Prøv at gå en tur ad gågaden i en større dansk by. Du vil helt sikkert møde mennesker, der er flyttet til Danmark fra andre lande. Mange forskellige kulturer lever side om side i Danmark, og mange synes, at det er en god idé.
Men hvorfor i grunden det? Hvorfor opfatter nogen danskere automatisk et såkaldt ’multikulturelt samfund’ som noget godt?
Det enkle svar er: konstruktivismen.
Konstruktivismen er en videnskabsteoretisk retning, som siden 1980erne har været meget populær blandt humanistiske forskere.
Ifølge den populære teori kan vi ikke sige, at noget er sandt eller falsk. Eller at en måde at leve på er bedre end en anden.
»Der findes nemlig ikke et universelt og objektivt udgangspunkt, hvorfra vi kan fælde en endelig sandhedsdom. Derimod vil der altid være flere perspektiver på en sag. Det er en tanke, som er smittet af på hele samfundet,« siger post doc Thomas Wiben Jensen, der forsker i videnskabsteori og sprog ved Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet.
Når man ikke kan sige, at noget er rigtigt eller forkert, bliver man let tilhænger af det multikulturelle samfund.
»Konstruktivismen siger, at ingen har endeligt patent på sandheden. Der er altid et andet perspektiv på tingene. Kulturel mangfoldighed er derfor positivt, mener konstruktivismen. Mangfoldighed kan nemlig bidrage med mange perspektiver og måder at leve sit liv på.«
Ordet ’konstruktivisme’ kan forvirre. Der findes nemlig to forståelser af ordet:
• Den ene forståelse, er den, som Thomas Wiben Jensen beskriver i den her artikel.
• Den anden forståelse bliver brugt i udviklingspsykologien, hvor ’konstruktivisme’ handler om, hvordan vi hver især ’skaber os selv’. Manden bag den forståelse er den schweiziske psykolog Jean Piagets (1896-1980).
Forvirringen omkring betydningen af ordet har ført til, at nogle forskere kalder den forståelse af ’konstruktivisme’, der optræder i den her artikel, for ’socialkonstruktivisme’ eller ’konstruktionisme’.
»’Ideen om det multikulturelle samfund’ som noget, der er værd at stræbe efter, begyndte på den måde som et konstruktivistisk projekt,« fortæller Thomas Wiben Jensen.
Det kan godt være, at mange danskere ikke ved, hvad ’konstruktivisme’ betyder. Det er ikke så mærkeligt. Ordet bliver nemlig mest brugt på universiteterne.
Men selvom vi ikke bruger ordet i vores hverdag, tænker vi faktisk tit konstruktivistisk, fortæller Thomas Wiben Jensen.
»Vi tror, vi ved ting med sikkerhed. Men konstruktivister mener, at alle de ting i virkeligheden er noget, vi som samfund eller kultur er blevet enige om kan gælde som viden. På den måde kan man sige, at vores ’sandheder’ er konstruerede,« fortæller Thomas Wiben Jensen.
Den naturvidenskabelige måde at beskrive verden på, er for eksempel den objektivt rigtige for os her i den vestlige verden.
»Men for konstruktivister er ’objektivitet’ først og fremmest et spørgsmål om konsensus. De mener nemlig, at vores beskrivelser af verden altid vil være historisk og socialt specifikke,« siger Thomas Wiben Jensen.
Så naturvidenskaben er – ifølge konstruktivister – det verdensbillede, vi er blevet enige om, er rigtigt. Hvis vi havde haft et andet udgangspunkt med andre normer og måder at ’måle’ verden på, ville vi komme frem til et andet verdensbillede. Verden ændrer sig nemlig alt efter, hvordan du ser på den.
»Konstruktivister forholder sig derfor meget skeptisk til, at der – uanset kulturel, historisk og social baggrund – er noget fælles menneskeligt. For eksempel mener de ikke, at begreberne ’kvinde’ og ’mand’ betyder det samme i alle kulturelle og sociale sammenhænge,« siger Thomas Wiben Jensen.
I Sverige har man forsøgt at indrette en børnehave efter konstruktivisternes syn på virkeligheden. En virkelighed, hvor der ikke nødvendigvis er en skillelinje mellem, hvad mænd og kvinder kan.
’Mænd’ og ’kvinder’ – og de forskelle, der er på kønnene – er nemlig i virkeligheden opstået, fordi vi har tradition for at se en forskel, mener konstruktivismen.
I børnehaven ’Egalia’ undgår pædagogerne derfor bevidst at omtale børnene som ’han’ eller ’hun’. I stedet bruger de ordet ’høn’ og omtaler børnene som 'venner' i stedet for ’drenge’ og ’piger’.
Konstruktivister mener nemlig, at vi mennesker opfatter vores omverden alt efter, hvordan vi tænker om den. Og da vi tænker ved hjælp af ord, kommer børnene i børnehavnen ’Egalia’ til at tænke anderledes om hinanden, når pædagogerne bruger andre ord end ’pige’ og ’dreng’.
Pædagogerne håber, at det med tiden vil føre til, at børnene får større frihed til selv at definere deres køn.
Ord kan ændre virkeligheden – hvis man spørger konstruktivister. Det virker måske som en mærkelig tanke, at de ord, vi bruger, har stor indflydelse på vores måde at opfatte verden. Men ifølge Thomas Wiben Jensen kan det godt give mening.
Man skal bare huske på, at det ikke er den fysiske verden omkring os – altså himlen, klipperne eller træerne – der ændrer sig, når vi snakker om dem på en ny måde. Det er ene og alene vores – menneskernes – opfattelse og forståelse af tingene, der bliver en anden.
»Træer og bjerge ville eksistere, uanset om vi var her eller ej, og uanset hvad vi kalder dem. Det er konstruktivister selvfølgelig udmærket klar over. Men deres pointe er, at fænomenet ’træ’ kun eksisterer, når der er mennesker og en menneskelig begrebsverden til at tillægge ’træ’ en bestemt betydning.«
Mange konstruktivister er venstreorienterede intellektuelle. Men i de seneste år er den konstruktivistiske tankegang blevet så populær, at også den politiske højrefløj er begyndt at tænke konstruktivistisk.
»Kritikere af klimaforandringerne bruger faktisk konstruktivistiske argumenter. De siger, at den viden vi har om klimaforandringerne, ikke er sikker. Hvis man ser på klimaforandringerne fra et andet perspektiv, får man et andet billede.«
Også de såkaldte ’kreationister’, der mener, at Gud skabte verden for omkring 6000 år siden, bruger konstruktivistiske argumenter.
»De siger: Darwins evolutionsteori er jo blot en teori. Hvorfor skal den være enerådende? Vores ’teori’ er, at der er en intelligent designer – Gud – bagved verdens skabelse, og den teori kan være lige så god som Darwins.«
»De kalder ikke sig selv konstruktivister, men de bruger tankegangen. Og mange vil nok mene, at det er gode eksempler på, hvordan konstruktivismen alt for let kan misbruges,« siger Thomas Wiben Jensen.
»Eller sagt på en anden måde: Det er kun igennem sproget, vi har adgang til et fænomen som ’et træ’ med den betydning, som vi tillægger det,« siger Thomas Wiben Jensen.
Træer og bjerge er ting, som eksisterer lige meget, om der findes mennesker eller ej. Men der er også fænomener, som kun eksisterer, så længe der er mennesker i verden. Et eksempel er psykiske diagnoser så som stress, depression og ADHD.
»I slutningen af 1800-tallet fik mange mennesker diagnosen ’neurotisk’. Der skete, fordi psykoanalysen opstod og blev udbredt – og den havde en særlig måde at opfatte menneskesindet.
»I dag er psykoanalysen trængt i baggrunden, og det samme er diagnosen ’neurotisk’. Men spørgsmålet er, om der er færre neurotikere i dag, eller om det skyldes, at vi har udviklet et andet sprog til at beskrive sindslidelser,« siger Thomas Wiben Jensen.
I stedet for at være ’neurotiske’, har danskerne i dag ADHD, stress og depressioner. Hvis en konstruktivist vil finde ud af, hvorfor ’neuroser’ stort set er en uddød diagnose, vil han undersøge, om det skyldes, at vi ikke længere snakker om neuroser.
»Stress, depression og ADHD er diagnoser, som ikke fandtes for 100 år siden. Men i dag taler alle om dem. Resultatet er tilsyneladende, at de tre diagnoser i dag nærmest kan betegnes som folkesygdomme,« siger Thomas Wiben Jensen.
Spørgsmålet er – ifølge konstruktivismen – hvor stor en selvforstærkende effekt, der opstår, når vi taler om diagnoserne. Muligvis findes de kun, fordi vi taler om dem.
Forskning i følelser viser, at konstruktivisterne kan have ret i den antagelse, at nogle fænomener kun findes, fordi vi omtaler dem. Et godt eksempel på det kan graves frem i bøger fra middelalderen. I dem skriver munkene om en helt særlig følelse, som vi har glemt i dag. Følelsen af ’accidie’.
»Følelsen optræder i middelalderens religiøse litteratur, og jeg har som nutidsmenneske vanskeligt ved at forstå den. Jeg ved ikke engang helt, hvordan jeg skal udtale dens navn.«
»Det er svært at finde ud af, hvad følelsen går ud på. Men det var en følelse, man besad, når man gjorde sine ting overfor Gud – men kun af pligt, ikke dybtfølt. Derved opstod der en særlig form for melankoli, der var forbundet med dødssynden ladhed,« fortæller Thomas Wiben Jensen.
Det er et mysterium, hvordan en følelse som ’accedie’ pludselig kan forsvinde. Men konstruktivismen har et svar på det mystiske spørgsmål.
»En konstruktivist ville sige, at den specifikke følelse ikke længere findes. Ganske enkelt fordi vores begrebsapparat og sprog har ændret sig radikalt siden middelalderen. Det sprog, vi taler i dag, er ikke det samme som dengang.«
»Følelser er for konstruktivister ikke noget, der findes på forhånd. De er ikke et biologisk faktum, som vi bagefter sætter ord på. De afhænger af det sprog og de begreber, vi bruger. Og eftersom vores sprog forandrer sig, så ændrer vores følelser og vores forståelse af dem sig også med forandringerne i sproget,« siger Thomas Wiben Jensen.
Konstruktivismen kan gå over gevind, mener Thomas Wiben Jensen. Han mener, at man særligt skal være opmærksom på to ting, hvis man vil give den som konstruktivist:
1. Faren er, at alt bliver lige gyldigt
Hvis vi kan skabe virkeligheden via de ord, vi bruger, er verden det, vi bestemmer, den skal være. Så kan forskellige perspektiver på verden risikerer at blive lige gode.
Kører man konstruktivismen langt ud, er kannibalisme – mæsken i menneskekød – lige så fint som veganisme – mæsken i grøntsager. Begge dele er bare menneskeskabte perspektiver på mad.
De fleste konstruktivister vil nok alligevel være uenige i, at menneske- og broccoli-ædere kommer ud på et. De mener nemlig ikke, at konstruktivismen gør alt lige gyldigt.
Konstruktivisterne vil tværtimod sige, at vi har et stort socialt ansvar, fordi vi nu er klar over, hvordan vi skaber verden gennem sprog og sociale relationer. Når man er klar over, at man har en magt, må man også have respekt for den. Mange konstruktivister er derfor også socialt engagerede forskere.
Samtidig er det nødvendigt, at vi forstår hinanden og vores handlinger, hvis vi skal fungere sammen. Det sætter nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at gøre, mener konstruktivisterne. Vi skal bare altid huske, at det er grænser, der er skabt af mennesker – ikke af noget ’naturligt’ eller guddommeligt.
2. Vi kan ikke gøre alt til sprog
Konstruktivismen har problemer med at redegøre for noget, der ikke er sprog.
Kroppen – og ikke kun sprog – spiller for eksempel en stor rolle, når vi opfatter verden. Tænk bare på vores sanser. Vores lugtesans er for eksempel en genvej til minder – og den har intet med ord at gøre.
Når vi oplever en særlig lugt, bliver vi bragt tilbage i tiden til et minde, vi har, hvor den lugt også optrådte. Det er ikke en association, vi får, fordi vi hører ord. Derfor kan konstruktivismen have svært ved at forklare, hvorfor det fænomen giver mening for os.
Det samme gælder følelser og kropslige tilstande som sult, tørst og kulde. Dem tillægger vi en stor betydning. Og de kan ikke kun forklares med, at de er konstrueret af sproget og samfundet. Vores kroppe kræver varme og mad, uanset hvilket sprog vi taler.
Selvom man kan kritisere konstruktivismen, er der gode grunde til, at den i løbet af de sidste 40 år er blevet en bragende succes – både på universiteterne og i samfundet. Den kan nemlig bruges til at forandre verden.
»Hvis tingene i virkeligheden er den måde, vi beskriver dem på, så kan vi også ændre tingene ved at ændre vores måder at omtale dem. Konstruktivismen kan på den måde ses som en form for frigørelsesprojekt,« siger Thomas Wiben Jensen.
Frigørelse kan sagtens være målet med humanistisk forskning. I hvert fald forstået på den måde at, at forskningen skal sætte os fri at uhensigtsmæssig vanetænkning ved at udvikle metoder og analyser, der kan give os flere perspektiver på verden. Metoder og analyser, der kan beskrive kompleksiteten i den sociale og kulturelle verden.
Humanistisk forskning står på det punkt i modsætning til naturvidenskaben. Naturvidenskaben beskæftiger sig med den fysiske eller naturlige verden. Her er der en højere grad af entydighed i beskrivelserne – tænk for eksempel på tyngdeloven eller andre naturlove. Derfor er idealerne indenfor naturvidenskaben i højere grad objektivitet og generaliserbarhed.
»En naturvidenskabeligt orienteret person vil derfor nok spørge: Hvad har konstruktivisme med videnskab at gøre?«
»Til det vil konstruktivisten sige, at naturvidenskaben også er en konstruktion – den er båret af et bestemt perspektiv på verden. For eksempel kan matematik udlægges som resultatet af et bestemt begrebssystem og sprog, som i sidste ende er menneskeskabt og derved konstrueret,« siger Thomas Wiben Jensen.
Brug artiklen i undervisningen. Denne artikel er udvalgt til undervisning.videnskab.dk. Se anbefalinger til brug af artiklen i undervisningen.
Konstruktivismen kommer fra videnskabsteori. Den opstod, fordi amerikaneren Thomas Kuhn (1922-1996) grundigt undersøgte, hvordan videnskabelige ideer udvikler sig over tid og erstatter hinanden.
Han indså, at videnskaben indeholder forskellige syn på verden. Dem inddelte han i såkaldte ’paradigmer’. Det gav en helt ny måde at betragte naturvidenskaben og verden.
Et paradigme er en særlig måde at tænke på – et lukket tankesystem – der er struktureret efter bestemte metoder og et bestemt syn på verden.
Pointen er, at paradigmers lukkede struktur gør, at man kun kan undersøge bestemte fænomener på en bestemt måde. Meget andet end netop det, man undersøger, kan man simpelthen ikke kan få øje på, før man har udviklet en ny metode.
Igennem naturvidenskabens historie, har det ene paradigme afløst det andet. Newtons fysik var for eksempel et paradigme, som bestemte, hvordan man så på verden – indtil Einsteins Relativitetsteori skabte en videnskabelig revolution, der skabte et helt nyt paradigme.
Paradigmeskiftene viste, at viden forandrer sig fundamentalt, som tiden går. Også naturvidenskabelig viden, som mange ellers troede, var sikker viden.
I dag ved vi, at viden ændrer sig, og at der er forskellige sandheder om en sag, alt efter hvordan vi ser på den. Den er en konstruktion, som vi kunne have opfattet anderledes, hvis perspektivet var et andet.
Konstruktivisme er stadig et venstreorienteret svindelnummer
"Konstruktionismen påstår IKKE at multikulturalisme er godt, kun at multikulturalisme fremmer flere versioner af påståede sandheder."
Nej det gør konstruktivisme som definition ikke, men alle dens fortalere er næsten alle multikulturalister. Sært sammenfald ikke? Multikulturalisme er netop baseret på værdimæssig og ontologisk relativisme. Så det er ganske svært at være multikulturalist uden samtidig at være konstruktivist.
Men hvorfor er det så godt at fremme flere forskellige sandheder? Denne normative konklusion er på ingen måde indlysende.
mange forhold rummer kun en sandhed. lige meget hvilke krumspring man gør sig. Springer jeg ud fra 10. sal, vil jeg uden tvivl blive slået ihjel. Min død kan ikke gradbøjes, eller blive genstand for et andet perspektiv. Og sådan er det selvfølgelig med mange andre forhold.
"At jeg også tager andre sandheder til mig er kun i uoverensstemmelse med konstruktionismen i det omfang, disse sandheder ikke blot er deduktioner. At benytte logisk sammenhængskraft er ikke i sig selv - nødvendigvist - i modstrid med konstruktionismen."
Hvad i hulen fabler du om? Jeg har aldrig påstået at logisk deduktion er i modstrid med konstruktivisme. Kun at meget af det der påståes at være konstrueret ikke er det, og at snak om flere sandheder er en gang relativistisk vrøvl.
"Alle mennesker har en magt der bl.a. afhænger af evnen til at påvirke verden gennem sproget og muligheden for at trænge igennem med dette sprog. At man er sig disse magtmidler bevidst sætter JT lig med at konstruktionister sniger egen dagsorden ind i forskningen. Det er sågar blevet et "faktum"."
Dette er simpelthen for let købt. Næsten alle af disse konstruktivistiske forskere er venstreorienterede og progressive, dette er et faktum. Og de bruger konstruktivismen som et politisk/ideologisk redskab til at fremme egen dagsorden.
Det er ikke konstruktivister som uskyldigt bliver brugt af politiserende forskere til at fremme venstreorienterede dagsordner, det er omvendt. De venstreorienterede har siden murens fald søgt nye ontologiske begrundelser for deres forkvaklede ideologi, nu når marxismen har vist sig som en katastrofe i praksis.
Her har konstruktivismen så vist sig at være glimrende, eftersom den lover at man kan opfinde verden på ny efter behov, omdefinere køn og etnicitet efter ønske, og generelt indoktrinere mennesker som der skønnes at være behov for.
Sindelagskontrol er ifølge teorien mulig på stor skala.
Dette socialkonstruktivistiske pladder vil også falde sammen før eller siden, ligesom marxismen gjorde det. Når folk begynder at indse at løgnene florerer uhæmmet, og at fx. køn er en biologisk entitet og at mennesket er stærkt bundet op af biologiske og psykologiske lovmæssighder, vil illusionen blive brudt. Og konstruktivismen vil havne på møddingen sammen med sin marxistiske fætter.
Re: Breivik
Min egen opfattelse af konstruktivisme er jo blot én af mange sandheder, ud fra et konstruktivistisk synspunkt.
Breivik
Flot argumentation, at det så er din egen opfattelse af konstruktivisme, den tager afstand fra, er bare en detalje.
Breivik og konstruktivisme
Det bliver interessant at se konstruktivisternes forsvar for Breiviks massemord i Norge.
Han har jo blot sin egen indfaldsvinkel til en anden udgave af sandheden og det vil derfor være dybt uretfærdigt og skamfuldt for en retsstat at straffe ham for at tænke en smule anderledes end flertallet. I hans optik gjorde han det eneste rigtige.
Kære konstruktivister, lad os se og høre de interessante forsvarsargumenter - og se reaktionerne på dem.
Re: Socialkonstruktivisme er et stort svindelnummer
Konstruktionismen påstår IKKE at multikulturalisme er godt, kun at multikulturalisme fremmer flere versioner af påståede sandheder. Efter som konstruktionismen ikke fremhæver én sandhed, vil flere mulige påståede sandheder kunne medvirke til at minimere forestillingen om én sandhed. Man kan sige at konstruktionismen ikke fremhæver én sandhed ud over konstruktionismen selv. At kalde dette en selvmodsigelse er at glemme metasproget.
Jeg er skam også 'progressiv og venstreorienteret' samtidig med at jeg er konstruktionist. Jannik Thorsen beskylder sådanne som mig for at bruge kontsruktionismen som et redskab...
Konstruktionismen ér et redskab!
At jeg også tager andre sandheder til mig er kun i uoverensstemmelse med konstruktionismen i det omfang, disse sandheder ikke blot er deduktioner. At benytte logisk sammenhængskraft er ikke i sig selv - nødvendigvist - i modstrid med konstruktionismen.
Jannik Thorsen citerer artiklen:
""Konstruktivisterne vil tværtimod sige, at vi har et stort socialt ansvar, fordi vi nu er klar over, hvordan vi skaber verden gennem sprog og sociale relationer. Når man er klar over, at man har en magt, må man også have respekt for den. Mange konstruktivister er derfor også socialt engagerede forskere.""
..og tilføjer så selv:
"Hvilket er en anden måde at formulere det faktum på, at konstruktivisterne bruger denne metafysik til at snige deres egen politiske dagsorden ind i forskningen."
Alle mennesker har en magt der bl.a. afhænger af evnen til at påvirke verden gennem sproget og muligheden for at trænge igennem med dette sprog. At man er sig disse magtmidler bevidst sætter JT lig med at konstruktionister sniger egen dagsorden ind i forskningen. Det er sågar blevet et "faktum".
JT siger: "Vi skal blot ændre måden at omtale tingene på, så skaber vi dermed en bedre verden. Denne forkvaklede teori er intet mindre end kilden til hvad der normalt omtales som "politisk korrekthed". Hvis vi nøjes med at snakke pænt om tingene, så eksisterer de mindre pæne ting om virkeligheden dermed ikke længere. Og hvis nogen alligevel insisterer på at snakke "grimt" om virkeligheden, så skal diverse embedsmænd nok sørge for at anklage personen for "hatespeech".
Underforstået, at man skaber "had" når man ikke bruger konstruktivisternes politisk korrekte talemåder."
Jeg kan levende forholde mig til kritikken af ensidig anvendelse af politisk korrekte talemåder, ikke mindst fordi at der udsiges lige så meget gennem det der inden for en kontekst ikke siges, som det der siges. Der ud over virker det søgt at give konstruktionister som sådan skylden for alt dette.
Sandheden!
Ja, men det er da glimrende at søge sandheden men bevisbyrden påhviler den, der søger.
Er det ikke ?
Det er da klart at menneskelig erkendelse er afhængig af de axiomer, man tænker ud fra - religion og pseudoreligion som ideologi - men, hvorfor bygge luftkastaller istedet for at søge efter Sandheden ?
Vi lever jo da ikke i en tænkt, men i en konkret materiel verden med egenskaber, men de egenskaber vil være skjult for konstruktivisten, fordi han ikke har et operationelt sandhedsbegreb, ikke har en metode til realitetstestning.
Han er vel også uinteresseret i sandhed eller direkte fjendtlig overfor den slags, som kan komme i vejen for utopier.
Du bruger mange indforståede begreber - den slags kommer ofte af at tænkningen i faget er tåget, selvrefererende og inkonsistent - holdbar tænkning kan udtrykkes i klarsprog forståeligt for de fleste.
Måske er det diffuse udtryk for at man ønsker at undergrave vores kultur ved at søge at 'vise' at moral 'bare' er 'fordomme'.
Det er såvidt jeg kan se et nihilistisk angreb på civiliseret menneskelighed - en dekadent primitivisering af det menneskelige.
Det er ikke hip som hap
At man arbejder ud fra en tese om, at sandhed er et relativt begreb, betyder ikke nødvendigvis, at man mener, at det ene synspunkt er lige så godt som det andet eller at man for den sags skyld per automatik synes at et multietnisk samfund er bedst.
Det er en pointe i konstruktivistisk forskning, at den sproglige struktur udgør en definerende ramme for individerne og deres aspirationer. Den sproglige struktur spiller ind på vores eksternalisering, altså på hvordan vi kan udtrykke os og dermed også på de objektiviseringer, der sker i samfundet.
Den sproglige struktur påvirker ligeledes genindskydningen af den objektiviserede virkelighed gennem læringen i bred forstand. Det sproglige kan dermed øve indflydelse på det ikke umiddelbart sproglige.
Sproget udvikler sig hele tiden, måske netop fordi det repræsenterer en begrænsning og er bærer af magtrelationer.
De perspektiver, der er eller har været på vores fælles objektiviserede virkelighed, er både sprogligt og historisk betingede. Forskellige fortolkninger kan opfattes som lige gyldige, men altså kun når de betragtes i hver deres konkrete sproglige, kulturelle og historiske kontekst.
Strukturerne er i øvrigt ligeglade med hvilket politisk perspektiv en forsker måtte lægge på dem. Det er forforståelser, der ikke har noget konstruktivisme som sådan at gøre.
Det er alle sandheder, der står til diskussion, hvis man er konstruktivist for alvor.
Thomas Wiben Jensen er en sjov mand...
Han siger:
»Kritikere af klimaforandringerne bruger faktisk konstruktivistiske argumenter. De siger, at den viden vi har om klimaforandringerne, ikke er sikker. Hvis man ser på klimaforandringerne fra et andet perspektiv, får man et andet billede.«
[...]
siger Thomas Wiben Jensen.
Det han her beskriver, er noget han ikke forstår, og som kaldes 'naturvidenskab'.
Og så er det da lidt underholdende at han tror at skeptikere overfor CO2-teorien, eller skulle vi sige hypotesen, kritiserer de forandringer klimaet udviser.
Mon ikke hans formulering er karakteriserende for graden af tankernes klarhed på humaniora...
Iøvrigt er jeg enig i, som det er nævnt, at konstruktivister er religiøst forrykte mennesker, der givet anser sig for at være ateister og som er igang med et religiøst projekt, hvor de vil indgive befolkningen åbenbart falske forestillinger, samtidigt med at de fratager de værgeløse børn i opdragelses- og undervisningssystemerne et operationelt sandhedsbegreb til at bedømme dem med.
Der er med andre ord tale om et ondskabsfuldt undertrykkelsessystem - i Det godes Tjeneste forstås...
Thomas Kuhn misbruges
Ja det er skræmmende at Kuhn bruges til at legitimere konstruktivisternes dagsorden.
Kuhn selv benægtede da også hårdnakket til sin død, at han betragtede sig selv som erkendelsesteoretisk relativist.
Socialkonstruktivisterne mente han havde misforstået hans paradigme teori.
Her ser man tydeligt hvordan disse ekstremister ikke har tøvet med at bruge hvem som helst til at retfærdiggøre deres sindsyge projekt.
Fra sindssygens grænseland.
Artiklen falder fint i tråd med de mange alarmerende rapporter om, at en halv million danskere skulle være hjerneskadede. Spørgsmålet er, om psykiatrien og psykologien kan nå at udvikle en kur mod konstruktivitis inden skaderne på samfundet er blevet for store. Det er skræmmende, at sådan en epidemi nu også har smittet studerende på danske universiteter. Vi må nok forvente en bølge af nervøse sammenbrud og selvmord, når de mandlige studerende finder ud af, at de ikke kan føde børn, og at de kvindelige studerende ikke kan anlægge fuldskæg. Der bliver brug for tonsvis af antidepressive midler.
Men hvor skal vi placere ansvaret. Er det regeringens skyld? Eller sundhedsstyrelsen? Hvorfor har man ikke grebet ind og isoleret de første konstaterede tilfælde af konstruktivisme, så de ikke kunne sprede smitten? Hvad er smittevejen? Smitter den kun ved kontakt, og smitter den kun mennesker, der i forvejen er ude af kontakt med virkeligheden? Hvad ved vi om sygdommen?
At beskylde stakkels Thomas Kuhn for at være ophavsmand til sygdommen er skændigt. Det svarer til at beskylde Antony van Leeuwenhoek for at have skabt alle bakteriesygdomme. Alt, hvad Kuhn gjorde, var jo blot at påvise, at en opfattelse af verden ikke behøvede at være sand, men blot var en vanemæssig måde at forklare verden på. Kuhn ville næppe kalde kontruktivisme for en videnskabsteori, men snarere for en misforståelse af religiøs natur, da paradigmet ikke kan underbygges af videnskabelige fakta.
Heldigvis kan smitten ikke overføres til dyr. Hunde har ikke noget ord for træ, men de har skam næse for, hvad det kan bruges til, og det gør de så i virkelighedens verden.
Mvh
Ole Bjørn :o)
Socialkonstruktivisme er et stort svindelnummer
Artiklen indeholder en del vrøvl. Ikke nødvendigvis fordi at journalisten vrøvler. Han gengiver vel egentlig bare konstruktivismen som flertallet af dens tilhængere ønsker den udlagt.
Det er snarere teorien i sig selv som havner i en række selvmodsigelser.
Først bliver vi introduceret for følgende:
"Men hvorfor i grunden det? Hvorfor opfatter nogen danskere automatisk et såkaldt ’multikulturelt samfund’ som noget godt?
Det enkle svar er: konstruktivismen."
Som dernæst bliver fulgt af følgende udsagn:
"Ifølge den populære teori kan vi ikke sige, at noget er sandt eller falsk. Eller at en måde at leve på er bedre end en anden."
Hvis multikulturalisme er "godt", men konstruktivismen samtidig påstår at man ikke kan hævde at nogen livsformer er bedre end andre, hvordan kan den så påstå, at multikulturelle samfund er bedre end monokulturelle, eller for den sags skyld, er bedre end andre non-multikulturelle samfund?
Det giver selvfølgelig ikke nogen mening overhovedet.
Og her kommer man så til et afgørende spørgsmål: tror selverklærede konstruktivister virkelig på det de selv prædiker? Er de så relativistiske som de selv påstår de er?
Selvfølgelig er de ikke det. De fleste af dens disciple er naturligvis progressive og venstreorienterede i deres udsyn.
De bruger blot konstruktivismen som et redskab til at ændre verden i den ønskede retning. Hvilket de da også selv indrømmer;
"Konstruktivisterne vil tværtimod sige, at vi har et stort socialt ansvar, fordi vi nu er klar over, hvordan vi skaber verden gennem sprog og sociale relationer. Når man er klar over, at man har en magt, må man også have respekt for den. Mange konstruktivister er derfor også socialt engagerede forskere."
Hvilket er en anden måde at formulere det faktum på, at konstruktivisterne bruger denne metafysik til at snige deres egen politiske dagsorden ind i forskningen. Som uddybes på følgende måde;
"»Hvis tingene i virkeligheden er den måde, vi beskriver dem på, så kan vi også ændre tingene ved at ændre vores måder at omtale dem. Konstruktivismen kan på den måde ses som en form for frigørelsesprojekt,« siger Thomas Wiben Jensen."
"Frigørelsesprojekt" er naturligvis det samme projekt som munkemarxisterne var engagerede i. Nu er mennesket blot ikke bundet op på de historiske love som den dialektiske materialisme foreskrev det. Nej i stedet kan verden opfindes på ny, vi er som mennesker ikke bundet op på noget som helst, hverken historie eller natur.
Vi skal blot ændre måden at omtale tingene på, så skaber vi dermed en bedre verden.
Denne forkvaklede teori er intet mindre end kilden til hvad der normalt omtales som "politisk korrekthed". Hvis vi nøjes med at snakke pænt om tingene, så eksisterer de mindre pæne ting om virkeligheden dermed ikke længere. Og hvis nogen alligevel insisterer på at snakke "grimt" om virkeligheden, så skal diverse embedsmænd nok sørge for at anklage personen for "hatespeech".
Underforstået, at man skaber "had" når man ikke bruger konstruktivisternes politisk korrekte talemåder.
Hvis nogen mener at det giver mindelser om George Orwells begreb om "newspeak", så er de ikke helt galt afmarcheret.
Konstruktivisme bruges blot som et dække for venstreorienteret propaganda.
Hvad der er mindst lige så skræmmende er, at denne dybt forskruede teori fungerer som ophav til de mest vanvittige utopier man kan forestille sig.
At man fx. skaber en bedre verden ved at ophæve ideen om at der findes biologisk køn. Udover at dette er noget nonsens, og i strid med både common sense og naturvidenskab, så inspirerer det også til at udføre de mest modbydelige samfundsmæssige eksperimenter som man kan forestille sig.
Hvad der er mindst lige så uhyggeligt er, at en meget stor andel af vores folkevalgte tror på dette skadelige nonsens i et vist omfang. Det er de nemlig blevet indoktrineret med på cand scient pol studiet, og diverse RUC studier.
At tænke sig at man rent faktisk underviser universitetsstuderende i dette nonsens, skaber virkelig stof til eftertanke.
Som samfund går vi virkelig spændende tider i møde, i takt med at ideen om at virkeligheden ikke er andet end sprog, vinder større og større udbredelse.
Ikke kun positivt
Terror som ordet bruges nu om dage, var jo næsten ukendt for 20 år siden.
Dengang var det bare rabiate mennesker som sprængte ting og andre i luften. Nu om dage er enhver større ulykke terror indtil myndighederne afviser det.
Hvordan de skelner er lidt af et mysterium da ordet ikke er særlig godt defineret.
Virker lidt som om at dem vi ikke kan lide begår terror, og vi bekæmper det blot. Metoderne parterne bruger er egentlig ikke overvældende forskellige.