Unge med ufaglærte forældre fik i gennemsnit et karaktersnit på 5,3 ved grundskolens 9. klasses-afgangsprøver i dansk og matematik, viste et notat fra den sociale venturefond, Den Sociale Kapitalfond, for nyligt.
Unge med mindst en forælder med en lang videregående uddannelse fik derimod et snit på 8,3.
Selvom vi i mange år har diskuteret den sociale kløft mellem børn af samfundets svageste og mest velstillede, er problemet langtfra løst.
Mange af de tiltag, man indtil nu har taget i Danmark, har nemlig vist sig ikke at kunne bidrage nævneværdigt til at få de to grupper til at nærme sig hinanden.
I USA har man siden 1960erne haft gode erfaringer med at løfte udvalgte udsatte børn med særlige førskoleprogrammer, og Kristeligt Dagblad kunne for nyligt fortælle, at børne-, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) nu også vil sætte særligt fokus på at bryde den negative sociale arv allerede i vuggestuer, børnehaver og dagtilbud.
Kan amerikanske tiltag modvirke social arv?
Det skal stå mere klart, at børnenes læring allerede begynder fra børnenes allerførste år.
I disse år undersøger danske forskere blandt andet med støtte fra TrygFonden, om tiltag inspireret af de amerikanske programmer, men tilpasset en dansk kontekst, måske kan hjælpe til at modvirke den negative sociale arv.
De første resultater, som blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Educational Research i 2013, indikerer imidlertid, at selvom programmet løfter alle børnenes læring, får det kun på ganske få områder de svagest stillede til at indhente de bedst stillede børn.
På de fleste områder lader programmet ligefrem til at øge forskellen mellem de to grupper.
Læs også: Politikere kan ikke modvirke social arv med flere penge
Dagtilbudsprogrammet HPA blev testet
Forskerne har i studiet undersøgt, om det danske dagtilbudsprogram HPA (»Handlekompetencer i pædagogisk arbejde med socialt udsatte børn – indsats og effekt i daginstitutioner«) kan styrke de udsatte børns indlæring og sociale udvikling.
Medarbejderne i en række børnehaver, udvalgt ved lodtrækning, blev undervist i metoder udviklet med udgangspunkt i den eksisterende forskning om børns trivsel, læring og udvikling og i, hvordan social arv kan marginalisere børnene.
Ud fra teorierne blev pædagogerne uddannet til at reflektere kritisk over deres arbejde med børnene og i at ændre hverdagen og de pædagogiske metoder i institutionen, så den mere effektivt skulle kunne nå de svageste børn.
De udvalgte børnehaver blev så sammenlignet med en kontrolgruppe af børnehaver, ligeledes udvalgt ved lodtrækning, hvor man fortsatte som hidtil.
Læs også: Social arv slår igennem når vi er 15 år
Intervention kan øge de socioøkonomiske forskelle
Programmet viste sig at have en positiv effekt på faktorer som børnenes opførsel, opmærksomhed og hyperaktivitet, mens afstanden mellem velstillede og svagtstillede børn overordnet ikke blev mindsket, selvom det ellers var hovedformålet med programmet.
»Der er positive effekter af denne intervention, og vi finder, at indsatsen øger børnenes læringsparathed, nysgerrighed og kreativitet. Men det er rigtigt, at i forhold til børnenes læring, ser det ud til, at vi med denne type indsats, som har til hensigt at styrke børnegruppen bredt, når børnene i midten bedst. Der er simpelthen en tendens til, at interventionen ligefrem øger de socioøkonomiske forskelle på nogle områder,« siger professor Bente Jensen fra DPU Aarhus Universitet, der har ledet projektet.
Hun understreger imidlertid, at indsatsen faktisk lader til at have en effekt på for eksempel de svage børns matematiske færdigheder, ligesom indsatsens positive effekt på børnenes generelle vanskeligheder lader til at være størst for gruppen af de svageste børn.
Læs også: Pædagoger rykker ved negativ social arv
Amerikanske programmer har løftet de svageste
Selv de positive effekter af HPA-programmet er imidlertid relativt små sammenlignet med erfaringen fra amerikanske førskoleprogrammer.
De legendariske amerikanske The Perry Preschool Program, der begyndte i 1960erne, og The Abecedarian Project, der begyndte i 1970erne, indikerer, at det er muligt at opnå større effekter hos den svageste gruppe.
Når man taler med nogle af de forskere, der har evalueret de amerikanske projekter, er de imidlertid ikke så overraskede over, at det danske program ikke har dramatiske effekter på de svagest stillede danske børn:
»I en dansk børnegruppe vil jeg forvente så godt som ingen effekt af førskoleprogrammer, fordi det, børnene bliver tilbudt i forvejen, konsistent er bedre, end det de tilbydes i USA, og fordi forældregruppen generelt er meget mere velstillet,« forklarer adjunkt Peter Muennig fra Mailman School of Public Health ved Columbia University, der har undersøgt effekten af de amerikanske førskoleprogrammer.
»Det betyder, at der er meget lidt rum til forbedring sammenlignet med børnene i programmer som The Perry Preschool Program og The Abecedarian Project, hvor børnene havde meget lav IQ, et meget lidt ordforråd eller matematisk forståelse. Man forventer heller ikke nogen stor effekt på normale amerikanske børnegrupper, men kun på de ekstremt dårligt stillede børn med meget dårligt uddannede forældre.«
Forskel på Danmark og USA
Det danske HPA-program er imidlertid ikke hovedsageligt inspireret af The Perry Preschool Program eller The Abecedarian Project, men henter i stedet sin primære inspiration i førskoleprogrammet The Tools of the Mind Curriculum, der blev påbegyndt i 1990erne.
Selv dette program har dog ifølge professor Steve Barnett, der leder The National Institute for Early Education Research, Rutgers University, vist sig at have en meget stor effekt på de dårligt stillede børns opførsel.
Men Barnett, der selv har udført studier af effekten af programmer inspireret af The Tools of the Mind Curriculum, peger dog på, at nogle af de samme forskelle mellem Danmark og USA kan være en mulig forklaring på, at programmet ikke har samme effekt på de svageste danske børn som på de amerikanske:
»Man er nødt til at huske, at i USA er omkring halvdelen af vores offentlige skolebørn fra lavindkomstfamilier, og for den grupper er der meget få alternativer til de her programmer. Hvis de har et alternativ, er det hovedsageligt igennem et system, der kun tillader dem at få hjælp af en anden person med lav indkomst fra deres eget kvarter. I Danmark vil der være mange flere tilbud om social støtte til de svagest stillede børn,« forklarer Steve Barnett.
Derudover er antallet af børn med en anden sprogbaggrund ifølge Barnett en væsentlig forklaring på den store effekt, de amerikanske programmer lader til at have:
»I New Jersey, hvor meget af min forskning er foretaget, er det mindst en tredjedel af børnene, der kommer fra familier med en anden sprogbaggrund, og de børn får meget store gevinster ud af de her programmer, men hvis du har meget få af den slags børn, kan det være svært at se en effekt.«
Gode danske dagtilbud gør sammenligning med USA svær
Bente Jensen mener også, at det har betydning, at det danske studie sammenligner med børn, der allerede går i de relativt velfungerende danske pædagogiske tilbud.
»Når vi i Danmark sammenligner den gruppe, der har fulgt indsatsen med kontrolgruppen, skal man tage højde for, at også kontrolgruppen går i et dagtilbud, hvilket faktisk kan betragtes som en intervention i sig selv, fordi man må gå ud fra, at man i dagtilbuddene arbejde med en god pædagogik og retter sig efter loven om pædagogiske læreplaner. Det betyder, at der skal der være meget store forskelle, før vi for alvor kan se en stor effekt,« siger Bente Jensen.
De internationale studier sammenligner nemlig ifølge Bente Jensen effekten med test af børn, der slet ikke går i daginstitution, og den slags børn findes stort set ikke i Danmark, hvor 97 procent af de tre- til seksårige går i et pædagogisk dagtilbud.
I Danmark ville det altså være nærmest umuligt at finde en kontrolgruppe, der svarer til den amerikanske.
Danske indsatser billigere
Men hvorfor overhovedet bruge indsatserne i Danmark, hvis de kun har en lille effekt og ikke lader til at være nøglen til i væsentlig grad at bryde den negative sociale arv?
Et argument er ifølge Bente Jensen økonomien. Det danske HPA-projekt, der giver en lille positiv effekt til alle børn, er simpelthen meget billigere end de målrettede amerikanske programmer, der kan vise større positive langtidseffekter på en meget lille gruppe svagtstillede børn:
»Det er en kæmpe forskel, at vi har lavet en universel dagtilbudsindsats, hvor vi har alle børn med, mens de amerikanske indsatser fokuserer målrettet på få børn. I The Abecadarian Project har de for eksempel kun 111 børn med i programmet, og det ville svare til, at vi tog en stor daginstitution i et socialt udsat boligområde og lavede en kæmpe satsning kun med dem i Danmark,« forklarer Bente Jensen.
»Den anden forskel er, at det har været højt specialiserede forskere, der har gennemført indsatsen i de amerikanske programmer, og det ville svare til, at vi skulle have en coach til hver enkelt dagtilbudspædagog, men i stedet har vi valgt at lade pædagogerne gennemgå et relativt kort uddannelsesforløb, hvor de lærer at blive mere opmærksomme på de vigtige ting, vi skal give børn, baseret på de teorier, vi arbejder med.«
De amerikanske programmer er altså ifølge Bente Jensen meget dyrere at gennemføre, og hun vil gætte på, at effekter i samme størrelsesorden også ville kunne nås i Danmark, hvis man afsatte de samme ressourcer.
Dyrere pr. barn, men billigere samlet?
Ifølge de amerikanske forskere er det dog mere kompliceret at afgøre, om de universelle eller målrettede tilbud er billigst for samfundet:
»De målrettede programmer er ganske vist dyrere målt pr. barn, der bliver hjulpet, men hvis man målretter det til en meget lille gruppe, vil det samlede beløb ikke blive så stort,« siger Steve Barnett.
Den vurdering deler Peter Muennig, der til gengæld peger på, at der kan være en politisk logik i at have universelle programmer i en europæisk kontekst:
»Mange af de programmer lever og dør af, at alle har gavn af dem. Hvis også velstillede familier har gavn af et program, er støtten meget stærkere,« siger Peter Muennig, der også peger på, at de målrettede programmer vil være væsentligt sværere at oversætte til en dansk kontekst.
Skal man løfte alle lidt eller lukke den sociale kløft?
Spørgsmålet er imidlertid, om det overhovedet er vigtigt at mindske gabet mellem de velstillede og svagest stillede børn, hvis bare alle børn bliver bedre?
»Ideelt øger man børnenes gennemsnitlige niveau og mindsker uligheden samtidig, men jeg vil hellere øge niveauet end kun at fokusere på at mindske uligheden. Børnenes absolutte niveau har betydning særligt i en global verden. Jeg plejer at sige, at det ikke handler om, hvordan vores børn klarer sig i forhold til hinanden, men om hvordan de klarer sig i forhold til børn i Kina, Japan, Rusland og resten af verden,« siger Steve Barnett.
Bente Jensen mener dog, at begge dele er vigtige:
»Man kan sige, at det ikke umiddelbart er et problem, hvis alle børn løftes, men det er et problem i vores samfund, at det stadig ikke er lykkedes at lukke gabet mellem privilegerede og mindre privilegerede børn. Begge dele er vigtige, men jeg ville heller ikke have været mere tilfreds, hvis indsatsen havde lukket gabet ved bare at gøre alle lige dårlige,« siger hun.
Mest udsatte børn kræver specifik, målrettet indsats
Ifølge Bente Jensen må man dog gribe mere specifikt målrettet ind, hvis man vil se endnu bedre resultater også for de mest udsatte børn.
Derfor er hun netop nu i gang med at afprøve en dansk tilpasning af tilgangen fra The Abecedarian Project, hvor et af elementerne er læring i leg, som netop kan udforske den positive effekt på de svageste børns matematiske forståelse, som blev indikeret af analysen af HPA-indsatsen. Også her må indsatsen dog tilpasse sig de danske forhold:
»Vi er nødt til at se på, hvad vi kan lave for de ressourcer, vi har til rådighed, og her er det ikke muligt at lave en meget dyr indsats rettet mod en meget lille gruppe børn. Derfor er vores indsats også billigere end det oprindelige Abecedarian-program,« siger Bente Jensen og tilføjer:
»Hvis vi vil lave en indsats, der ikke er for dyr, kommer vi ikke udenom, at deltagerne skal deltage i uddannelse, der giver ny faglig indsigt, og så skal de på den baggrund selv kunne implementere indsatsen i deres hverdag.«
