Danske arkæologer skal udgrave Cæsars Forum i Rom
Til efteråret går en storstilet udgravning af kejser Julius Cæsars berømte forum i gang i Rom - med danske arkæologer ved roret. »Det er fantastisk,« erklærer en af dem.
Cæsars forum i dag. I midten tre rekonstruerede kolonner fra Venustemplet.

Julius Cæsars forum i dag. I midten ses tre rekonstruerede kolonner fra Cæsars Venustempel. (Foto: Privatfoto / Wikimedia Commons)

Det er ikke hver dag, man får chancen for at være med til at udgrave resterne af et kejserdømme - endog selveste Julius Cæsars kejserdømme.

Men det er netop, hvad danske arkæologer har fået lov til fra efteråret 2017, hvor udgravningerne af Cæsars Forum, som var en udvidelse af det berømte Forum Romanum, går i gang. Forummet er det ældste af i alt fem kejserfora; en art offentlige, men rigt udsmykkede, pladser med indbyggede templer.

Udgravningen

Carlsbergfondet har givet 11 mio. kroner til det tre-årige arkæologiske udgravningsprojekt, der begynder i efteråret 2017 og vil foregå i den nordøstlige del af Cæsars Forum.

Udgravningen kommer til at dække over 4.000 kvadratmeter.

Kilde: Aarhus Universitet

»Det er helt fantastisk, at vi får lov til at deltage i sådan en udgravning. Det her er det største arkæologiske projekt mellem Danmark og Italien i mange år,« lyder det fra arkæolog Rubina Raja. Til daglig står hun i spidsen for Danmarks Grundforskningsfonds Centre for Urban Network Evolutions (UrbNet) på Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i de østlige provinsers arkæologi.

Forummet var begyndelsen på enden

Julius Cæsar påbegyndte i midten af det sidste århundrede f.vt. officielt byggeriet af sit forum lidt nordøst for Forum Romanum, den centrale plads i antikkens Rom, fordi Romanum manglede plads og skulle udvides. Reelt var der dog tale om en magtdemonstration, fortæller forskningsleder for det danske forskningshold, Jan Kindberg Jacobsen.

Her ses de fem kejserfora på en plantegning, hvor det tydeligt fremgår, at Cæsars Forum og Augustus' Forum ligger op ad hinanden - men hvordan de har været forbundet, ved vi ikke. Endnu.

Her ses de fem kejserfora på en plantegning, hvor det tydeligt fremgår, at Cæsars Forum og Augustus' Forum ligger op ad hinanden - men hvordan de har været forbundet, ved vi ikke. Endnu. (Foto: Wikimedia Commons)

Dansk ledelse

Udgravningen forankres i Det Danske Institut i Rom, der skal samarbejde med Roms kommunes antikvæsen, og projektet bliver videnskabeligt forankret ved Center for Urban Network Evolutions (UrbNet) på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Udgravningen skal gennemføres under dansk ledelse, hvilket er sjældent på områder med så værdifuld betydning for Rom.

Kilde: Aarhus Universitet

»Det var en samlingsplads, men selvfølgelig også en måde at vise, hvor vigtig man var. Når en kejser byggede et stort forum, var det for at demonstrere sin magt, og det var Cæsar den første til at gøre,« siger projektleder, arkæolog og ph.d. Jan Kindberg Jacobsen, som er affilieret forsker ved UrbNet.

Cæsar nåede dog aldrig selv at bygge sit forum færdigt. På den måde repræsenterer forummet en meget afgørende del af Cæsars regeringstid – nemlig slutningen, fortæller Rubina Raja.

»Han iscenesatte sig selv som en enehersker, og det blev andre for meget. Forummet var starten på hans fald på mange måder.«

Skal udgrave 4.000 kvadratmeter

Når de danske arkæologer går i gang med at grave i Rom til efteråret, bliver det i samarbejde med italienske arkæologer med stor ekspertise inden for den type udgravninger.

Julius Cæsar

Gaius Julius Cæsar (100 f.vt. – 44 f.vt.) var en romersk feltherre og statsmand. Hans erobring af Gallien i Frankrig udbredte Romerriget helt til Atlanterhavskysten. Efterfølgende erklærede han sig som diktator af Rom, hvilket faldt flere af hans nærmeste – venner som fjender – for brystet.

Cæsar blev snigmyrdet med 23 knivstik 15. marts 44 f.vt.

»Størstedelen af forummet er blevet udgravet, men 4000 kvadratmeter ligger stadigt uberørt hen. Vores opgave bliver at afdække resten,« siger Jan Kindberg Jacobsen og fortsætter:

»Under normale omstændigheder ville man ikke kunne nå det på de tre år, projektet er sat til, men vi samarbejder med et meget professionelt italiensk udgravningshold, og det er en kæmpe stor force. Det bliver gjort ordentligt.«

Dels fordi der er tale om unik italiensk kulturarv af højeste klasse, dels fordi invitationen til at deltage i sådan et projekt er så enestående, uddyber han.

Kejser Augustus byggede tempel til Cæsar

Arkæologerne håber blandt andet at kunne afdække forummets forbindelse til de andre fora; heriblandt forummet for Kejser Augustus, som var Cæsars adoptivsøn. Augustus påtog sig efter mordet på sin fader ansvaret for at få bygget hans forum færdigt, men byggede altså også et forum til sig selv klos op ad sin faders.

Augustus var en meget dygtig politiker, og udgravningerne kan måske være med til at gøre os klogere på, hvordan han udøvede sin magt, fortæller Rubina Raja.

Forum Romanum blev for lille

Under Cæsar og senere i kejsertiden blev det gamle Forum Romanum anset for at være for lille og udvidedes derfor med nye kejserfora nord for Forum: Cæsars, Augustus’, Vespasians, Nervas og Trajans Fora.

Det gamle Forum Romanum blev herefter mest anvendt til kejserlige ceremonier, stormandsslægternes begravelser, kultiske fester, triumfer og jubilæer.

Kilde: Den Store Danske

»Augustus var en stor del af drivkraften i at få bygget Cæsars Forum færdigt, og senere byggede han et tempel dedikeret til Mars Ultor (Mars Hævneren), som skulle hævne mordet på hans adoptivfar. Det har været et voldsomt politisk statement at sige: ’Nu får jeg bygget det her tempel til min myrdede adoptivfar og slår fast, at det er os og vores familie, der bestemmer’,« siger hun og fortsætter:

»Noget af det, der bliver fantastisk spændende, er, hvordan forbindelsen har været mellem de to pladser, for det har politisk en hel del at skulle have sagt, i forhold til hvordan Augustus iscenesatte sig selv.«

Forummet er bare én del af historien

Men selvom Cæsars Forum i sig selv rummer store og vigtige detaljer fra kejserens egen og hans efterkommeres tid, er det ikke udelukkende oplysninger fra den del af historien, arkæologerne er på jagt efter. De forventer nemlig også at gøre fund fra tiden både før og efter forummets levetid.

»Vi ved, at vi finder rester af forummet. Rent arkitektonisk får man en bekræftelse af, hvor og hvordan det ligger, og vi kommer til at finde fragmenter fra templer og skulpturer og blive klogere på dem, og det er ret væsentligt,« siger Jacob Kindberg Jacobsen og fortsætter:

»Men det, jeg personligt synes, er mest spændende, er det, der ligger nedenunder - samt de efterfølgende perioder. Vi kan her spænde over flere årtusinder.«

Fund fra bronzealderen op til middelalderen

Arkæologerne ved nemlig, at der har ligget en meget rig metropol omkring den sene bronzealder og jernalderen, fortæller Jan Kindberg Jacobsen. I en lille udgravning tilbage i år 2009 fandt man 12 meget spændende grave.

»Gravene er væsentligt tidligere end grundlæggelsen af Roms by, og de kan derfor være med til at ændre på vores forståelse af, hvad Rom er, og hvordan Rom har udviklet sig i den allertidligste fase. Det er noget, der er meget fokus på, og samtidig noget man ved meget lidt om af bevaringsmæssige årsager,« siger han.

Faktisk tyder tidligere udgravninger på, at der er arkæologiske fund helt op til middelalderen at gøre på pladsen. En historisk tidsperiode, hvis værdi man først for nylig er blevet opmærksom på.

»I tidligere gravede man bare fundene fra middelalderen væk. Det var ret sent i historien, at man begyndte at se det som noget, man skulle gøre noget ud af i sig selv,« forklarer Jan Kindberg Jacobsen.

Vi ved faktisk i det hele taget meget lidt om Rom i de perioder, som ikke repræsenterer de romerske kejsere, lyder det fra Rubina Raja. Det er forhåbentlig noget, der gradvist kommer til at ændre sig, når udgravningen starter senere i 2017.

»Vi håber med denne udgravning at komme til at spænde over en lang tidsperiode på mange 1.000 år og på den måde få kastet lys over Roms begyndelse og hele vejen op til middelalderen,« slutter hun.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud