætning har jeg ofte sagt. Jeg håber inderligt at den vinder sit indpas. Jeg mener ikke at man som journalist kan løbe fra sit ansvar om budskabets effekt, og at man kun er "talerør". Medierne er i den grad med til at præge stemningen i verden -med alle stemningens bivirkninger.

Hvis vi hele tiden hører at "det går ad H.. til i verden", så kommer det til at gå sådan. Vores ord bliver selvbekræftende, dels fordi vi gentager dem, og kommenterer dem for hinanden. Negative tankesæt, giver negative bivirkninger. Vi taber modet, og føler os magtesløse i en verden, som vi ser gå totalt i forfald i nyhederne hver evig eneste dag. Måske er sidstnævnte helt bevidst fra medieverdens højborg(?) Det er jo mærkeligt nok de samme triste nyheder der dagligt spredes verden over.

Alle historier -uden undtagelse- kan justeres ved at ændre perspektiv. Lad os se nogle konstruktive og konkrete eksempler på hvordan vi klarer de forskellige situationer. Giv os nærvær, og eksempler på mennesker som hjælper hinanden. Giv eksempelvis grækerne (og andre europæere) håb, ved at se hvordan de bedst trodser krisen. Fortæl os de mange gode historier om hvordan de hjælper hinanden i familierne. Gør det levende for os, politikerne, og dem som mangler håb. Som man kan se nu, brokker de sig allesammen, og kræver handling fra politikerne. Omtalte politikere har nok strålet i deres fravær at tage ansvar for lang tid siden. Det kræver kun en indrømmelse, samt en ny strategi. Ingen ønsker at opleve det mareridt, som de mange familier må gå igennem lige nu. Urolighederne gør det kun vanskeligere at hjælpe, for hvem vil rejse lige lukt i galimatias eller investere? Måske findes der stadig nogle der klarer skærene på en klippeø i det græske øhav? Er der nogle humanitære aktiviteter i gang, for at hjælpe de nødstedte? osv -Alt det ser vi jo slet ikke! Selvfølgelig skal vi se og opleve kaos, men vi vil gerne have et mere nuanceret billede af hverdagens Grækenland -eller i enhver anden nyhedsdækning.

Tid, sagde nyhedsreporteren?! Vores tid er også knap, og vi er ved at være godt mætte og trætte af al den negative nyhedsdækning. Selv er jeg ret interesseret i at vide hvad der foregår i samfundet -lokalt, som globalt. Her er det at jeg kommer til kort: søger jeg i nyhederne, er det svært at finde andet end de negative indgangsvinkler, og det orker jeg altså ikke at ødelægge mit humør og min dag med -hver evig eneste dag! Så ja tak, kom med flere positive indgangsvinkler til nyhederne. Vælger I kun at vise den negative side, er I heller ikke kun talerør, men har valgt side. Tag ansvar. Giv os begge perspektiver/vinkler på historien, og vi er på rette vej -og jeres "objektivitet" en tand mere intakt.

Jeg har kløvet mig igennem Gyldensteds afhandling som interesseret fagperson. Hun leverer nogle meget interessante diskussioner om, hvad journalister laver og hvad de kunne gøre fremover. Det er spændende.

Til gengæld er det videnskabeligt set noget af det tyndeste jeg har læst, når det kommer til analysen af positiv psykologi og artikler. For det første er resultaterne insignifikante. Det kan skyldes hendes ugennemtænkte metodedesign, hvor hun pre-tester og derved ødelægger muligheden for faktisk at undersøge det, hun vil.
For det andet er hendes datagrundlag meget tyndt. Det er 700 personer, der selv har 'signet up' til at deltage. Hun vil undersøge amerikanske medier og deres indflydelse på læserne, men 500 af respondenterne er fra Indien. Ah, come on. Det er sgu tyndt.
For det tredje er hendes artikler så lange og varierende, at det er umuligt at isolere effekten. Det svarer til, at en læge sprøjter ti forskellige slags medicin ind i en patient og konstaterer, at 'noget er sket'. Men hvilken medicin er skyld i effekten? Det er umuligt at sige.

Jeg ville også ønske, at hendes konklusion faktisk holder vand. Men det vil jeg ikke fæstne min lid til ud fra hendes undersøgelse. I øvrigt er det ret tankevækkende, at flere af de største værker indenfor feltet slet ikke indgår i litteraturen, som hun har anvendt i hendes afhandling. Besynderligt.

Jeg vil påstå, at hendes afhandling ikke ville gå igennem som en bacheloropgave på Københavs Universitet. I den henseende vil jeg rette opmærksomheden på, at ordet 'afhandling' er lidt voldsomt. Det er trods alt blot et års skolegang og for så vidt begrænset, hvad man kan sætte sig ind i på den tid. Og hvad man i en opgave kan nå at afdække på så få sider og kort tid.

Det er bare lidt ærgeligt, at hun, sandsynligvis fordi hun selv har været journalist, får så meget spalteplads for så lille et arbejde. Jeg ville ønske, at der bliver lyttet til hende på redaktionerne, fordi hendes forslag i mine ører er gode. Men det er altså ikke fordi, at de videnskabeligt skulle give flere eller gladere læsere.

Hvis I vil dykke ned i noget lignende og mere dybdegående, kan jeg anbefale at orientere jer hos Rasmus Tue Pedersen eller Kasper Møller Hansen (Københavns Universitet), Claes De Vreese (Amsterdam/Syddansk), Rune Slothuus (Århus Uni.) m.fl. Og litteraturmæssigt: Læs noget Chong, Druckman m.fl. fra Northwestern University eller Paul Sniderman fra Stanford...

Deres sektion "Krig og Katastrofer" sælger vel bladet?

Men her kommer så spørgsmålet om hvilken læserskare EB er rettet mod!

Hvilken lettelse at du har taget fat i det emne.
Jeg er ellers holdt op med at læse aviser, man bliver kun sur af det, men måske skulle man give det en chance igen.