Iran, Myanmar, Zimbabwe – listen er lang over diktaturer, hvor folkets stemme ikke bliver hørt, blandt andet fordi den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt ikke er adskilt. Det bryder de vestlige demokratier sig ikke om.
Men rent faktisk lever de vestlige lande – heriblandt Danmark – ikke selv op til kravet om tredelingen af magten. Det mener historikeren Mogens Herman Hansen, docent dr. phil. ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Som eksempel på tendensen til monarki nævner han regeringen Anders Fogh Rasmussens (V) beslutning om at føre Danmark i krig i Irak.
Folketinget har formelt den lovgivende magt i Danmark. Regeringen, ministerierne og eksempelvis politiet har den udøvende magt, og domstolene den dømmende magt. Det er børnelærdom for de fleste. Men i følge Mogens Herman Hansen giver det ingen mening at beskrive det danske demokrati ud fra den model.
Parlamentarismen er et kendt eksempel på sammenblanding af den lovgivende og udøvende magt: den udøvende magts chefer er medlemmer af Folketinget. I dag bliver lovene udarbejdet af regering og embedsmænd og ofte udformet som rammelove, der udfyldes af ministerielle bekendtgørelser. I Tyskland, Frankrig og mange andre demokratier har man særlige forfatningsdomstole, der hyppigt blander sig i lovgivningen ved at erklære parlamentets love for grundlovsstridige.
Et opgør med magtfordelingslæren
Mogens Herman Hansen er ved at skrive en bog om moderne demokrati. Han mener, at magtfordelingsteorien er gennemhullet af moderne politik og forvaltningspraksis. Vi vil forstå spillereglerne for det moderne demokrati meget bedre, hvis vi beskriver vores styreform som en blandingsforfatning, der kombinerer elementer af monarki, aristokrati og demokrati.
\ Fakta
VIDSTE DU
I demokratier er magten tredelt:
- Den lovgivende magt
- Den udøvende magt
- Den dømmende magt
Demokrati kommer fra græsk Demos, der betyder folk og kratos, der betyder magt eller styre. Demokrati betyder altså folke-styre.
Et eksempel på monarkiske tendenser er krigen mod Irak i 2003, mener Mogens Herman Hansen.
»Hvis Danmarks statsminister i 2003 havde været en anden end Anders Fogh Rasmussen, så var Danmark ikke gået med i krigen mod Irak. Det var ikke regeringen og dens støtteparti, der ønskede krigen. Det var statsministeren personligt. Tilsvarende: hvis det ikke havde været Tony Blair, der styrede England, så havde Storbritannien ikke været USA’s partner. Og hvis USA’s præsident ikke havde været George W. Bush, var det måske slet ikke kommet til nogen krig mod Irak.«
Han noterer, at Danmarks deltagelse i krigen stred mod flertallet af den danske befolknings ønsker før krigsudbruddet i marts 2003. Opinionsundersøgelser viste, at beslutningen om at deltage i krigen var faldet ved en folkeafstemning.
»Eksemplet med Anders Fogh Rasmussens mission med at få Danmark til at deltage i Irak-krigen i kraft af sin person, er et tydeligt eksempel på en monarkisk styreform. Det var Foghs personlige ønske. Han er en stærk leder, som sætter sin vilje igennem,« forklarer Mogens Herman Hansen.
Folketinget afspejler ikke den brede befolkning
Den aristokratiske styreform viser sig i sammensætningen af Folketinget, mener Mogens Herman Hansen.
»Det repræsentative styre er baseret på valg, og valg er en blanding af aristokrati og demokrati. De valgte repræsentanter udgør aldrig et tværsnit af befolkningen og skal heller ikke gøre det. Det repræsentative demokratis princip er netop, at folket skal vælge repræsentanter, der er bedre begavede, dygtigere, mere velorienterede, mere karismatiske og behændigere i beslutningsprocesser end folk, som de er flest. Repræsentanterne skal være en elite, og dermed opfylde kravet om, at statens ror altid bør overlades de bedste i samfundet. Det er et udtryk for en aristokratisk tankegang.« Det demokratiske element udfolder sig i Danmark ved folketingsvalg og ved folkeafstemninger. Det er her, folkets stemme bliver hørt. Systemet er også forsynet med bremseklodser, der sikrer, at statsminister og folketing ikke kan folde sig ud som konge og adel.
»Selv om de monarkiske og aristokratiske tendenser er til at få øje på, så begrænses de af det faktum, at såvel den stærke leder som den lovgivende forsamling er på valg hvert fjerde år. Magten går ikke i arv.«
Den engelske styreform beskrives hyppigt som elective despotism. Der er træk i det danske demokrati i dag, der peger i samme retning, mener Mogens Herman Hansen.
Tankegods fra oldtiden er aktuel
»Den blandede forfatning er en forfatningsmodel som dominerede den politiske tænkning fra oldtiden frem til oplysningstiden. Og den er faktisk en langt bedre model end magtfordelingslæren til at beskrive de moderne demokratier. Den retter op på den gængse opfattelse, at moderne demokratier er lig med folkestyre. Der er mange eksempler på, at det er de ikke,« fastslår han.
