Iran, Myanmar, Zimbabwe - listen er lang over diktaturer, hvor folkets stemme ikke bliver hørt, blandt andet fordi den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt ikke er adskilt. Det bryder de vestlige demokratier sig ikke om.
Men rent faktisk lever de vestlige lande - heriblandt Danmark - ikke selv op til kravet om tredelingen af magten. Det mener historikeren Mogens Herman Hansen, docent dr. phil. ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Som eksempel på tendensen til monarki nævner han regeringen Anders Fogh Rasmussens (V) beslutning om at føre Danmark i krig i Irak.
Folketinget har formelt den lovgivende magt i Danmark. Regeringen, ministerierne og eksempelvis politiet har den udøvende magt, og domstolene den dømmende magt. Det er børnelærdom for de fleste. Men i følge Mogens Herman Hansen giver det ingen mening at beskrive det danske demokrati ud fra den model.
Parlamentarismen er et kendt eksempel på sammenblanding af den lovgivende og udøvende magt: den udøvende magts chefer er medlemmer af Folketinget. I dag bliver lovene udarbejdet af regering og embedsmænd og ofte udformet som rammelove, der udfyldes af ministerielle bekendtgørelser. I Tyskland, Frankrig og mange andre demokratier har man særlige forfatningsdomstole, der hyppigt blander sig i lovgivningen ved at erklære parlamentets love for grundlovsstridige.
Mogens Herman Hansen er ved at skrive en bog om moderne demokrati. Han mener, at magtfordelingsteorien er gennemhullet af moderne politik og forvaltningspraksis. Vi vil forstå spillereglerne for det moderne demokrati meget bedre, hvis vi beskriver vores styreform som en blandingsforfatning, der kombinerer elementer af monarki, aristokrati og demokrati.
I demokratier er magten tredelt:
Demokrati kommer fra græsk Demos, der betyder folk og kratos, der betyder magt eller styre. Demokrati betyder altså folke-styre.
Et eksempel på monarkiske tendenser er krigen mod Irak i 2003, mener Mogens Herman Hansen.
»Hvis Danmarks statsminister i 2003 havde været en anden end Anders Fogh Rasmussen, så var Danmark ikke gået med i krigen mod Irak. Det var ikke regeringen og dens støtteparti, der ønskede krigen. Det var statsministeren personligt. Tilsvarende: hvis det ikke havde været Tony Blair, der styrede England, så havde Storbritannien ikke været USA's partner. Og hvis USA's præsident ikke havde været George W. Bush, var det måske slet ikke kommet til nogen krig mod Irak.«
Han noterer, at Danmarks deltagelse i krigen stred mod flertallet af den danske befolknings ønsker før krigsudbruddet i marts 2003. Opinionsundersøgelser viste, at beslutningen om at deltage i krigen var faldet ved en folkeafstemning.
»Eksemplet med Anders Fogh Rasmussens mission med at få Danmark til at deltage i Irak-krigen i kraft af sin person, er et tydeligt eksempel på en monarkisk styreform. Det var Foghs personlige ønske. Han er en stærk leder, som sætter sin vilje igennem,« forklarer Mogens Herman Hansen.
Den aristokratiske styreform viser sig i sammensætningen af Folketinget, mener Mogens Herman Hansen.
»Det repræsentative styre er baseret på valg, og valg er en blanding af aristokrati og demokrati. De valgte repræsentanter udgør aldrig et tværsnit af befolkningen og skal heller ikke gøre det. Det repræsentative demokratis princip er netop, at folket skal vælge repræsentanter, der er bedre begavede, dygtigere, mere velorienterede, mere karismatiske og behændigere i beslutningsprocesser end folk, som de er flest. Repræsentanterne skal være en elite, og dermed opfylde kravet om, at statens ror altid bør overlades de bedste i samfundet. Det er et udtryk for en aristokratisk tankegang.« Det demokratiske element udfolder sig i Danmark ved folketingsvalg og ved folkeafstemninger. Det er her, folkets stemme bliver hørt. Systemet er også forsynet med bremseklodser, der sikrer, at statsminister og folketing ikke kan folde sig ud som konge og adel.
»Selv om de monarkiske og aristokratiske tendenser er til at få øje på, så begrænses de af det faktum, at såvel den stærke leder som den lovgivende forsamling er på valg hvert fjerde år. Magten går ikke i arv.«
Den engelske styreform beskrives hyppigt som elective despotism. Der er træk i det danske demokrati i dag, der peger i samme retning, mener Mogens Herman Hansen.
»Den blandede forfatning er en forfatningsmodel som dominerede den politiske tænkning fra oldtiden frem til oplysningstiden. Og den er faktisk en langt bedre model end magtfordelingslæren til at beskrive de moderne demokratier. Den retter op på den gængse opfattelse, at moderne demokratier er lig med folkestyre. Der er mange eksempler på, at det er de ikke,« fastslår han.
Meget interessant er det, at
Meget interessant er det, at ærkerepublikaneren Niccoló Machiavelli i sit hovedværk "Discorsi ..." netop anbefaler en blandingsforfatning, der kombinerer elementer af monarki, aristokrati og demokrati, som det stærkeste bolværk mod at en republik degenerer.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
"Den retter op på den gængse opfattelse, at moderne demokratier er lig med folkestyre. Der er mange eksempler på, at det er de ikke"
Dette er jeg uenig i, man skal blot indlægge den rette tolkning af ordet "folkestyre".
I Danske politikeres øjne betyder det, at 'folket bliver styret'.
Mogens Herman Hansen er ved at skrive en bog om moderne demokrati.
Kan vi bede om titel og udgivelsesdato - jeg tror den bliver interessant læsning.
Et mere folkeligt folketing?
Siden 5. juni 1953 har vi haft en Grundlov der fjernede den aristokratiske adels forret til pladser i den lovgivende forsamling, som de havde i Rigsdagen (Landstinget) før 5. juni 1953, ved dens § 83, hvor der står:
Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet.
Men siden 5. juni 1953, har valgloven hele tiden til den partipolitiske adel knytten en forret til 40 pladser i folketinget, som ingen kandidater, der er stillet op uden for partierne har mulighed for at få del i.
Så længe vi har en valglov der på dette punkt fortsat giver forret til pladser i den lovgivende forsamling, til en af valgloven nærmere bestemt gruppe (de partipolitiske vælgerforeningers medlemmer), vil vi ikke have et folkeligt folkestyre i Danmark.
---------
På en andet område omgår valgloven Grundlovens ord og bogstav.
I grundloven § 30 står der:
Valgbar til folketinget er enhver. som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.
Ved almindelig forståelse for når en lov siger, at et menneske er valgbar, at så er det kun de mennesker der er nævnt i paragraffen om valgbarhed, der har ret til at stå på en stemmeseddel med navns nævnelse og hvorudfor at de af Grundloven mennesker givet valgret (jfr. Grl. § 29) kan afsætte deres kryds.
Det mest underlige er, at valgloven faktisk uden hjæmmel i Grundlovens § om valgbarhed (ovenstående § 30) giver nærmere bestemte foreninger (partipolitiske vælgerforeninger) valgbarhed, således at disse elementer tilligemed også kan stå på en stemmeseddel med navns nævnelse og hvorudfor de af Grundloven mennesker givet valgret kan sætte deres kryds.
---------
Det værste er, at valgloven faktisk slet ikke gør, hvad Grundlioven siger at den skal i sin § 31, stk. 2.
De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgsmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.
Valgloven er af Grundloven pålagt at skulle sikre en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne. Men når valgloven flytter stemmer fra en kandidat til en anden, ved at lade stemmer der er afgivet på kandidater der er opstillet for et parti overgå til en slags partistemme og de stemmer der kun er afgivet på navnet på den partipolitiske vælgerforening (som i følge Grl. ikke er valgbar) og så derefter lader stemmerne tilfalde de på partiets vegne opstillede kandidater. Så er der ikke sikret en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelse blandt vælgerne, fordi de af partier opstillede kandidater derved gives en fordel til valg i forholdet til de kandidater der ikke stiller op for partier.
---------
Det mest udemokratiske er, at Grundlovens § 56, der har ordlyden:
Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
er sat ud af kraft, netop fordi valgloven giver partipolitiske vælgerforeninger ret til at sætte egne kandidater til valg til folketinget.
Når en partipolitisk vælgerforening sætter egne kandidater til valg til en folkevalgt forsamling - her folketinget, så er det almindeligt at de indvalgte repræsentanter stemmer efter den partipolitiske vælgerforenings partiprogram og forskrift.
Vi oplever, at der er folketingsmedlemmer der bryder partidiciplinen og stemmer imod et partis politik, hvorved at folketingsmedlemmet kan lomme ud for at blive ekskluderet af den partipolitiske vælgeforening der havde opstillet folketingsmedlemmet og derved få en dårlige mulighed for at blive valgt til næste valg, netop på grund af, at de partipolitiske vælgerforeningers kandidater, ved valgloven er tillagt nogle fordele ved valget, således at deres kandidater nemmere bliver valgt end de kandidater der stiller op som parti-uafhængige kandidater.
Denne ulige fordelen af valgmuligheder som valgloven frembringer, kan skabe en særlig form for psykologisk og mental binding for det enkelte folketingsmedlem til de partipoliotiske vælgeforeningers partiprogram og forskrifter, således at folketingsmedlemmet føler det svært at stemme efter dets egen overbevisning og ikke efter den partipolitiske vælgerforenings partiprogram og forskrift.
Her frembringer valgloven nogle forudsætninger, der ikke er demokratisk hensigsmæssige og som klart og tydeligt bryder med Grundlovens § 56s ord og bogstav.
Med venlig hilsen
Lars Kristensen
elective despotism?
Hvis det så bare hed Selective despotism.
Det var vist gode, gamle
Det var vist gode, gamle Rousseau, som betegnede "repræsentativt demokrati" som "valgt aristokrati" - intet nyt under Solen. --- Danmark er ikke, og har aldrig været, et demokrati. En simpel analyse af 1849-grundloven viser, at den "demokratiske styreform" reelt drejede sig om at det velhavende og/eller akademiske borgerskab erobrede magten fra den enevældige konge og adelen, overførsel fra en minoritet til en anden. Den gemene hob, pøbelen, var naturligvis uden interesse og be-røv-et enhver indflydelse.