Christiansborg-journalister skaber politik
Ny ph.d.-afhandling viser, hvordan journalister og politikere forhandler om forsider, og at politikere indtager synspunkter, som journalisterne har formuleret på forhånd, og som sikrer politikeren eksponering.

Camilla Dindler fra Københavns Universitet har fulgt livet på Christiansborg. I hendes ph.d.-afhandling ”Christiansborg uden for citat”, beskriver hun det tætte forhold mellem journalister, politikere og presserådgivere.

Christiansborg-journalister har meget direkte indflydelse på den politiske virkelighed i Danmark.

De kan ændre et helt partis politik på centrale områder ved at tilbyde forsider og fremtrædende placeringer i tv og radio til politikere.

Det viser ph.d.-afhandlingen ”Christiansborg uden for citat”, hvor Camilla Dindler fra Københavns Universitet har fulgt livet blandt journalister, politikere og presserådgivere på Christiansborg.

I ph.d’en fortæller en anonym politiker, hvordan en forhandling om en historie typisk kan foregå:

”…Jeg kan tage fat i en redaktør eller andet og sige: Vi kommer med det her, og vi vil egentlig gerne give det til Jer(…)Så har man en diskussion om det: Vil I sige sådan og sådan? Næh' det vil vi ikke. Nå, vil I sige sådan og sådan? Ja, det kan godt være, vi vil det. Og så går vi tilbage og overvejer det(…) så er interessen, hvis vi vinkler hårdt på det her frivilligt, og det kan man sagtens finde eksempler på. Så har vi valgt måske at gøre noget, vi ellers ikke ville have gjort, men alligevel valgt en vinkling, så vi får en placering dér, hvor vi ønsker - frem for bare at sende det ud som en pressemeddelelse,” siger den anonyme politiker.

I det her tilfælde vælger partiet altså at indtage en vinkel og en holdning, som de ikke ville have gjort, hvis det ikke havde affødt en avisforside - og dermed et sikkert Ritzau-citat, som igen sikrer omtale i Radio- og TV-Avisen.

Dermed bliver journalisten også en slags rådgiver for politikeren og partiet, da journalisten siger, at hvis du siger det her til citat, så får du en forside og maksimal fokus på partiet, dig selv og budskabet.

»Det viser, at der er sket et skred. Medierne har fået mere magt, og politikere flytter sig i dag mere for at få forsiden, end de ville have gjort for 20 år siden. Det er vigtigere for dem at blive placeret på forsiden med et budskab, der svarer nogenlunde til det, de mener, end at blive placeret på side 7 med dét, som de præcis mener,« siger Camilla Dindler.

SF’s kursskifte

Et andet eksempel viser, at Villy Søvndal foretog den pludselige kovending på udlændingeområdet i 2008, som han blev kraftigt kritiseret for, på foranledning af en journalist.

I ph.d’en fortæller en presserådgiver fra SF, at historien starter med, at Villy Søvndal har skrevet et blogindlæg i forbindelse med bandeoptøjer og konflikter i gaderne.

Et par uger efter møder presserådgiveren en journalist, der spørger, om de nogensinde internt i partiet snakker om, om indvandrerballaden også skyldes kultur og ikke bare socioøkonomiske forhold.

Jeg svarer; ja, det har vi diskuteret. Det var der en del uenighed om, men vi har selvfølgelig diskuteret det. Så kontakter han mig et par dage efter og siger, han synes det var en spændende snak, vi havde haft, og kunne man få Villy til at sige noget om den diskussion?” fortæller presserådgiveren.

Det fremgår ikke af ph.d.’en, hvad historien endte med. Men 6. marts 2008 bragte Politiken artiklen ”Villy Søvndal gør op med udlændingepolitik”, hvor han siger, at venstrefløjen bliver nødt til at tage et opgør med blandt andet muslimers kvindeundertrykkende kultur.

Fakta

Camilla Dindler forsvarer sin ph.d. den 1. april.

Synspunktet blev mødt af et ramaskrig på venstrefløjen, og hele SF’s kursskifte fra, at indvandreruroligheder skyldes sociale kår, til at det også skyldes deres kultur, starter altså med en vaks journalist, der fører en uformel samtale med en presserådgiver på Christiansborgs gange.

Dermed ikke sagt, at SF’s kursskifte ikke var kommet alligevel. SF arbejdede godt nok ikke konkret med at skifte kurs, men tanken ulmede.

»En journalist vil aldrig kunne få en politiker til at stå inde for noget, som politikeren ikke kan stå inde for. Så når en journalist inviterer til et politisk budskab, skal der være belæg for det hos politikeren. I et andet eksempel vil nogle journalister have Pia Kjærsgaard til at bruge ordet ”rødvinsreform” om regeringens skattereform. Men her bliver de enige med sig selv om, at det mener hun ikke, at det er, og derfor tilbyder de hende ikke synspunktet,« siger Camilla Dindler.

Politikere hjælper journalister

Omvendt hjælper politikere i høj grad også journalister uden at opnå andet end fremme af deres egen politik.

Således fortæller ph.d'en, at Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre i høj grad hjalp journalisterne fra Berlingske Tidende med en række historier om udlændingeservice og integrationsministeriets vejledning af, hvor længe man skulle opholde sig i et EU-land som arbejdstager før EU-reglerne om familiesammenføring kunne finde anvendelse.

Morten Østergaard fremskaffede en lang række folketingsdokumenter om sagen og stillede det hele op i et forladt gruppeværelse, som et tag-selv-bord af dokumentation.

Berlingskes afsløringer blev senere belønnet med den næstfornemmeste journalistiske pris i Danmark.

Morten Østergaard fik ikke særlig omtale af sagen, men sikrede, at borgerne blev behandlet efter reglerne og i større overensstemmelse med Det Radikale Venstres synspunkter.

»Men i det lange løb fik Morten Østergaard måske mere ud af det. Sagen endte med at være en lille brik i det puslespil, der i sidste ende førte til Birthe Rønn Hornbechs fald,« siger Camilla Dindler.

Politikere hjælper også journalister ved at stille såkaldte "paragraf 20 spørgsmål" til ministrene.

For journalister kan det være vanskeligt at få ministres svar i især kontroversielle sager, men ministre har pligt til at besvare folketingsmedlemmers paragraf 20 spørgsmål. Derfor er det meget benyttet, at journalister formulerer spørgsmål, som folketingsmedlemmerne stiller.

Uden for citat

Generelt tegner ph.d’en et billede af et Christiansborg, hvor der forgår en konstant vekselvirkning mellem politikere, journalister og spindoktorer.

Alle parter får bekræftet fornemmelser og analyser og handler information frem og tilbage.

Ifølge ph.d'en har spindoktorerne på Christiansborg i dag mindre magt end for 10 år siden. (Foto: Colourbox)

Journalisterne giver mindst information til politikerne, men tilsyneladende nok til, at politikerne er åbenmundede den anden vej.

Det forhold bliver også tydeliggjort af det lidt pudsige faktum, at syv procent af journalisterne mener, de har venner blandt politikerne, mens hele 49 procent af politikerne mener, der er Christiansborg-journalister i vennekredsen.

Alle tre aktører er både nyheds- og politikskabende på tværs af de professionelle roller.

Basis for, at det kan lade sig gøre, er, at alt på Christiansborg som udgangspunkt foregår uden for citat.

For de erfarne journalister og politikere foregår overgangen mellem citat og ikke-citat næsten umærkeligt, men som en intuitiv forståelse af ændringen i betoningen af spørgsmål.

Mindre magt til spindoktoren

Pressechefen eller spindoktorens magt synes også aftaget i de seneste 10 år.

Historier bliver i mindre grad plantet i dag, i stedet fremstår rådgiverne i højere grad som formidlere af baggrundsinformation, analyser og argumentation for partiets politiske synspunkter.

Presserådgiveren fungerer som et bindeled mellem politikere og presse.

På den ene side har den gode presserådgiver adgang til magtens inderste cirkler og ved, hvad der foregår i sit parti, i regeringen og på Christiansborg, og på den anden side kommer han ofte fra journalistverdenen og forstår derfor både journalisternes arbejdsforhold, og hvilke historier de tænder på.

»Presserådgiveren skal have legitimitet hos journalisterne. Han skal forstå deres arbejdsbetingelser, og hvad der er en historie. Han mister sin status og autoritet, hvis han forsøger at prakke journalisterne en historie på, som ikke er særlig god. Det er et effektivitetshensyn, der betyder, at man ikke skal spilde journalistens tid med en historie, der aldrig kan blive en forside,« siger Camilla Dindler.

Men selv om presserådgiveren måske ikke i lige så høj grad kan plante historier som for 10 år siden, og en redaktør fortæller, at han altid siger, at han ”ikke har tid fordi han lige skal skrive en note”, når spindoktorer ringer, har spindoktoren stadig meget stor magt over, hvordan politiske budskaber bliver lanceret.

»Overordnet kan man sige om forholdet mellem journalister, presserådgivere og politikere, at politikudviklingen sker i et tæt samarbejde mellem de tre aktører, der kan overskride deres institutionelle grænser, og hvor medierne har mere og mere magt,« siger Camilla Dindler.

(Artiklen er opdateret med en præcisering i afsnittet 'Politikere hjælper journalister' den 31. marts)