Stenalderfolket brugte ikke kun redskaber af sten – de benyttede også værktøjer af træ og hjortetak. Det viser udgravningen af en oversvømmet stenalderboplads i Horsens Fjord.
Stenalderbopladsen har været skjult under bølgen blå og et tykt lag sand igennem årtusinder, men inden for de seneste år har havstrømme blotlagt den ved at skubbe havbunden væk.
Bopladsen har været kendt i årtier
Bopladsen har været kendt af arkæologer siden 70’erne, men da den var skjult under havbunden, tog ingen notits af den – før en arkæologistuderende fra Aarhus Universitet besøgte stedet.
Peter Astrup havde som lille purk camperet utallige gange med sine forældre ved stranden nær bopladsen. Nysgerrig som han var brugte han dengang ferierne på at snorkle langs kysten. Og han flikkede en glaskasse sammen, som han kunne bruge til at granske havbunden i stor detalje ved at kigge igennem den oppe fra havoverfladen.
\ Fakta
Ertebøllekultur er navnet på den levevis, der var fremherskende i jægerstenalderens yngste tid i Skandinavien (ca. 5.400 f.Kr – ca 3.900 f.Kr.). Ertebøllekulturen underinddeles i tidlig ertebølletid (ca 5.400 f.Kr. – 4.800 f.Kr.), mellemste ertebølletid (ca 4.800 f.Kr. – 4.300 f.Kr.) og sen ertebølletid (ca. 4.300 f.Kr. – ca 3.900 f.Kr.).
I det område, hvor han havde hørt, at en stenalderplads skulle ligge begravet, fandt han en masse flinteflækker fra fordums tid, og det gjorde så stort indtryk på ham, at han fik hang til arkæologi.
Arkæolog besøgte sin barmdomsven
Mere end et årti senere, i sommeren 2010, var han tilbage på stranden igen. Peter Astrup svømmede ud til det sted, hvor han kunne huske, at bopladsen var. Men da han stak hovedet under vandoverfladen og studerede havbunden igennem sine dykkerbriller, gjorde han store øjne. Havbunden så absolut ikke ud som den plejede, for undergrunden var mange steder blottet for sand. Han fik øje på smukt formede stykker af træ, som på et eller andet tidspunkt i fjern fortid måtte have været under kærlig behandling af mennesker.
»Da jeg kom hjem, ringede jeg straks til Horsens Museum for at høre, om det interesserede dem. Vi blev enige om, at jeg skulle fiske et par genstande op og bringe dem ind på museet,« fortæller Peter Astrup, der nu er ph.d.-studerende i arkæologi ved Aarhus Universitet.
Med sig i tasken bragte Peter intakte hjortetaksøkser, smukke knivskæfter af træ og et kranium af en hund, og da arkæologerne så fundene, var de klar over, at bopladsen var noget helt enestående. Af frygt for, at havvandet var godt på vej til at skylle bopladsen helt væk, kontaktede Horsens Museum arkæologer ved både Moesgaard Museum og Aarhus Universitet, og sammen etablerede de en forskergruppe, der straks satte himmel og hav i bevægelse for at få kickstartet et større udgravningsprojekt.
Stenalderbopladsens placering er optimal
Pladsen ligger på mange måder ideel for en udgravning. Med en placering et stykke ud for kysten er den skjult for folk og fæ inde på stranden, men den ligger heldigvis på så lavt vand, at selve udgravningsarbejdet er forholdsvist let, uanset om arkæologerne har i sinde at bore ned i undergrunden, kortlægge området eller samle blottede ting op fra havbunden.
Denne boplads har tilsyneladende været flittigt brugt, for ved nærmere eftersyn viste den sig at være en sandt skatkammer af beboernes efterladenskaber, der dokumenterer, at beboerne har levet som jægere og samlere.
Skattene gemte sig i ’gytjelaget’ et stykke under sandet, som er karakteriseret ved at være så fattigt på ilt, at det bevarer alle organiske materialer. Gytjelaget rummede bl.a. økser, hvis træskæfter var konserverede, samt højt overraskende et par paddelårer, som beboerne har brugt til at ro med. De var begge rigt dekorerede med tegnede, sorte mønstre.
Iltfattig undergrund bevarer træ
Arkæologerne har også fundet en 1,6 meter høj træbue af en hidtil ukendt type. Sådan en bue har uden tvivl været brugbar for omkring 6.000 år siden, hvor store dele af Danmark var tæt bevokset af urskov, hvor man kunne jage. Derudover fandt forskerne også et stykke snor, der var lavet af bast fra et træ. Snoren var lige så tyk som en tyk uldtråd og har efter alt at dømme været brugt til surring af værktøjer.
\ Fakta
Projektet er ledet af Moesgård Museum og Horsens Museum med samarbejde fra Aarhus Universitet og økonomisk støtte fra Kulturstyrelsen
Udgravningslederen Claus Skriver fra Moesgaard Museum forklarer, hvorfor disse fund er noget helt særligt.
»Når vi udgraver bopladser på landjorden, finder vi kun værktøjer af sten, da alt organisk materiale for længst er rådnet væk. Denne boplads er helt enestående ved, at vi også finder velbevarede værktøjer af træ. Det er kun på de submarine pladser, som denne, at vi finder genstande af træ og hjortetak, og det giver os et langt bedre og mere nuanceret indblik i, hvordan de levede dengang,« fortæller han.
Sæsonplads eller helårsplads
Udgravningen kan også hjælpe forskerne med at besvare flere store spørgsmål som f.eks. om, bopladsen blev brugt hele året rundt, eller om den snarere var en sæsonplads, hvor stenalderfolket holdt til i bestemte perioder af året.
Svaret henter arkæologerne op fra deres meterdybe borehuller gennem gytjelaget, hvori de har fundet et væld af fiskeknogler, der er efterladenskaber fra beboernes måltider. En stor del af disse knogler stammer fra makrel, som trækker ind til kysterne, når de gyder. I hullerne fandt forskerne også velbevarede hasselnøddeskaller og plantefrø.
Man kender andre eksempler på pladser, hvor stenalderfolk rykkede ind, når der f.eks. var gode muligheder for at fange fisk, når det var særligt koldt, eller når der var ekstraordinært mange dyreflokke i de omkringliggende skove.
»Nu, hvor vi har alle de her knogler, kan vi kortlæge, hvad indbyggerne helt konkret levede af og dermed også, hvornår på året de boede her,« siger Claus Skriver.
At kortlægge hvornår på året, pladsen var beboet, er altså en krævende opgave – til gengæld er det forholdsvist let at datere bopladsen ud fra de mange nye fund.
»Vi er i fuld gang med at lave dateringer med kulstof-14-metoden, men ud fra oldsagernes udformning at dømme befinder vi os i den mellemste eller ældre ertebølleperiode. Den ældste del af pladsen var bosat for omkring 4.700 år før vores tidsregning – det vil sige for i alt 6.700 år siden,« fortæller Claus Skriver.
Et hav af genstande venter
Arkæologernes boringer begrænser sig foreløbigt til nogle få kvadratmeter havbund, så de fleste ting, som de har fundet, er selv blevet frigjort fra undergrunden af havstrømmene. Hver eneste gang, arkæologerne er der, ligger der nye spændende genstande og venter på dem.
Genstandene skal tages varsom op – træ, der har ligget i vand så længe, har nemlig fået opløst alle sine cellemembraner. Når træet tørrer, er der ikke længere noget til at holde sammen på det, så efter ganske få timer smuldrer træet og falder fra hinanden.
Bopladsen er international kendt
Peter Astrup glæder sig som et lille barn til næste gang, han skal udforske pladsen. Han har været med til alle undersøgelserne og regner bestemt med at være med til det sidste, og om få uger skal han af sted igen for at tjekke, om nye ting skulle være skyllet frem.
»Bopladsen er ikke længere noget, jeg har for mig selv, men som jeg nu deler med andre, hvilket er en stor glæde. Vores udgravninger er årsagen til, at bopladsen nu optræder på Kulturarvsstyrelsens liste over landets 10 bedste arkæologiske fund fra 2011 og også er blevet internationalt kendt blandt arkæologer, og det er stort,« slutter Peter Astrup.
Denne film viser, hvordan paddelårerne omhyggeligt blev afrenset på Moesgård Museums Konservering og Naturvidenskabelig Afdeling blev.
Filmen er uden lyd.
\ Havbundene i Danmark er spækket med stenalderbopladser
Danmark har rigtigt mange oversvømmede stenalderbopladser i havet langs kysterne. Det skyldes den helt specielle geologiske udvikling, som Danmark – og Nordtyskland – har oplevet.
Under sidste istid lå et kilometer tykt lag is ind over Danmark. Isen var så tung, at den trykkede landjorden nedad, og jorden begyndte at hæve sig, da isen smeltede igen.
I stenalderen var denne landhævning stadig i fuld gang. Men i årtusinderne efter begyndte vandstanden i verdenshavene at stige, og I Danmark steg vandstanden mere, end landet hævede sig. De bopladser, der oprindeligt lå langs kysterne, blev dermed langsomt, men sikkert overskyllet af havet.
I Sverige har man ikke den slags bopladser, da landet hævede sig mere end vandstanden.
I Nordsøen er der for meget gang i havstrømmene til, at det er muligt at udgrave bopladserne, men i de danske farvande er der grundstige forhold. Vandstanden er lav og erosionen er lille.