Modsat hvad vi ofte går rundt og tror, så er de teknologier, vi i tiltagende grad omgiver os med, såsom biler og telefoner, ikke kun ting, der lejlighedsvis er nyttige for os.
Det vil sige ting, der blot ligger i forlængelse af vores behov og tjener disse.
De er også med til at forme og skabe vores daglige gøremål og vores oplevelser af hverdagen.
Teknologien og os
Faktisk er dette tilfældet i en sådan grad, at man kan sige, at teknologiske genstande som bilen og telefonen udgør baggrundslærredet, på hvilken vores liv udspilles.
Vi hænger vores vaner og gøremål op på, hvor mange telefonnumre vi for eksempel kan huske i dag, sammenlignet med da vi var barn.
Med denne ‘baggrunds-status’ af teknologier følger dog også, at det bliver svært at mærke, når farer og riscici opstår i forbindelse med deres brug.
Det er blandt andet af denne grund, at forskere og offentlige myndigheder har slået alarm i forbindelse med en stadigt mere almindelig praksis: At køre i bil, mens man bruger sin mobiltelefon.
SMS under kørsel er for farligt
De trafikale myndigheder og videnskabelig forskning er enige om, at brug af SMS under kørsel er en farlig aktivitet. Rundt om i verden har mange lande da også indført nationale forbud imod dette.
At skrive og læse SMS-beskeder på sin mobiltelefon udgør utvivlsomt en så betydelig distraktion for en billist, at selvom nogle bilister synes at ignorere disse love i praksis, så synes lovgivingen også at følges med en generel enighed blandt billister om, at SMS-skrivning under kørsel er uansvarligt.
Givet hvor svært det er at monitorere overholdelse af sådanne love er det denne generelle holdning, der udgør det eneste bolværk mod den risiko, som SMS’ning under kørsel medfører.
Firdobler risiko
Mens trafikal lovgining og forskning er samstemmende, når det kommer til uansvarligheden i brugen af SMS-beskeder under kørsel, er der dog ved at opstå en uenighed, når det kommer til spørgsmålet om ansvarligheden ved at tale i telefon som fører af en bil under kørsel.
Det fælles udgangspunkt er, at eksisterende forskning gør det klart, at det at afholde en samtale over telefonen, mens man kører, er dybt distraherende.
I en skelsættende undersøgelse af samtaleregistre og data på indberettede ikke-dødelige ulykker fandt Donald A. Redelmeier og Robert J. Tibshirani fra University of Toronto for eksempel i 1997, at ulykkesrisikoen firdobledes for billister, når de taler i telefon.
Sammenligneligt med drukkørsel
Faktisk har psykolog David L. Strayer og kollegaer fra University of Utah, der udfører eksperimenter der involverer kørselsimulatorer, fundet, at nedsættelsen forbundet med brugen af mobiltelefon under kørsel er at sammenligne med alkoholkørsel.
Og tro nu ikke, at det kun er alle andre, der er modtagelige for at blive distraherede af en telefonsamtale. Du er sandsynligvis værre til at køre, mens du bruger telefonen, end du selv ville tro.
Undersøgelser viser nemlig, at folk er notorisk dårlige til at bedømme deres eget niveau af nedsat køreevne som mobiltelefon medfører.
Anderledes end passager-samtale
Om man vælger at tro på det eller ej, så peger den videnskabelige evidens efterhånden mere og mere tydeligt på, at nedsættelsen af køreevnen er direkte forbundet med telefoni i sig selv.
Samtale med en passager i bilen resulterer nemlig tilsyneladende ikke i den samme nedsættelse af køreegenskaberne.
I kølvandet på denne slags resultater har mange regeringer valgt at regulere området for brug af mobiltelefonen under kørsel. Snesevis af lande over hele kloden og flere stater i USA har som en konsekvens indført forbud med håndholdt mobiltelefoni for dem bag rattet.
Håndfri telefoner
Der, hvor enigheden mellem trafikal lovgiving og forskning ophører, er i forbindelse med spørgsmålet om håndfri telefoner.
Kimen til uenighed finder man i forskning, der har set nærmere på konsekvenserne af at tale i den slags mobiltelefoner, der muliggør, at føreren frit kan tage fat i rattet med begge hænder.
For eksempel telefoner, der hænger på førerens øre, og telefoner, der projekterer samtalen over bilens højtalere.
Kun håndholdt forbudt
Det måske kontra-intuitive resultat er, at håndholdt såvel som håndfri mobiltelefoni er forbundet med det samme bratte fald i køreevner.
Anne T. McCartt og hendes kolleger fra the Insurance Institute for Highway Safety bekræfter denne generalisering i deres meta-analyse af mere end 120 undersøgelser, der sammenligner nedsat køreevne set i forhold til håndholdte og håndfrie telefoner.
Alligevel har ingen lande valgt simpelthen at forbyde brugen af mobiltelefoner – håndholdte såvel som håndfri – under kørsel. Kun håndholdt mobiltelefoni har hidtil været underlagt regulering.
Forklaringen: Tilbage til teknologien og os
Efterfølgende har kognitionsforskere spekuleret i, at grunden til, at det at tale i mobiltelefon er så distraherende for føreren sammenlignet med almindelig samtale, er, fordi den menneskelige hjerne begrænses i sin evne, når den skal prøve at udføre to så komplekse opgaver på samme tid.
Ifølge denne teori belaster telefonsamtale hjernens begrænsede kapacitet i en sådan grad, at køreevnen nedsættes. I mit eget arbejde har jeg dog foreslået en alternativ fortolkning af de foreliggende data.
Min påstand er i stedet den, at på grund af vores omfattende og langvarige daglige forhold til mobiltelefonen har vi vænnet os til at give en igangværende mobilsamtale så meget af vores opmærksomhed, at dette har konsekvenser for vores opmærksomhed på vejen.
Med andre ord, så skyldes førerens tilbøjelighed til at være mere opmærksom på telefonsamtalen, end hvad godt er, en dårlig vane oparbejdet gennem et langvarigt og omfattende brug af en bestemt teknologi.
Tilskynder måske usikker praksis
Uanset hvad den rigtige forklaring er, så synes én ting dog at stå klart: Tanken, om at nedsat køreevne alene skyldes det faktum, at en håndholdt mobiltelefon forhindrer en fører i at holde fast i rattet med to hænder, er misforstået.
Idéen synes simpelthen at være i modstrid med overvægten af videnskabelig data. Heraf følger også, at de eksisterende love, der baserer sig på denne idé, i bedste fald kun delvist adresserer den trussel, mobiltelefoner udgør mod trafiksikkerheden.
I værste fald tilskynder den indirekte en usikker praksis med at bruge en håndfri mobiltelefon under kørsel.
Lovgivning sender vigtigt signal
Sidstnævnte påstand følger i særdeleshed, hvis man antager – som gjort ovenfor – at loven i tilfælde som dette hovedsageligt har en ‘autoritativ koordinerende funktion’.
Mens det næsten er umuligt at monitorere loven på områder som brugen af mobiltelefoner i privatbiler, sender eksisterende lovgivning et vigtigt signal.
Men imens man fra lovgivers side kan tænke lidt over dette, er her indtil videre et godt videnskabeligt råd: Læg telefonen væk, når du kører og fokuser i stedet på vejen.
\ Kilder
- ‘Passenger and Cell Phone Conversations in Simulated Driving,’ Journal of Experimental Psychology: Applied (2008), DOI: 10.1177/154193120404801901
- ‘Assessing the Awareness of Performance Decrements in Distracted Drivers’, Accident Analysis and Prevention (2008), DOI: 10.1016/j.aap.2007.09.004
- ‘Cell Phones and Driving: Review of Research’, Traffic Injury Prevention (2006), DOI: 10.1080/15389580600651103
- ‘The Phenomenology of Perception’, Taylor & Francis Ltd (1945)
- ‘Association Between Cellular-Telephone Calls and Motor Vehicle Collisions’, New England Journal of Medicine (1997), DOI: 10.1056/NEJM199702133360701
- ‘Embodied Technology and the Problem of Using the Phone While Driving’, Phenomenology and the Cognitive Sciences (2012), DOI: 10.1007/s11097-011-9230-2
- ‘A Comparison of the Cell Phone Driver and the Drunk Driver’, Human Factors (2006), DOI: 10.1518/001872006777724471