Annonceinfo

Kropssprog kan gøre dig bedre til dit job

Når din krop sender de rigtige signaler, kan du skabe tillid, respekt og få folk til at lytte til, hvad du siger. Det har en dansk forsker fundet ud af. Hun har redigeret en ny antologi om kroppens sprog i professionel praksis.

Emner: ,
Her viser Helle Winther, hvad der sker, hvis eksempelvis en professionel sygehjælper ikke aflæser de signaler, hun får fra sin patient. Foto: Anne Ringgaard

Latinamerikanske rytmer brager ud i et undervisningslokale. Høje hæle, fodformede Ecco-sko, sandaler, blankpudset læder og New Line-gummisåler tramper rundt mellem hinanden. En flok blandede danskere standser og trykker hinanden i hænderne.

»Prøv at se, hvad der sker, hvis I også fokuserer på jeres øjenkontakt,« siger Helle Winther, der er lektor på Københavns Universitets institut for Idræt.

Helle Winther har redigeret den nye antologi ”Kroppens sprog i professionel praksis. Om kontakt, nærvær, lederskab og personlig kommunikation.” Den er skrevet af forskere, uddannelsesansvarlige og praktikere.

Et par dage før antologien udkommer, har lektoren inviteret 25 folkeuniversitets-kursister ud på gulvet i et lokale på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i Emdrup. Kursisterne øver sig i at være opmærksomme på deres eget og andres kropssprog.

Kropssprog er lige så vigtigt som det verbale 

En byrumsarkitekt, en sygeplejerske, en tandplejer, en konsulent, en syerske, en lærer, en pensioneret bankmand, massører, revisorer og gymnasieelever er nogle af de kursister, der går rundt på gulvet.

De nærmer sig hinanden, tager hinanden i hænderne og laver andre øvelser, som skal gøre dem opmærksomme på de signaler, de sanser og sender med deres kroppe.

På den måde øver de sig i at lære deres kroppes sprog og hinandens grænser at kende.

Fakta

Det professionspersonlige kropssprog er et begreb, Helle Winther har udviklet.

Det henviser til, at man altid har sin personlighed med på arbejde, også i de signaler, man sender med sin krop.

Læs mere om det professionspersonlige i antologien ”Kroppen i professionel praksis. Om kontakt, nærvær, lederskab og personlig kommunikation.”Antologien er redigeret af Helle Winther.

»I de fleste uddannelser fokuserer man stort set kun på det verbale sprog. Men kroppens sprog betyder mindst lige så meget, når man skal skabe tillid til sin elev, sin kunde eller sin patient,« siger Helle Winther.

»Hvis man for eksempel skal fremlægge en præsentation på sit job, så fokuserer tilhørerne i høj grad på de signaler, kroppen udtrykker. En teori siger, at kroppens sprog udgør en meget stor procentdel af vores kommunikation. Kropssprog er derfor et overset potentiale inden for mange forskellige professioner – også i forhold til lederskab,« fortsætter hun.

Ordene siger ikke altid det samme som kroppen

Når man er på arbejde, er det vigtigt, at der er overensstemmelse mellem det, man siger, og det man viser med sit kropssprog, forklarer Helle Winther.

Skal man for eksempel sige noget vigtigt til et møde, hjælper det ikke noget, at man bruger alle de rigtige ord, hvis man kigger ned i bordet, mens man siger dem.

»Hvis der ikke er balance mellem det verbale budskab og det, man udtrykker og sanser med sin krop, opstår der nemt uklarhed og måske konflikter i kommunikationen,« siger Helle Winther. 

Det er noget af det, hendes nye antologi handler om. 

Forståelse af kropssprog

Når et ben vibrerer på stolen, kan det tyde på, at personen er rastløs og utålmodig. Hvis ryggen falder sammen, kan det være et tegn på sorg, skam eller modløshed. Og et hoved, der er løftet, må sidde på en stolt person med selvtillid. De fleste af os lægger mærke til, hvad andre fortæller med deres kroppe.

Hvis sygehjælperen går om bag en en svag patient og hiver fat i ham bagfra uden først at have aflæst hans krops signaler, risikerer hun, at patienten bliver modvillig og reagerer voldsomt. Patienten er i virkeligheden en af Helle Winthers kurister, som deltager i en øvelse i at aflæse krops-signaler. Foto: Anne Ringgaard

»Men de færreste af os er bevidste om, hvad vores egen krop fortæller. Når vi arbejder professionelt med vores kropssprog, er det vigtigt, at vi lærer vores egen krop og vores egne signaler bedre at kende,« siger Helle Winther.

Hvis man lærer at tyde de signaler, man sender med sin krop, kan man indtage rummet og bedre få folk til at lytte. Det kan være en fordel, hvis man underviser eller er leder.

En lærers udtryk er vigtig

Lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og andre, der har direkte kontakt med mennesker på deres job, kan træne deres professionspersonlige kropssprog (se faktaboks). Hvis de bliver bedre til at mærke og mestre det, kan de blive bedre til deres job. 

»Vi kan huske det fra, da vi var børn: Det betyder helt vildt meget, hvordan en lærer kommer ind i klasselokalet. Gennem kroppen udtrykker vi vores energi, engagement og følelser.

Hvis vi gerne vil være gode ledere og vække andres interesse og tillid er det vigtigt, at vi lærer at kunne tale og mærke kroppens sprog,” siger Helle Winther.

Selv en person, der har god kontakt til sin egen krop og de signaler, den sender, kan dog blive hylet ud af den, få svedige håndflader og stive led, hvis noget uventet sker.

I sådan en situation er det vigtigt, at man lærer at finde tilbage til den ro og balance, der er nødvendig for at kunne mestre situationen, forklarer Helle Winther.

Alle kommunikerer med kroppen
Hvis sygehjælperen i stedet sætter sig foran patienten, ser ham i øjnene og taler roligt til ham, er han mere tryg. Når hun har fået patientens tillid, kan hun tage ham i hånden og hjælpe ham med at komme op at stå. Patienten er ikke længere modvillig, fordi sygehjælperen har respekteret hans intime rum. Foto: Anne Ringgaard

Nogle mennesker er lange og ranke, andre er lave og tætte. Nogle har fødderne solidt plantet i jorden, andre er mere flyvske. Lige gyldig hvordan ens krop ser ud, kan man træne dens sprog, siger Helle Winther.

»Alle mennesker kommunikerer med kroppen. Hele tiden. Og alle kan lære at bruge kropssproget i professionel sammenhæng. Man skal selvfølgelig træne, og man kan blive ved med at udvikle sig hele sit professionelle liv. Det er ikke noget, man bare lige kan lære på to timer eller på et studie. Man bliver nødt til at tage det med sig hver dag og arbejde kontinuerligt med det.«

Hvad hvis man bare er helt vildt klog, elsker at læse bøger og bedre kan lide at bruge sit hoved end sin krop? Hvorfor skal man så træne sit kropssprog?

»Hvis man har et job, hvor man har med mennesker at gøre, mener jeg faktisk, at man har en pligt til at arbejde professionelt med sit kropssprog. Det handler også om, at man skal kunne læse andre og afstemme sine kropssignaler, så de passer til situationen,« svarer Helle Winther.

I et klasselokale eller til et møde er det som regel en fordel, at læreren eller virksomhedslederen sender signaler, som får eleverne eller medarbejderne til at lytte. Sådan et autoritativt kropssprog virker dog næppe, når en sygeplejerske eller en fysioterapeut skal skabe tillid til sin patient eller kunde.

Så virker et roligt kropssprog måske bedre.

»Det handler om at læse situationen,« forklarer Helle Winther.

Den professionelle har et ansvar
Hvordan reagerer du, når en person kommer tæt på? Kan du mærke på andre, om du overskrider deres intime rum? I følge Helle Winther er det en god idé at mærke efter. Du vil sikkert opleve, at dine grænser rykker sig i forhold til, hvem det er, der kommer tæt på dig. Hvis det er en nær ven eller et familiemedlem, har du det sikkert fint med, at vedkommende kommer tæt på og måske rører ved dig. Hvis det er en kollega eller en helt fremmed, der kommer tæt på, føles det sikkert anderledes, måske ubehageligt. På billedet prøver to kursister hinandens grænser af. Foto: Anne Ringgaard

»Det er altid den professionelle, for eksempel sygeplejersken eller lægen, der har det primære ansvar for at skabe tillid mellem dem selv og patienten. Ligesom det er lærerens ansvar at lede klasserummet på en måde, så eleverne har de bedste betingelser for at lære. For at leve op til det ansvar er det vigtigt, at man kender kroppens sprog,« fortsætter Helle Winther.

Når man skal hjælpe patienter eller svage mennesker er det vigtigt, at man respekterer deres intime zoner og læser deres kroppes signaler, understreger hun. Måske er der brug for, at man lægger en beroligende hånd på én patient, mens en anden patient derimod vil føle sig intimideret af berøring. 

Patienten signalerer med sit kropssprog, om det er en god idé at gå tæt på og måske berøre. De signaler kan den professionelle træne sig i at læse, siger Helle Winther. 

Ledere bør fylde rummet med kroppen

Er man chef eller underviser, kommer man sjældent helt tæt på eller i berøring med dem man underviser eller leder. Derfor er det nogle andre ting, der er vigtige. For eksempel er det vigtigt, at man har en sund autoritet og fylder rummet med sin kropslige energi.

Evnen til at turde fylde et rum afhænger af, hvor godt man kender sin egen krops reaktioner. Ifølge Helle Winther kan man øve sig i at lære dem at kende, og i hendes antologi er der flere eksempler på, hvordan man kan gøre det. Følgende øvelse kræver, at man er sammen med en gruppe:

  1. Stå i en halvcirkel uden borde eller stole
  2. Træd ud af halvcirklen og stil dig foran de andre uden at sige noget.
  3. Mærk den forstørrede opmærksomhed, når mange ser på dig.
  4. Bagefter kan øvelsen udvides, så du og de andre deltagerne på skift leder de andre.
  5. Tag lederrollen i cirka fem minutter.
  6. Tænk over, hvordan du indtager rummet med kroppen.
  7. Hvor i rummet er det udfordrende, godt eller lærerigt at være?
  8. Lad de andre i gruppen give feedback på, hvordan du bruger dit kropssprog som leder.
  9. I praktiske sammenhænge eller til professionel supervision kan man også bruge observation, personlig feedback og selvreflekterende samtaler til at forbedre evnen til at holde et rum.

(Øvelsen er taget fra antologien ”Kroppens sprog i professionel praksis. Om kontakt, nærvær, lederskab og personlig kommunikation”.)

Der er mere at hente i ny antologi

Efter en dag med akademisk teori og praktiske øvelser går Helle Winthers kursister hver til sit ud i det virkelige liv, hvor de fremover formentlig vil være mere bevidste om, hvilke signaler de sender med deres kroppe.

I antologien ”Kroppens sprog i professionel praksis. Om kontakt, nærvær, lederskab og personlig kommunikation” kan du læse mere om teorierne bag Helle Winthers begreb ”det professionspersonlige kropssprog”. Bogen giver også vejledning i, hvordan du kan bruge det i praksis. 

Du kan også læse mere om Helle Winthers kropsteorier i artiklen Dans kan være fremtidens terapiform.

Manipulation

http://videnskab.dk/blog/empati-sikrer-forstaelse-af-alvorlige-realistis...

"Lie to me" og kropssproget handler mere om en forlængelse af det retoriske beredskab hvormed vi kan få "budskabet" frem. Men hvad nu hvis det vi 'siger' er forkert?

Måske skulle vi bruge mindre tid på at finde ud af hvordan vi siger det vi tro vi skal sige :-)

Indlæg x 2

Dobbelt indlæg slettet.

Vh Redaktionen

kropssprog

Som "erfaren kommunikatør" vil jeg gerne sige Anne Ringgaard tak for en god artikel om et vigtigt emne. Til Jens Olsen: Jo, det er (desværre) nyt for mange.Et sted i artiklen siges, at kropssprog er lige så vigtigt som det talte sprog. Efter min mening er kropssprog - herunder dine handlinger - mere vigtige end hvad du siger.
Jeg gerne benytte lejligheden til også at gøre opmærksom på en - vel nærmest krimi/underholdsnings udsendelse - der for tiden kan ses på forskellige TV-kanaler. "Lie to Me" hedder udsendelserne - samme tema - "kropssprog" - brugt som underholdning - men ind imellem også med klip til/af berømte personers kropssprog - og ind i mellem også teoretiske facts. Kan anbefales at bruge lidt tid på.
Tage Døssing

Kropssprog

Meget spændende. Og godt nok alt sammen. Men det er jo ikke just noget nyt.

Seneste fra Krop & Sundhed

Grønlandske stemmer

Majken Djurhuus Poulsen, ph.d.-studerende ved GEUS i Grønland.

Læs mere om Majkens forskning her: Grønland vil give rubiner fødselsattest

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg