Normalt forbindes seismiske vibrationer med målinger af defekter på broer og bygninger. Ved at sende vibrationer gennem de store strukturer, kan man lokalisere revner og sprækker.
Men nu har et forskerhold nedskaleret teknologien og udnyttet den til en mere delikat struktur: den menneskelige rygsøjle.
Målet er, at teknologien skal erstatte mange af de dyre og ressourcekrævende MR-skanninger, som bruges til at finde rygskader i dag.
»Med vibrationerne finder vi mange af de samme skader, som en MR-skanning gør. Men teknologien er langt billigere, og sundhedsvæsenet vil derfor potentielt kunne spare rigtig mange millioner,« siger professor i klinisk biomekanik ved Syddansk Universitet Jan Hartvigsen, der er en af forskerne bag teknologien, som netop er blevet beskrevet i tidsskriftet Scientific Reports.
Teknologien er let at anvende
Foreløbige tal fra Danske Regioner viser, at der sidste år blev foretaget 311.103 offentlig finansierede MR-skanninger på offentlige og private sygehuse. Det anslås, at cirka 40 procent af disse er rygskanninger.
Ifølge Danske Regioner koster en ukompliceret MR-skanning 2.175 kroner, og dertil kommer prisen for selve maskinerne.
Et meget groft og uvidenskabeligt regnestykke antyder dermed, at sundhedsvæsnet kunne spare op mod 270 millioner kroner på at droppe MR-skanninger.
»Vi ved endnu ikke, hvor meget vibratorteknologien kommer til at koste, men det er småpenge i forhold til MR-skanneren. Desuden vil den i færdig form sandsynligvis være håndholdt og let at anvende direkte i lægekonsultationer. Dermed reduceres også de ventetider, der kan være forbundet med MR-skanninger,« siger Jan Hartvigsen, som forventer, at vibratoren vil være på markedet om cirka fem år.
Skadede rygsøjler giver en anderledes respons
Teknologien fungerer ved, at der sendes seismiske vibrationer, som er kontrollerede vibrationer på bestemte frekvenser, gennem ryghvirvlerne. Når vibrationerne transmitteres gennem rygsøjlen, giver den en respons, som opfanges af sensorer, der er klistret på patientens ryghvirvler. Sensorerne sender signalet gennem computersoftware, som giver et billede af rygsøjlens tilstand.
En skadet ryghvirvel giver en anderledes respons end en rask, og man kan lokalisere både skadens placering og omfang. Desuden kan man se, om vævet i rygsøjlen er sammenhængende eller ødelagt.
Forskerne har testet metoden på 10 danske tvillingepar, hvoraf den ene tvilling i hvert par havde en skade på ryggen, mens den anden havde en rask ryg.
Først blev tvillingerne sendt igennem en MR-skanner for at give et billede af tvillingernes rygge – en slags facitliste. Dernæst undergik de vibrationsmetoden, som kunne udpege alle de skader, som forskerne så på MR-skanningerne.
Studiet beviser dermed, at skader ændrer ryggens respons på vibrationer.
Kan endnu ikke præcisere, hvad patienten fejler
Det er dog ikke nogen stor overraskelse, mener Tom Bendix, overlæge og professor emeritus ved Rigshospitalets Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme i Glostrup:
»Hvis der er forskellige strukturer på knoglerne, er det klart, at der kommer forskellige vibrationsresponser. Jeg så gerne, at ny diagnosticeringsteknologi kunne sige noget mere præcist om, hvad patienten fejler. Jeg er bekymret for, om man kommer til at sygeliggøre folk, som ikke fejler noget – ligesom det sker med MR-skanninger, som ikke altid kan forklare, hvorfor patienterne har smerter,« siger Tom Bendix.
»Derfor mener jeg, at teknologien skal blive i videnskabelig sammenhæng, indtil man eventuelt bliver i stand til at finde en korrelation mellem specifikke vibrationer og specifikke skader.
Jan Hartvigsen er enig i, at der er behov for mere afprøvning:
»Vibrationsteknologien er ikke perfekt, og den kræver stadig arbejde, men den kan påvise mange af de samme defekter som MR-skanneren til en meget lavere pris. Med den hastighed, som teknologi introduceres med i sundhedsvæsenet, er det nok ikke realistisk at stille krav om, at vi skal kunne tyde alle dele af den information, vi får,« siger han.
»Hvis man stillede så høje krav, ville vi ikke have den teknologiske udvikling, vi har i dag. Det er først, når man får teknologi ud i stor skala og får erfaring fra daglig brug, at vi får svar på de store spørgsmål.«
Svært at finde årsagen til rygsmerter
Vibratorteknologien løser dog ikke et centralt problem, som MR-skanneren har. Selvom vibratoren opfanger en unaturlig vibrationsrespons, eller MR-skanneren viser et billede af en beskadiget ryghvirvel, betyder det ikke, at man har fundet årsagen til patientens smerter.
»Der er mange problemer med diagnosticeringen af årsager til rygsmerter. Jo ældre man bliver, jo mere degenereres ryggen, men det har ikke nødvendigvis nogen betydning for folks helbred. Allerede ved 30-årsalderen har halvdelen af alle en rygsøjle, som ikke ser helt godt ud på en MR-skanning – ofte uden at det har nogen som helst betydning,« forklarer Tom Bendix.
Jan Hartvigsen stemmer i:
»Et af de største problemer ved behandling af rygsmerter i dag er overforbruget af MR-skanninger. Man laver skanninger på patienter, som slet ikke har brug for det, og mange af skanningerne er derfor spild af ressourcer. Vi ved, at skanningerne kan føre til overbehandling og dermed potentielt gøre mere skade end gavn,« siger Jan Hartvigsen.
MR-skanninger skaber forvirring og angst
Problemet er, ifølge Tom Bendix, at det er svært at forklare patienter, at der ikke er noget galt med ryggen, selvom det ser sådan ud på en MR-skanning.
»Folk tror, at hvis de bare får en MR-skanning, så er deres rygsituation afklaret. Men ofte er den bare med til at skabe forvirring og angst. Derefter skal lægen bruge lang tid på at forklare patienten, at der ofte ikke er en sammenhæng mellem ryggens tilstand og smerterne. Jeg er bange for, at vibrationsteknologien vil føre mere af det samme med sig.«
Det er dog et vilkår, man må leve med, mener Jan Hartvigsen.
»Det er sandt, at ny teknologi giver en masse nye informationer at forholde sig til. Det er en grundlæggende udfordring, når ny teknologi kommer på banen, og det er bare et vilkår, vi må vænne os til og lære at håndtere. Vibratorteknologiens fordel over MR-skanneren er, at den er simpel og billig,« siger han.
»Det er ikke perfekt, men det vil kunne hjælpe med til at diagnosticere mange patienter og skære betydeligt i omkostningerne til diagnosticering af rygskader.«