Kampen om den gule trøje i årets Tour de France i gang, og tiden vil vise om det dopingplagede løb denne gang går fri for skandaler. Men det ville måske ikke være så overraskende, hvis en dansker skulle gå i fælden.
I Danmark er cykelsporten i dag den sportsgren, hvor flest udøvere har erfaring med præstationsfremmende stoffer. Historisk set var den tohjulede sportsgren også først på banen med omfattende brug af doping i Danmark.
Det var i 50erne og 60erne, at cykelsporten blev utrolig populær. Den passede som sportsgren perfekt ind i den moderne tidsånd.
Men tidens fokus på fart og intensitet på et internationalt højt niveau stillede også store krav til rytternes ydeevne. Kroppen var som en maskine. Den skulle kunne yde sit ypperste til hver en tid og for hver en pris.
»Dopingkulturen dengang havde en helt klar sammenhæng med modernitetsbegrebet. Sporten blev internationaliseret, der kom større pengepræmier, og rigtig mange ryttere blev professionelle. De skulle rejse rundt til løb i udlandet og cykle nat og dag,« siger Martin Gregers Arnoldus.
Martin Gregers Arnoldus har arbejdet som sportsjournalist og har taget en uddannelse som cand.mag. i historie. I 2008 skrev han speciale om cykelsportens opblomstring og brug af doping for 50 år siden.
I Danmark opdagende man det første officielle dopingtilfælde i 1984. Men allerede i 50erne og 60erne var der en dopingkultur i Danmark, viser den unge historikers analyse af kildeudsagn fra en række af datidens cykelryttere og sportsjournalister. Mange af kilderne har insisteret på at være anonyme.
»Men der har helt sikkert været en sammenhængende dopingkultur i Danmark,« siger Martin Gregers Arnoldus.
Arnoldus startede med at undersøge retsmedicinske rapporter om cykelrytteren Knud Enemarks død i 1960 i Rom.
Det har været meget omdiskuteret, hvorvidt danskeren var dopet eller ej, og det lykkedes heller ikke historikeren at finde frem til en konklusion.
Cykelrytteren Kay Werner Nielsen har til gengæld tidligere udtalt, at han i 50erne tog testoteron, hvilket dengang ikke var forbudt. Og Martin Gregers Arnoldus' interview med folk i miljøet viser, at brug af doping et meget kendt fænomen blandt både amatører og professionelle.
»Jeg er selv helt sikker på, at der har været doping i dansk cykelsport i den tid. Jeg husker at have interviewet ryttere op til store løb, som havde pupiller så store som tekopper, så dér var vist ingen tvivl,« har tidligere sportsredaktør Jens Carl Kristensen fortalt specialeskriveren.
Doping i dens forskellige variationer har været internationalt kendt i forbindelse med cykelløb, siden de første konkurrencer blev afholdt i 1800-tallet.
I Danmark var det en sport, som frem til starten af 50erne kun blev dyrket af ganske få på amatørplan. Den tendens tog en kæmpe drejning, da folk begyndte at se fjernsyn.
»I starten af 50erne sker der en udvikling af sporten. Vi får seksdagesløb i Danmark, som egner sig perfekt til det dengang helt nye tv-medie. Man ønskede at sende fra en begivenhed, som varede flere dage i træk. Derudover lå Danmarks Radio på Rosenørns Allé lige over for Forum,« forklarer Martine Gregers Arnoldus.
Cykelrytternes strabadser blev således transmitteret direkte ind i danskernes stuer, og seksdagesløbene blev en kæmpe succes i de følgende år.
Det blev til den folkefest, som det også delvist er i dag. Billetterne til løbene blev revet væk, og børn begyndte at bytte 'Seksdageskort'. Flere og flere meldte sig ind i en cykelklub. Og fra begyndelsen af 60erne blev også landevejsløb populære.
Euforien omkring cykelsporten fik også konsekvenser for rytterne. Pengepræmierne blev meget større, og rytterne blev professionelle stjerner. Eliterytteren Kay Werner Nielsen var næsten mere berømt i Danmark end kongehuset, har cykelekspert Henrik Elmgreen fortalt Martin Gregers Arnoldus.
Men tjansen som professionel sportsudøver var hård. Seksdagesløbet skulle køres både dag og nat. Og der var løb året rundt. Om sommeren skulle der køres løb på landevejen og om vinteren på indendørs baner. ´
Professionaliseringen betød også, at rytterne nu skulle rejse verden rundt og være klar til at hoppe op på cyklen straks efter ankomsten.
»Derfor begyndte ikoner som Ole Ritter at anvende nye og mere effektive træningsmetoder, og der var et hold bestående af en læge, massør og en assistent tilknyttet den enkelte rytter. Kroppen blev efterhånden betragtet som en maskine,« fortæller Martin Gregers Arnoldus.
De nye hold bag rytterne betød, at sportsudøverne ikke selv behøvede at få kendskab til, hvad der blev sprøjtet ind i dem.
Der var heller ikke et regelsæt eller et kontrolsystem, som kunne forhindre, at nogle ryttere blev pumpet med sundhedsskadelige præstationsfremmende præparater, og med medicinalindustriens fremmarch var der rigtig gode muligheder for at anvende doping.
Doping blev populær i cykelsporten, fordi den passede som fod i hose i den moderne tidsånd efter Anden Verdenskrig. Sporten ekspanderede hurtigere i popularitet og udvikling af træningsmetoder end nogen anden sportsgren, hvilket også den tekniske udvikling af cyklen efter krigen bidrog til.
»Cykelsport er et fantastisk eksempel på modernitet. Det er en udvikling, der begynder i kølvandet på den industrielle revolution i 1800-tallet, og som er kendetegnet ved, at samfundene er optaget af fart, tempo, fremtidsoptimisme og internationalisme. Men det stillede også store krav til cykelrytterne,« konstaterer Martin Gregers Arnoldus.
doping
doping eksisterede jo allerede i antikken, mennesket har til alle tider forsøgt at forbedre sine præstationer.
Bodybuilding er i øvrigt den sportsgren, der er mest præget af problemet, endda med langt farligere stoffer end andre sportsgrene, cykelryttere er spejderdrenge i sammenligning med selv de fleste amatør bodybuildere