I USA har man lige taget et stort slagsmål om ‘netneutralitet’; det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt internettet skal være en neutral overførselsteknologi. Resultatet blev en forholdsvis stram styring af, hvordan teleselskaberne kan taksere og styre tjenester på nettet. Altså til fordel for det neutrale net.
Frygten er, at de store selskaber på internettet vil kunne bruge deres penge til at styre brugernes valg til deres egen fordel. Det kan for eksempel være Facebook, der er store nok til at aftale med teleselskaberne, at det ikke skal koste dataforbrug, når brugerne er på Facebook – på den måde kan de udkonkurrere mindre konkurrenter.
Eller det kan være dit teleselskab, der synes, at Netflix koster for meget båndbredde, så du skal betale tyve kroner om måneden for at bruge Netflix. Eller et teleselskab, der bare beslutter, at et website er for kontroversielt til, at kunderne skal se det.
Et kompliceret spørgsmål
Det kan virke som et simpelt spørgsmål: På den ene side står alle brugerne af internettet, der gerne frit vil kunne bruge nettet til alt muligt. På den anden side står blandt andet de store multinationale teleselskaber, der vil tjene flere penge på nettet. Men spørgsmålet er mere kompliceret end som så.
Netflix udgør fx en meget stor del af den samlede internettrafik i de lande, hvor det findes. Denne trafik er fordelt på et mindretal af brugerne. På en måde kan man sige, at disse Netflix-brugere – og firmaet Netflix – får de andre brugere til at betale for deres internetforbrug.
Kunne det ikke være rimeligt, hvis disse brugere betalte for deres ekstra store forbrug? I dag er det ikke muligt, og måske ville brugerne heller ikke ønske det. Men hvis man gav mulighed for det, så kunne teleselskaberne prøve det. Hvis brugerne var imod det, så ville det formentlig forsvinde helt af sig selv.
Det er bare et eksempel på en af problemstillingerne i diskussionen om netneutralitet. En hovedindvending mod de amerikanske regler for netneutralitet er, at de vil lægge en rigid struktur ned over et internet, der er karakteriseret ved at være ekstremt dynamisk.
Derved risikerer man at formindske innovationen på nettet. De nye regler vil også kræve et betydeligt bureaukrati, som skal løse problemer, der faktisk ikke eksisterer i øjeblikket. Der har kun været et par sager i USA. En stor EU-undersøgelse i 2013, hvor en række telefonselskaber fik analyseret deres data efter et tidligt morgenbesøg af kontrollanter, viste heller ingen uregelmæssigheder.
Den danske model er bedst
Den danske model virker til gengæld som den ideelle måde at gøre tingene på. I Danmark har I ladet industrien regulere sig selv. I har nedsat en arbejdsgruppe, som aftaler hvordan telebranchen skal fungere, og det har virket godt for jer.
En af de særlige fordele ved den danske model er, at den ikke er specielt bureaukratisk. Der er ikke en besværlig politisk proces, og de resulterende regler er præget af viden om branchen. På den måde er der opstået et fleksibelt og letvægts regulationsapparat, som ikke koster ret meget, og som alligevel tilgodeser både branchen og kunderne.
(Foto: Shutterstock)
Men det er i høj grad jeres kultur omkring samfundsmæssig konsensus i Danmark og hele Skandinavien, der muliggør den slags aftaler. Det er meget tænkeligt, at noget lignende ikke kunne være gjort i USA.
Med de nye regler i USA forudser jeg en lang og tung proces med en uendelighed af retssager mod dele af de nye regler. Det vil blive dyrt, og i lange perioder kan reglerne på området være ganske uklare. Alt sammen ting, som gør det svært at planlægge og udvikle langsigtet for både de store selskaber og de små selskaber, der skal skabe fornyelsen.
Udvikling nødvendig
Hvis vi havde diskuteret informationsteknologi for halvtreds år siden, ville vi have snakket om radio og TV, og de teknologier har nu mistet en stor del af deres betydning.
Vi kommer let til at se internettet som slutningen af vores kommunikationsudvikling, men det tror jeg overhovedet ikke er tilfældet. Der vil komme nye teknologier, der vil afløse internettet. Historisk set er der en overvældende sandsynlighed for, at en eller flere nye teknologier helt vil ændre vores verden endnu en gang.
Det er et godt argument for ikke at lave for meget regulering. Hvis reguleringen hæmmer innovation, så vil den også hæmme denne udvikling af nye teknologier. Teknologier der formentlig vil fungere bedre for os – og som i øvrigt meget vel kunne tænkes at kræve helt andre regler.
Nye modeller i udviklingslande
Måske vil denne nye udvikling komme fra steder, hvor vi ikke plejer at se det. Noget af det mest spændende nye på internettet sker i udviklingslandene. Her er der masser af mennesker, der for første gang stifter bekendtskab med nettet. Der er nye kulturer og nye metoder. For Aalborg Universitet er der blandt andet kontakt med denne udvikling via et samarbejde med Ghanas Telecom University.
Mødet med de studerende fra Ghana har været noget af de mest inspirerende for mig. I Afrika har man et meget optimistisk syn på udviklingen af internettet. Man tror, at det vil give nye muligheder for at bekæmpe fattigdom og for at skabe gennemsigtighed i samfundsprocesserne.
Også her er netneutralitetsprincipper i spil. For eksempel har Facebook og Wikipedia lavet en aftale med teleselskaber, så nogle afrikanske brugere kan komme gratis på nettet, når de besøger Facebook og Wikipedia. For mange brugere vil det være deres første – og gratis – besøg på internettet. På den måde hjælper det med at introducere internettet til personer, der aldrig har hørt om det før, og som har meget få penge.
Det ville ikke kunne lade sig gøre med de nye amerikanske regler, men måske er det et eksempel på en situation, hvor fordelene er større end ulemperne?
