Mobiltelefoni i vejen på vejen
Mange lande har vedtaget love om brug af mobiltelefon under kørsel. Men er lovgivningen nødvendig? Eller er den vidtgående nok?

At tale i mobiltelefon svarer til at køre under påvirkning af alkohol. (Foto: Colourbox)

 

Modsat hvad vi ofte går rundt og tror, så er de teknologier vi i tiltagende grad omgiver os med, såsom biler og telefoner, ikke kun ting, der lejlighedsvis er nyttige for os.

Det vil sige ting, der blot ligger i forlængelse af vores behov og tjener disse. De er også med til at forme og skabe vores daglige gøremål og vores oplevelser af hverdagen.

Teknologien og os

Faktisk er dette tilfældet i en sådan grad, at man kan sige at teknologiske genstande som bilen og telefonen udgør baggrundslærredet på hvilken vores liv udspilles.

Vi hænger vores vaner og gøremål op på, hvor mange telefonnumre kan du for eksempel huske i dag, sammenlignet med da du var barn?

Med denne ’baggrunds-status’ af teknologier følger dog også, at det bliver svært, at mærke når farer og riscici opstår i forbindelse med deres brug.

Det er blandt andet af denne grund, at forskere og offentlige myndigheder har slået alarm i forbindelse med en stadigt mere almindelig praksis: At køre i bil, mens man bruger sin mobiltelefon.

SMS under kørsel er for farligt

De trafikale myndigheder og videnskabelig forskning er enige om, at brug af SMS under kørsel er en farlig aktivitet. Rundt om i verden har mange lande da også indført nationale forbud imod dette.

At skrive og læse SMS-beskeder på sin mobiltelefon udgør utvivlsomt en så betydelig distraktion for en billist, at om end nogle billister synes at ignorere disse love i praksis, så synes lovgivingen også at følges med en generel enighed blandt billister om at SMS-skrivning under kørsel er uansvarligt.

Givet hvor svært det er at monitorere overholdelse af sådanne love er det denne generelle holdning der udgør det eneste bolværk mod den risiko, som SMS’ning under kørsel medfører.

Firdobler risiko

Risikoen for ulykker firdobles, hvis bilens fører taler i mobiltelefon. (Foto: Colourbox)

Mens trafikal lovgining og forskning er samstemmende, når det kommer til uansvarligheden i brugen af SMS-beskeder under kørsel, er der dog ved at opstå en uenighed, når det kommer til spørgsmålet om ansvarligheden ved, at tale i telefon som fører af en bil under kørsel.

Det fælles udgangspunkt er, at eksisterende forskning gør det klart, at det at afholde en samtale over telefonen, mens man kører, er dybt distraherende.

I en skelsættende undersøgelse af samtaleregistre og data på indeberettede ikke-dødelige ulykker fandt Donald A. Redelmeier og Robert J. Tibshirani fra University of Toronto for eksempel, at ulykkesrisikoen firdobledes for billister, når de taler i telefon (1997).

 

Sammenligneligt med drukkørsel

Faktisk har psykolog David L. Strayer og kollegaer fra University of Utah, der udfører eksperimenter der involverer kørselsimulatorer, fundet, at nedsættelsen forbundet med brugen af mobiltelefon under kørsel er at sammenligne med alkoholkørsel (2006).

Og tro nu ikke, at det kun er alle andre der er modtagelige for at blive distraherede af en telefonsamtale. Du er sandsynligvis værre til at køre, mens du bruger telefonen, end du selv ville tro.

Undersøgelser viser nemlig, at folk er notorisk dårlige til at bedømme deres eget niveau af nedsat køreevne som mobiltelefon medfører (fx. Horrey et al., 2008).

 

Anderledes end passager-samtale

Om man vælger at tro på det eller ej så peger den videnskabelige evidens efterhånden mere og mere tydeligt på, at nedsættelsen af køreevnen er direkte forbundet med telefoni i sig selv.

 

Samtale med en passager i bilen resulterer nemlig tilsyneladende ikke i den samme nedsættelse af køreegenskaberne (fx. Drews et al., 2008).

Samtale med en passager i bilen påvirker ikke førerens kørsel på samme måde som en mobilsamtale. (Foto: Colourbox)

I kølvandet af denne slags resultater, har mange regeringer valgt at regulere området for brug af mobiltelefonen under kørsel. Snesevis af lande over hele kloden og flere stater i USA har som en konsekvens indført forbud med håndholdt mobiltelefoni for dem bag rattet.

 

Håndfri telefoner

Der hvor enigheden mellem trafikal lovgiving og forskning ophører, er i forbindelse med spørgsmålet om håndfri telefoner.

Kimen til uenighed finder man i forskning, der har set nærmere på konsekvenserne af at tale i den slags mobiltelefoner, der muliggør, at føreren frit kan tage fat i rattet med begge hænder.

For eksempel telefoner, der hænger på førerens øre, og telefoner der projekterer samtalen over bilens højtalere.

 

Kun håndholdt forbudt

Det måske kontra-intuitive resultat er, at håndholdt såvel som håndfri mobiltelefoni er forbundet med det samme bratte fald i køreevner.

Anne T. McCartt og hendes kolleger fra the Insurance Institute for Highway Safety bekræfter denne generalisering i deres meta-analyse af mere end 120 undersøgelser, der sammenligner nedsat køreevne set i forhold til håndholdte og håndfrie telefoner (2006).

Alligevel har ingen lande valgt simpelthen at forbyde brugen af mobiltelefoner– håndholdte såvel som håndfri – under kørsel. Kun håndholdt mobiltelefoni har hidtil været underlagt regulering.

 

Forklaringen: Tilbage til teknologien og os

Efterfølgende har kognitionsforskere spekuleret i, at grunden til, at det at tale i mobiltelefon er så distraherende for føreren, sammenlignet med almindelig samtale, er fordi den menneskelige hjerne begrænses i sin evne når den skal prøve at udføre to så komplekse opgaver på samme tid.

Ifølge denne teori belaster telefonsamtale hjernens begrænsede kapacitet i en sådan grad, at køreevnen nedsættes. I mit eget arbejde har jeg dog foreslået en alternativ fortolkning af de foreliggende data (Rosenberger, kommende).

Forestil hvor hurtigt en uopmærksom bilist kan forårsage et større sammenstød, når biler kører så tæt som på dette billede. (Foto: Colourbox)

Min påstand er i stedet den, at på grund af vores omfattende og langvarige daglige forhold til mobiltelefonen, har vi vænnet os til at give en igangværende mobilsamtale så meget af vores opmærksomhed, at dette har konsekvenser for vores opmærksomhed på vejen.

Med andre ord, så skyldes førerens tilbøjelighed til at være mere opmærksom på telefonsamtalen end hvad godt er, en dårlig vane oparbejdet gennem et langvarigt og omfattende brug af en bestemt teknologi.

 

Tilskynder måske usikker praksis

Uanset hvad den rigtige forklaring er, så synes én ting dog at stå klart: Tanken om at nedsat køreevne alene skyldes det faktum, at en håndholdt mobiltelefon forhindrer en fører i at holde fast i rattet med to hænder, er misforstået.

Idéen synes simpelthen at være i modstrid med overvægten af videnskabelig data. Heraf følger også, at de eksisterende love, der baserer sig på denne idé, i bedste fald kun delvist adresserer den trussel mobiltelefoner udgør mod trafiksikkerheden.

I værste fald tilskynder den indirekte en usikker praksis med at bruge en håndfri mobiltelefon under kørsel.

 

Lovgivning sender vigtigt signal

Sidstnævnte påstand følger i særdeleshed, hvis man antager – som gjort ovenfor – at loven i tilfælde som dette hovedsageligt har en ’autoritativ koordinerende funktion’.

Mens det næsten er umuligt at monitorere loven på områder som brugen af mobiltelefoner i privatbiler, sender eksisterende lovgivning et vigtigt signal.

Men imens man fra lovgivers side kan tænke lidt over dette, er her indtil videre et godt videnskabeligt råd: Læg telefonen væk når du kører og fokuser i stedet på vejen.