Hvad er socialkonstruktivisme?

Prøv at gå en tur ad gågaden i en større dansk by. Du vil helt sikkert møde mennesker, der er flyttet til Danmark fra andre lande. Mange forskellige kulturer lever side om side i Danmark, og mange synes, at det er en god idé.

Men hvorfor i grunden det? Hvorfor opfatter nogen danskere automatisk et såkaldt 'multikulturelt samfund' som noget godt?

Det enkle svar er: socialkonstruktivismen.

Socialkonstruktivismen - eller bare 'konstruktivisme' - er en videnskabsteoretisk retning, som siden 1980erne har været meget populær blandt humanistiske forskere.

Ifølge den populære teori kan vi ikke sige, at noget er sandt eller falsk. Eller at en måde at leve på er bedre end en anden.

»Der findes nemlig ikke et universelt og objektivt udgangspunkt, hvorfra vi kan fælde en endelig sandhedsdom. Derimod vil der altid være flere perspektiver på en sag. Det er en tanke, som er smittet af på hele samfundet,« siger post doc Thomas Wiben Jensen, der forsker i videnskabsteori og sprog ved Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet.

Kulturel mangfoldighed er automatisk godt

Når man ikke kan sige, at noget er rigtigt eller forkert, bliver man let tilhænger af det multikulturelle samfund.

»Konstruktivismen siger, at ingen har endeligt patent på sandheden. Der er altid et andet perspektiv på tingene. Kulturel mangfoldighed er derfor positivt, mener konstruktivismen. Mangfoldighed kan nemlig bidrage med mange perspektiver og måder at leve sit liv på.«

»'Ideen om det multikulturelle samfund' som noget, der er værd at stræbe efter, begyndte på den måde som et konstruktivistisk projekt,« fortæller Thomas Wiben Jensen.

Vi bruger konstruktivisme i hverdagen

Det kan godt være, at mange danskere ikke ved, hvad 'konstruktivisme' betyder. Det er ikke så mærkeligt. Ordet bliver nemlig mest brugt på universiteterne.

Men selvom vi ikke bruger ordet i vores hverdag, tænker vi faktisk tit konstruktivistisk, fortæller Thomas Wiben Jensen.

»Vi tror, vi ved ting med sikkerhed. Men konstruktivister mener, at alle de ting i virkeligheden er noget, vi som samfund eller kultur er blevet enige om kan gælde som viden. På den måde kan man sige, at vores 'sandheder' er konstruerede,« fortæller Thomas Wiben Jensen.

Vi har besluttet, at naturvidenskaben er 'objektiv'

Den naturvidenskabelige måde at beskrive verden på, er for eksempel den objektivt rigtige for os her i den vestlige verden.

»Men for konstruktivister er 'objektivitet' først og fremmest et spørgsmål om konsensus. De mener nemlig, at vores beskrivelser af verden altid vil være historisk og socialt specifikke,« siger Thomas Wiben Jensen.

Så naturvidenskaben er – ifølge konstruktivister – det verdensbillede, vi er blevet enige om, er rigtigt. Hvis vi havde haft et andet udgangspunkt med andre normer og måder at 'måle' verden på, ville vi komme frem til et andet verdensbillede. Verden ændrer sig nemlig alt efter, hvordan du ser på den.

»Konstruktivister forholder sig derfor meget skeptisk til, at der – uanset kulturel, historisk og social baggrund – er noget fælles menneskeligt. For eksempel mener de ikke, at begreberne 'kvinde' og 'mand' betyder det samme i alle kulturelle og sociale sammenhænge,« siger Thomas Wiben Jensen.

LÆS OGSÅ: Socialkonstruktivisme: Hvorfra ved du det, du ved?

Børnehave skal fjerne 'drenge' og 'piger'

I Sverige har man forsøgt at indrette en børnehave efter konstruktivisternes syn på virkeligheden. En virkelighed, hvor der ikke nødvendigvis er en skillelinje mellem, hvad mænd og kvinder kan.

'Mænd' og 'kvinder' – og de forskelle, der er på kønnene – er nemlig i virkeligheden opstået, fordi vi har tradition for at se en forskel, mener konstruktivismen.

I børnehaven 'Egalia' undgår pædagogerne derfor bevidst at omtale børnene som ’han’ eller ’hun’. I stedet bruger de ordet 'høn' og omtaler børnene som 'venner' i stedet for 'drenge' og 'piger'.

Konstruktivister mener nemlig, at vi mennesker opfatter vores omverden alt efter, hvordan vi tænker om den. Og da vi tænker ved hjælp af ord, kommer børnene i børnehavnen 'Egalia' til at tænke anderledes om hinanden, når pædagogerne bruger andre ord end 'pige' og 'dreng'.

Pædagogerne håber, at det med tiden vil føre til, at børnene får større frihed til selv at definere deres køn.

Vi ændrer verden, når vi taler anderledes om den

Ord kan ændre virkeligheden – hvis man spørger konstruktivister. Det virker måske som en mærkelig tanke, at de ord, vi bruger, har stor indflydelse på vores måde at opfatte verden. Men ifølge Thomas Wiben Jensen kan det godt give mening.

Man skal bare huske på, at det ikke er den fysiske verden omkring os – altså himlen, klipperne eller træerne – der ændrer sig, når vi snakker om dem på en ny måde. Det er ene og alene vores – menneskernes – opfattelse og forståelse af tingene, der bliver en anden.

»Træer og bjerge ville eksistere, uanset om vi var her eller ej, og uanset hvad vi kalder dem. Det er konstruktivister selvfølgelig udmærket klar over. Men deres pointe er, at fænomenet 'træ' kun eksisterer, når der er mennesker og en menneskelig begrebsverden til at tillægge ’træ’ en bestemt betydning.«

»Eller sagt på en anden måde: Det er kun igennem sproget, vi har adgang til et fænomen som 'et træ' med den betydning, som vi tillægger det,« siger Thomas Wiben Jensen.

ADHD findes, fordi vi taler om det

Træer og bjerge er ting, som eksisterer lige meget, om der findes mennesker eller ej. Men der er også fænomener, som kun eksisterer, så længe der er mennesker i verden. Et eksempel er psykiske diagnoser så som stress, depression og ADHD.

»I slutningen af 1800-tallet fik mange mennesker diagnosen 'neurotisk'. Der skete, fordi psykoanalysen opstod og blev udbredt – og den havde en særlig måde at opfatte menneskesindet.

»I dag er psykoanalysen trængt i baggrunden, og det samme er diagnosen 'neurotisk'. Men spørgsmålet er, om der er færre neurotikere i dag, eller om det skyldes, at vi har udviklet et andet sprog til at beskrive sindslidelser,« siger Thomas Wiben Jensen.

Neuroser er uddøende

I stedet for at være 'neurotiske', har danskerne i dag ADHD, stress og depressioner. Hvis en konstruktivist vil finde ud af, hvorfor 'neuroser' stort set er en uddød diagnose, vil han undersøge, om det skyldes, at vi ikke længere snakker om neuroser.

»Stress, depression og ADHD er diagnoser, som ikke fandtes for 100 år siden. Men i dag taler alle om dem. Resultatet er tilsyneladende, at de tre diagnoser i dag nærmest kan betegnes som folkesygdomme,« siger Thomas Wiben Jensen.

Spørgsmålet er – ifølge konstruktivismen – hvor stor en selvforstærkende effekt, der opstår, når vi taler om diagnoserne. Muligvis findes de kun, fordi vi taler om dem.

LÆS OGSÅ: Hvad er strukturalisme?

Munke havde en følelse, vi ikke kender i dag

Forskning i følelser viser, at konstruktivisterne kan have ret i den antagelse, at nogle fænomener kun findes, fordi vi omtaler dem. Et godt eksempel på det kan graves frem i bøger fra middelalderen. I dem skriver munkene om en helt særlig følelse, som vi har glemt i dag. Følelsen af 'accidie'.

»Følelsen optræder i middelalderens religiøse litteratur, og jeg har som nutidsmenneske vanskeligt ved at forstå den. Jeg ved ikke engang helt, hvordan jeg skal udtale dens navn.«

»Det er svært at finde ud af, hvad følelsen går ud på. Men det var en følelse, man besad, når man gjorde sine ting overfor Gud – men kun af pligt, ikke dybtfølt. Derved opstod der en særlig form for melankoli, der var forbundet med dødssynden ladhed,« fortæller Thomas Wiben Jensen.

Følelser forandrer sig med sproget

Det er et mysterium, hvordan en følelse som 'accedie' pludselig kan forsvinde. Men konstruktivismen har et svar på det mystiske spørgsmål.

»En konstruktivist ville sige, at den specifikke følelse ikke længere findes. Ganske enkelt fordi vores begrebsapparat og sprog har ændret sig radikalt siden middelalderen. Det sprog, vi taler i dag, er ikke det samme som dengang.«

»Følelser er for konstruktivister ikke noget, der findes på forhånd. De er ikke et biologisk faktum, som vi bagefter sætter ord på. De afhænger af det sprog og de begreber, vi bruger. Og eftersom vores sprog forandrer sig, så ændrer vores følelser og vores forståelse af dem sig også med forandringerne i sproget,« siger Thomas Wiben Jensen.

Pas på, når du tænker konstruktivistisk

Konstruktivismen kan gå over gevind, mener Thomas Wiben Jensen. Han mener, at man særligt skal være opmærksom på to ting, hvis man vil give den som konstruktivist:

1. Faren er, at alt bliver lige gyldigt

Hvis vi kan skabe virkeligheden via de ord, vi bruger, er verden det, vi bestemmer, den skal være. Så kan forskellige perspektiver på verden risikerer at blive lige gode.

Kører man konstruktivismen langt ud, er kannibalisme – mæsken i menneskekød – lige så fint som veganisme – mæsken i grøntsager. Begge dele er bare menneskeskabte perspektiver på mad.

De fleste konstruktivister vil nok alligevel være uenige i, at menneske- og broccoli-ædere kommer ud på et. De mener nemlig ikke, at konstruktivismen gør alt lige gyldigt.

Konstruktivisterne vil tværtimod sige, at vi har et stort socialt ansvar, fordi vi nu er klar over, hvordan vi skaber verden gennem sprog og sociale relationer. Når man er klar over, at man har en magt, må man også have respekt for den. Mange konstruktivister er derfor også socialt engagerede forskere.

Samtidig er det nødvendigt, at vi forstår hinanden og vores handlinger, hvis vi skal fungere sammen. Det sætter nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at gøre, mener konstruktivisterne. Vi skal bare altid huske, at det er grænser, der er skabt af mennesker – ikke af noget 'naturligt' eller guddommeligt.

2. Vi kan ikke gøre alt til sprog

Konstruktivismen har problemer med at redegøre for noget, der ikke er sprog.

Kroppen – og ikke kun sprog – spiller for eksempel en stor rolle, når vi opfatter verden. Tænk bare på vores sanser. Vores lugtesans er for eksempel en genvej til minder – og den har intet med ord at gøre.

Når vi oplever en særlig lugt, bliver vi bragt tilbage i tiden til et minde, vi har, hvor den lugt også optrådte. Det er ikke en association, vi får, fordi vi hører ord. Derfor kan konstruktivismen have svært ved at forklare, hvorfor det fænomen giver mening for os.

Det samme gælder følelser og kropslige tilstande som sult, tørst og kulde. Dem tillægger vi en stor betydning. Og de kan ikke kun forklares med, at de er konstrueret af sproget og samfundet. Vores kroppe kræver varme og mad, uanset hvilket sprog vi taler.

Konstruktivismen kan forandre verden

Selvom man kan kritisere konstruktivismen, er der gode grunde til, at den i løbet af de sidste 40 år er blevet en bragende succes – både på universiteterne og i samfundet. Den kan nemlig bruges til at forandre verden.

»Hvis tingene i virkeligheden er den måde, vi beskriver dem på, så kan vi også ændre tingene ved at ændre vores måder at omtale dem. Konstruktivismen kan på den måde ses som en form for frigørelsesprojekt,« siger Thomas Wiben Jensen.

Naturvidenskaben er en konstruktion

Frigørelse kan sagtens være målet med humanistisk forskning. I hvert fald forstået på den måde at, at forskningen skal sætte os fri at uhensigtsmæssig vanetænkning ved at udvikle metoder og analyser, der kan give os flere perspektiver på verden. Metoder og analyser, der kan beskrive kompleksiteten i den sociale og kulturelle verden.

Humanistisk forskning står på det punkt i modsætning til naturvidenskaben. Naturvidenskaben beskæftiger sig med den fysiske eller naturlige verden. Her er der en højere grad af entydighed i beskrivelserne – tænk for eksempel på tyngdeloven eller andre naturlove. Derfor er idealerne indenfor naturvidenskaben i højere grad objektivitet og generaliserbarhed.

»En naturvidenskabeligt orienteret person vil derfor nok spørge: Hvad har konstruktivisme med videnskab at gøre?«

»Til det vil konstruktivisten sige, at naturvidenskaben også er en konstruktion – den er båret af et bestemt perspektiv på verden. For eksempel kan matematik udlægges som resultatet af et bestemt begrebssystem og sprog, som i sidste ende er menneskeskabt og derved konstrueret,« siger Thomas Wiben Jensen.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du videnskabsteori

LÆS OGSÅ: Tema om videnskabsteori