Forsker: Myte, at humaniora ikke er ‘rigtig videnskab’

I disse år tales der meget om humanioras krise.

Især fordi man mener, at humanistiske kandidater har svært ved at finde beskæftigelse og derfor er unyttige for samfundet.

Men krisen skyldes også, at der i offentligheden er skabt det indtryk, at de humanistiske og de sociale videnskaber hverken er – eller er interesseret i at være – rigtige videnskaber.

I min nye bog redegør jeg for, hvorfor dette er en myte.

LÆS OGSÅ: Ordet er dit: Hvad skal vi med humanister?

Forskellen på de våde og tørre videnskaber

Humaniora og samfundsvidenskaberne har selv en stor andel heri.

I mange år har de fremstillet sig selv som fortolkende discipliner, der ikke var underkastet almindelige krav om brug af empiriske metoder til efterprøvelse og revision.

Marxisme, socialkonstruktion, dekonstruktion og poststrukturalisme har i en lang periode været fremherskende fortolkninger blandt disse discipliner.

Forskellene kommer til udtryk i den forskningspolitiske debat, hvor man ofte omtaler natur- og sundhedsvidenskaberne som de våde videnskaber, mens humaniora og socialvidenskaberne kaldes for de tørre videnskaber.

Modsætning mellem de våde og de tørre videnskaber går dog langt tilbage i tiden.

Det hører til en af de mere indgroede myter blandt mange forskere, at der er stor forskel på måden at arbejde med naturen og kulturen på.

Myten finder sin naturlige næring i, at vi har naturvidenskabelige fakulteter, medicinske fakulteter, humanvidenskabelige fakulteter og samfundsvidenskabelige fakulteter rundt om på universiteterne.

Ja, selv i de angelsaksiske sprog kalder man ikke humaniora for videnskab (science) men for kunstnerne (the Arts).

Naturvidenskaberne forklarer, humanvidenskaberne forstår

Den tyske filosof Immanuel Kant var i høj grad med til at opbygge myten. For som han sagde: mennesket udmærker sig fra naturen ved at have en fri vilje og kan derfor ikke være underlagt naturlovene.

Naturlovene kan beskrive matematisk og kan derfor bruges til at forklare stjernernes dannelse; de kan ikke bruges til at forklare Mona Lisas smil.

Så overfladisk set synes der at være noget om snakken. Det er ikke blot forskellige genstande, forskerne studerer, de gør det også på forskellig måde.

Senere karakteriserede den tyske filosof Vilhelm Dilthey måden ved at sige, at naturvidenskaberne kommer med forklaringer, mens humanvidenskaberne søger forståelse og mening, ved at humanisten indlever sig i andre mennesker.

Men myten kan i virkeligheden føres helt tilbage til Descartes, der stillede menneskets tænkning over for den fysiske verdens udstrækning.

Humanvidenskabernne fokuserer på det subjektive

Det er naturligvis rigtigt, at hver enkelt videnskab har udviklet dets helt egne metoder til at hjælpe forskerne med at undersøge problemer, de stilles overfor.

Og hver videnskab har også udviklet sit eget sprog til at tale om fænomenerne på.

Det, der står til diskussion, er, om der findes helt grundlæggende ligheder i måden at bedrive videnskab på.

Det er det, som myten om den store forskel afviser. I stedet siges det, at naturvidenskaberne arbejder med at beskrive og forklare den objektive natur ved hjælp af generelle teorier og matematiske modeller, som forskerne så forsøger at bekræfte ved hjælp af eksperimenter.

Omvendt fokuserer humanvidenskaberne på det subjektive, på kulturen og det enkelte menneske. Det sker typisk igennem forståelse og fortolkning af menneskers udtryk og handlinger.

Darwin og videnskaberne

Modsætningen går som sagt langt tilbage, men siden Darwins teori om menneskets oprindelse og udvikling har der ikke længere været noget videnskabeligt grundlag for at fastholde modsætningen og dermed myten.

Menneskets kognitive evner er udviklet igennem en selektiv tilpasning til omgivelserne. Det gælder særligt de måder, vi har udviklet os til at skaffe viden på, uanset om den viden angår naturen, samfundet eller os selv.

Når vi ved tankens brug kan bestemme nogle generelle metoder for rationel tænkning, er der blot tale om, at evolutionen har udviklet os på en måde, så vi kan reflektere over vor egen erkendelsespraksis.

Derved kan vi gennem abstraktion nå frem til de måder, som tænkningen arbejder på, og forfine disse tænkemåder i forsøget på at opnå nye og fremmedartede erkendelser.

Derved opstod videnskaberne lidt efter lidt. Men alle videnskaber hviler på de samme grundstrukturer i vor tænkning.

Empirisk efterprøvning er alfa og omega

Kendetegnende for humaniora har den humanistiske forsker ikke samme muligheder for at udføre eksperimenter for at forstå og fortolkere menneskers forskellige frembringelser.

Inden for samfundsvidenskaberne hælder økonomerne mere imod at anvende matematiske beskrivelser af deres iagttagelser, mens andre som sociologer og antropologer hælder mere imod at bruge humanvidenskabernes kvalitative beskrivelser af deres iagttagelser.

Men inden for naturvidenskaber er forståelse og fortolkning ikke mindre udbredt end i humanvidenskaberne, og det samme forhold gælder i humanvidenskaberne så vel som samfundsvidenskaberne.

Disse tørre videnskaber er mindst lige så optaget af at forklare som at fortolke og forstå.

Det afgørende for at kunne kalde sig en videnskab er, at forskeren er villig til at underkaste sine antagelser og hypoteser en nærmere empirisk efterprøvning og være parat til at ændre dem, såfremt undersøgelserne strider mod dem.

Tre grundlæggende spørgsmål

Forståelse, fortolkning og forklaring hænger uløseligt sammen. Det overså Dilthey og alle andre, der har ment, at naturvidenskab forklarer, mens humaniora fortolker. En forklaring er et svar på et spørgsmål, som udtrykker den forståelse, som den, der forklarer, har.

Empirisk erkendelse, altså erkendelsen som udspringer af sanserne, beror på tre vigtige spørgsmål, som vi stiller til de ting, vi gerne vil have viden om:

1. Hvad er det?
2. Hvordan er det?
3. Hvorfor er det, som det er?

For eksempel: Dette er en giftslange, som dræber sit bytte ved at bide det med sine gifttænder, og en sådan slange bider mennesker, hvis den føler sig truet. Allerede blandt vore fjerne forfædre har det været livsforlængende at kunne finde svar på den slags spørgsmål.

Vi har skullet kunne identificere en ting for at vide, hvad det var for en ting. Vi har skullet kunne vide, hvordan den opførte sig for at vide, hvad der var os i vente.

Endelig ville vi gerne viden, hvorfor en ting er, som den er, så vi i fremtiden kunne ændre på, hvad der ville ske, når vi støtte på tilsvarende ting.

Videnskabelige interesser

Samme typer af spørgsmål rejses stadig den dag i dag i forbindelse med forskningen. Ordet ‘er’ i de tre spørgsmål kan udskiftes med andre ord som ‘Hvad betyder det?’ eller ‘Hvad forestiller det?’ eller ‘Hvordan virker det?’ eller ‘Hvordan er det opbygget?’ eller ‘Hvorfor skete det?’ eller ‘Hvorfor er det sådan?’.

Så længe vi blot besvarer spørgsmål som ‘Hvad er det?’ eller ‘Hvad betyder det?’, så taler vi om en klassificerende eller forklarende fortolkning, som vi møder i samtlige videnskaber.

Vi kan tale om andre typer af forklaringer, når vi besvarer spørgsmål som ‘Hvordan fungerer det?’ eller ‘Hvorfor skete det?’

De spørgsmål, som forskeren typisk vil stille, varierer i forhold til den slags genstand, han eller hun vil undersøge. Og svarene på spørgsmålene vil igen være bestemt af, hvad forskeren ønsker at vide og derfor være afhængig af forskerens faglige og personlige interesser

Så videnskabelige forklaringer kommer i mange forskellige udgaver og er bestemt af den kontekst, som forskeren befinder sig i.

Al videnskab skal kunne efterprøves og understøttes

Hvis menneskers antagelser om verden ikke blot skal være ren spekulation, må de kunne begrundes i empirisk evidens. Det gælder for alle videnskaber.

I den udstrækning man inden for humaniora og samfundsvidenskaberne arbejder videnskabeligt, må man finde frem til den empiriske evidens, som kan underbygge ens antagelser. Og det sker naturligvis jævnligt.

I den udstrækning ligner den videnskabelige praksis i humaniora den videnskabelige praksis i naturvidenskaberne.

Der er intet mærkeligt i, at man i humanvidenskaberne og socialvidenskaberne søger andre forklaringer end i natur- og sundhedsvidenskaberne, fordi de fænomener, forskerne arbejder med, er forskellige. Men den naturlige evolution har kun givet os den empiriske metode til at vise, at det, vi antager, er rigtigt, også er rigtigt.

Fortolkninger og forklaringer skal kunne efterprøves og understøttes igennem iagttagelser eller eksperimenter for at vise, at de er sande eller sandsynlige. Deri adskiller de tørre videnskaber sig ikke fra de våde.