På Manus tager de døde del i det daglige liv.
Det er noget, som jeg har kendt til siden 1986, da jeg indledte mit feltarbejde på en lille ø i Bismarckhavet, Baluan, der er en del af Manusprovinsen i Papua Ny Guinea.
Og dog, hvad er det for en viden, jeg har haft siden da?
Min viden kom primært fra interviews og observationer, og det fik mig til at konkludere, at baluanerne tilskrev deres afdøde forfædre en speciel magt og evne til at handle.
Men forstod jeg egentlig fuldt ud, hvad det i virkeligheden vil sige at leve i en verden, der er befolket med forfaderånder? Det tror jeg ikke – og på en måde overrasker det mig faktisk.
Afsked med ånderne
Jeg er vokset op i den katolske del af Holland, og i min barndom var forskellige former for ånder en del af dagligdagen.
Vi troede selvfølgelig på Gud som den almægtige skaber og den allestedsnærværende, men der var også en lang række ånder, der var tættere på dagligdagen.
Der var forskellige engle, som beskyttede os, og der var forskellige manifestationer af djævelen, der ville lede os i fordærv.
Der var jomfru Maria og helgenerne, som vi kunne bede om trøst og beskyttelse, og der var de afdøde familiemedlemmer, som man kunne bede for med henblik på at hjælpe dem hurtigere gennem skærsilden og ind i himmelen.
Da jeg kom i puberteten, foretog jeg, hvad jeg betragtede som et radikalt brud med al denne overtro. I stedet tilegnede jeg mig en ny kosmologi, som byggede på den viden, jeg havde opnået i skolens naturvidenskabelige fag.
Et verdensbillede af logik og observationer
\ Fakta
Denne artikel er et uddrag af bogen ‘De dødes liv’.
I denne bog dykker en række forskere ned i de dødes liv forskellige steder på kloden. Præcis som det sker i den nye udstilling på Moesgaard Museum, der åbner på bogens udgivelsesdag.
Bogen kan købes hos Unipress
Verden var nu rent rationel og uden magi.
Og selvom videnskaben ikke kunne forklare alt, så byggede mit verdensbillede på den opfattelse, at alt – med tiden – måtte kunne forklares på et logisk grundlag og ud fra observationer af virkeligheden.
Åndelige manifestationer var sandsynligvis blot projektioner af det ubevidste, bedrageriske sanseindtryk eller misforståelser af naturlige fænomener.
Jeg levede fint videre uden ånder, men der forblev dog dybt inde i mig en lille nagende fornemmelse af, at der var en række erfaringer, som jeg havde sat mig uden for.
Ånderne rører på sig
Mit seneste besøg på Baluan skulle fuldstændig ændre dette, da en række begivenheder gjorde, at de afdødes tilstedeværelse igen kom tæt på min egen erfaring.
Det hele begyndte, da jeg vågnede op midt om natten med en klar og tvingende vision om, at jeg skulle bede den baluanske familie, der havde adopteret mig samt nogle venner om moralsk støtte til de projekter, jeg havde planlagt.
Jeg ville nemlig skrive en bog om kulturforandring på øen samt lave en etnografisk udstilling om emnet.
Min familie og mine venner havde hjulpet mig på mange forskellige måder gennem mine forskellige ophold på øen, både med information og praktisk assistance, men det stod nu fuldstændig klart for mig, at jeg havde behov for yderligere hjælp for at klare de opgaver, som jeg oplevede som tunge og vanskelige at gennemføre.
Det var på tide at blive introduceret til ånderne
Jeg diskuterede min natlige oplevelse med en nær ven, Keket Maluan, i hvis hus jeg boede.
Han mente, at det muligvis var et tegn, hvorfor han konsulterede andre i landsbyen.
Især henvendte han sig til Sakumai, som var lederen af den Saukafamilie, som havde adopteret mig, samt til en person, der var kendt som åndemaner og som en, der kunne kontakte de afdødes ånder.
De to besluttede nu, at det var på tide at introducere mig til ånderne. Åndemaneren, der var åndelig mentor for både Keket og Sakumai, foreslog, at denne introduktion skulle ske i to faser, hvor den sidste ville inkludere en såkaldt dåb.
Forfædrene skulle have nødder, tobak og penge
Den første fase skulle være den klassiske ‘tenten’, det vil sige en samtale med afdøde familiemedlemmers ånder. Denne del skulle ledes af Sakumai og Keket.
Oscar, åndemaneren, havde fastlagt tid og sted:
Det skulle være om to dage ved midnat i Sakumais hus. Jeg skulle medbringe nogle gaver til forfædrene i form af en skål med en håndfuld betelnødder, et stykke klæde, noget stangtobak og nogle penge.
Da ceremonien skulle begynde, blev alle bedt om at forlade rummet bortset fra Keket, Sakumai og mig selv.
Baluanske forfædre påkaldes
Først bad vi til Gud. Det overraskede mig, fordi den kristelige mission på Manus har været meget afvisende over for åndemaning, men Sakumai forklarede, at Gud havde skabt alt, herunder menneskene og ånderne.
Han forklarede videre, at ethvert menneske var formet af tre dele:
- Kroppen, som vender tilbage til jorden ved døden.
- Ånden (maloanapun – billedet af det hellige), som vender tilbage til Gud.
- Sjælen (maloayamat – billedet af mennesket), som forbliver på jorden, og som man kan anmode om at komme til stedet.
Og det var faktisk, hvad der nu skete.
Keket havde stillet skålen med gaver på et bord og ved siden af en skål fyldt med vand. Mens Keket holdt min venstre skulder, holdt Sakumai min højre skulder med sin venstre hånd. Med sin højre hånd begyndte han at røre rundt i vandet med en dusk, der var lavet af blade.
Han påkaldte nogle af Saukas forfædre ved navn og hilste dem. Så begyndte han at tale med rolig og melodiøs stemme.
Kort fortalt sagde han, at jeg, Ton, er et barn af Sauka; godt nok er jeg hvid, men jeg er blevet adopteret af Ngat Selan, og når jeg opholder mig i landsbyen, arbejder jeg for Saukafamilien (hermed mente han deltagelse i traditionelle ceremonier, som bliver udført ved større familiebegivenheder som ægteskab eller død).
Ånderne skulle beskytte mod sygdom og fare
Sakumai fortsatte med at sige, at jeg hjalp familien med at styrke dens navn.
Derefter sagde han, at jeg havde lavet en film og derved havde bragt Saukafamiliens navn ud i verden. Snart skulle jeg rejse tilbage til min kone og mine to børn i Danmark.
Han bad så ånderne om at beskytte min familie og mig mod sygdom og alle andre former for fare. De skulle følge mig og være hos mig hele tiden.
Derefter viste han forfædrene gaverne i skålen og sagde, at han var sikker på, at jeg ville fortsætte med at hjælpe Saukafamilien og gøre deres navn endog endnu stærkere.
Det skal bemærkes, at Sakumai her formulerede en udveksling mellem de levende og de døde.
Han påkaldte de døde medlemmer af familien, for at de kunne beskytte mig, til gengæld for at jeg arbejdede på at fastholde og styrke Saukafamiliens ry.
Jeg arbejdede for dem, og derfor skulle de arbejde for mig ved at anvende deres særlige viden og kræfter.
Videnskab kan ikke forklare alt
Efter denne oplevelse så jeg spændt frem til den næste ceremoni, dåben, som skulle finde sted på hovedøen, hvor Oscar ville opholde sig på det tidspunkt.
Vi skulle komme i god tid forud for det annoncerede tidspunkt for ceremonien for at have tid til at spise og snakke.
Oscar stillede mig en masse spørgsmål angående mine oplevelser i Kekets hus og i andre sammenhænge, som kunne have involveret ånder.
Jeg svarede så sandfærdigt, som min hukommelse rakte, og berettede om nogle få oplevelser, hvor jeg havde bemærket, at andre mennesker klart havde følt sig påvirket af ånder.
Og jeg henviste til nogle få drømme, jeg havde haft om ånder.
Oscar spurgte til en lang række detaljer, blandt andet hvor disse begivenheder havde fundet sted.
Efter et stykke tid var han tilsyneladende tilfreds og slog fast, at videnskab ikke kan forklare alt. Jeg følte det nærmest, som om jeg havde bestået en eksamen.
Hollandske forfædre påkaldes
På det fastlagte tidspunkt begyndte ceremonien, og Keket, som var den eneste anden person til stede, havde forberedt et bord, hvorpå mine gaver befandt sig ligesom i tentenceremonien.
Dertil lå der betelnødder, ingefær og noget specielt bark.
Jeg skulle tage sko, sokker, skjorte og briller af. Og ligesom ved den første ceremoni indledte vi med at bede til Gud.
Derefter kaldte Oscar på sine egne forfædre, især hans afdøde mor samt en af hendes brødre, der var Kekets afdøde far.
Derefter kaldte han på min afdøde farfar og mormor fra Holland, hvis navne jeg havde givet ham forud for ceremonien.
Han fortalte dem om den opgave, som jeg havde planlagt, og hvori blandt andet indgik at skabe en vellykket etnografisk udstilling på Moesgaard Museum.
Indvielsen finder sted
Oscar brugte to forskellige sprog, først det indfødte baluansprog og derefter butcho, som er et af sprogene på hovedøen, hvor han var blevet oplært i åndemaneriet.
Da det var til ende, tyggede han en betelnød med ingefær og noget af barken og pustede derefter en lille sky af denne blanding på min pande.
Han berørte mine øjne og ører, spyttede så på mit bryst og min ryg og til sidst på mine hænder og fødder.
Derefter brugte han dusken af blade til at slå mig alle disse steder, samtidig med at han hele tiden kaldte på butcho, et sprog jeg ikke forstår.
Det var en meget intens oplevelse med store følelsesudladninger, og til sidst gispede Oscar og så fuldstændig udmattet ud.
Han forklarede så, hvad han havde sagt og gjort, og hvilken funktion hans berøring af de forskellige kropsdele havde haft.
Forfædrene ville beskytte mod alt ondt
Jeg havde modtaget en meget vigtig velsignelse, en særlig kraft og indsigt, der udsprang af forfædrene, på samme måde som han selv for længe siden havde modtaget dette fra en åndemaner på hovedøen.
Denne kraft var nu en del af mig og ville forblive sådan resten af livet. Og hvis jeg ville, kunne jeg også give den videre.
Her forsker han blandt andet i antropologisk teorihistorie, kulturel forandring samt tradition og forandring. (Foto: Aarhus Universitet)
Forfædrene ville herefter stå bag mig og hjælpe mig, og de ville beskytte mig mod alt ondt, selv terroristangreb, sagde Oscar.
Han havde påkaldt mine egne biologiske forfædre, fordi de ville stå i første række bag mig, fulgt af ånderne fra Baluan og dem fra den store ø, som han selv var blevet introduceret til.
Og med ét erfarede jeg, hvor styrkende det var at se sig selv deltage i og udføre en kollektiv handling, som inkluderede de døde.
Et liv med ånderne
Så mens jeg i Holland havde lært at bede for mine afdøde slægtninge for at hjælpe dem på deres vej til himmelen, så lærte jeg her på Manus at forstå, at de også kan hjælpe mig med at nå mine mål.
Jeg spurgte Oscar, hvordan jeg kunne komme i kontakt med dem, og dertil svarede han, at det ville jeg selv finde ud af.
Om jeg vil finde ud af det, og om forfædrenes støtte vil hjælpe mig til at nå mine mål, vil tiden vise.
Men begivenhederne på Manus har allerede lært mig en vigtig ting. Det at vide, at forfædrene står bag en som en faktor i ens handlinger, giver en følelse af kontinuitet og formål, som er meget forskellig fra den rationelle, moderne persons individualiserede bevidsthed.
Måske var ideen om at afskedige forfædrene ikke så god alligevel.
Jeg har ikke grundlæggende ændret min holdning til videnskabens potentiale og relevans, men min erfaring på Baluan har gjort, at jeg er blevet mere åben for en eksistentiel og derfor bredtfavnende udforskning af åndernes betydning i menneskenes liv – også mit eget.
