Den utrolige historie om Henrietta Lacks udødelige liv

I 1951 fik den fattige amerikanske tobaksarbejder Henrietta Lacks konstateret kræft.

Cellerne i hendes livmoderhals delte sig med en voldsom hast, og hun røg i behandling på Johns Hopkins Hospital i Baltimore i USA – det eneste hospital i området, som dengang tog sig af sorte patienter.

Mens Henrietta Lacks var i behandling for sin galoperende kræftsygdom, hentede lægerne nogle af hendes celler ud fra livmoderhalsen. Uden at hun vidste det, blev cellerne givet til en forsker og læge på hospitalet, George Otto Gey.

George Otto Gey havde længe forsøgt at dyrke menneskeceller i sit laboratorium. Men hidtil var det hverken lykkedes for ham eller nogen anden forsker at få celler til at overleve i mere end et par dage uden for menneskekroppen.

Da George Otto Gey fik fat på Henrietta Lacks celler, blev det imidlertid begyndelsen til en revolution inden for lægevidenskaben. For mens den fattige, sorte kvinde døde efter kort tids kræftsygdom, viste hendes celler sig at være særdeles livsdygtige.

Cellerne blev kendt som HeLa-celler af forskere verden over, og de kom til at spille en fundamental rolle inden for udviklingen af vacciner, kloning, gen-kortlægning, cellebiologi og kunstig befrugtning. Nogle HeLa-celler blev sågar sendt ud i rummet, og i dag lever Henrietta Lacks’ celler fortsat videre i laboratorier i Danmark og resten af verden.

Henriettas celler når Hollywood

Senest er HeLa-cellernes historie også nået til Hollywood, og talk-showvært og skuespiller Oprah Winfrey er i øjeblikket aktuel i rollen som Henrietta Lacks’ datter.

»Historien om Henrietta Lacks er fascinerende på flere planer. Hendes celler blev de første menneskeceller i verden, som man kunne dyrke i laboratoriet. Det var et kæmpe gennembrud, som sandsynligvis har reddet millioner af menneskeliv,« siger Pernille Lund Hansen, som er postdoc ved Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet og har holdt flere foredrag om HeLa-celler.

»Men historien handler også om hvide mennesker, som tager celler fra en fattig sort kvinde, uden at hun ved det. Med nutidens briller er det en forfærdelig historie for familien.«

Hvad der er en forfærdelig historie for familien, bliver betragtet som en succeshistorie for videnskaben. Efter at Henrietta Lacks celler var blevet fjernet fra livmoderen, blev de i løbet af 1950’erne sendt med fly rundt til laboratorier i hele verden.

Efter få år opstod en fabrik, som producerede HeLa-celler, og forskellige estimater peger på, at der gennem tiden er blevet produceret op mod 20-50 tons HeLa-celler.

Eller hvad der svarer til flere hundrede gange Henrietta Lacks kropsvægt.

Lever min mor i laboratoriet?

På trods af den enorme interesse for HeLa-celler, var det først i 1973 – mere end to årtier efter, at Henrietta Lacks var blevet lagt i graven – at familien fandt ud af, at hendes celler levede videre og var blevet et vigtigt værktøj i den medicinske verden.

»Hun efterlod sig fem børn, da hun døde. Det har ikke været en let opvækst uden en mor i en fattig, sort amerikansk familie i 1950’erne. Der har ikke været skyggen af et socialt sikkerhedsnet, og de levede fra hånden til munden. Og efter mange år finder de pludselig ud af, at deres mors celler har ført til nobelpriser og milliardformuer i medicinalindustrien. Mens de selv har levet i enorm fattigdom,« siger Pernille Lund Hansen.

I interviews har datteren Deborah fortalt, at nyheden om moderens celler var et kæmpe chok. Som den næstyngste i en børneflok på fem, havde Deborah aldrig kendt sin mor. Henrietta Lacks døde, da Deborah kun var et år gammel, men nu skulle hun som voksen pludselig prøve at begribe, at moderens celler fortsat levede videre.

Betød det, at Henrietta Lacks også levende? Gjorde det ondt på hende, når forskere inficerede hendes celler med ebolavirus, røntgenstråler og giftstoffer? Og kunne moderens sjæl finde hvile, når cellerne stadig levede videre, spekulerede den religiøse Deborah.

»Det er kendetegnende for historien, at ingen forskere har taget sig tid til at forklare familien, hvad det hele gik ud på. Det er folk fra bunden af samfundet, som ikke har fået særlig meget skolegang, og pludselig står de og skal forholde sig til begreber som celler og gener. De kunne ikke skelne mellem, om deres mor var i live eller ej,« siger Pernille Lund Hansen.

Er det stadig Henrietta Lacks celler?

Men kan man sige, at Henrietta Lacks er i live, når hendes celler fortsat lever videre?

»Nej. Det mener jeg ikke. For det første er det ikke hendes raske celler. Det er celler fra hendes cancer, og vi har normalt ingen problemer med at eliminere cancer i en person. Vi vælger ikke at lade en tumor sidde ud fra en holdning om, at vi amputerer en person, hvis vi fjerner tumoren. Derudover taler vi om celler. De har intet, der minder om bevidsthed,« siger Pernille Lund Hansen.

Når vi normalt fjerner en tumor – eller en negl, hud eller andre celler – er der imidlertid en væsentlig forskel i forhold til HeLa-cellerne: Vores celler lever ikke bare videre. De dør efter kort tid uden for kroppen.

Henrietta Lacks’ tumorceller er derimod stadig i live, og de indeholder hendes unikke arvemateriale. Eller det gjorde de i hvert fald engang, understreger professor og cellebiolog Simon Holst Bekker-Jensen.

»Rent biologisk synes jeg ikke, man kan sige, hun lever videre. Det er hendes kræftceller. Kræftceller ændrer sig ekstremt meget over tid. Så hvis man sammenlignede de oprindelige celler, som blev fjernet fra Henrietta Lacks, med de nuværende HeLa-celler vil de ligne hinanden meget lidt. Men man kan selvfølgelig sige, at hendes arv lever videre. På en god måde synes jeg,« siger Simon Holst Bekker-Jensen, som selv har arbejdet med HeLa-celler, når han har været i laboratoriet på Københavns Universitet.

»I mange år kendte jeg faktisk ikke historien om cellerne, men i dag kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at tænke på det, hvis jeg arbejder med cellerne. At de oprindeligt stammer fra en tumor, som har slået en kvinde ihjel. Og selvom hun selv blev slået ihjel af tumoren, så lever tumoren stadig videre,« siger Simon Holst Bekker-Jensen.

Hvem var Henrietta?

Tumorens ophavskvinde var efterkommer af amerikanske slaver. Henrietta Lacks voksede op hos sin bedstefar i forfædrenes slavehus, hvor hun delte værelse med sin fætter, David ’Day’ Lacks (1915–2002).

Som 14-årig blev Henrietta Lacks gravid med fætteren, og snart efter fødte hun det første af deres fem børn.

»De var nærmest søskende, men alligevel blev de gift. Men manden var pigeglad og kom ikke hjem hver nat. Så han har flere gange slæbt gonore og andre kønssygdomme med hjem til hende. Det er sandsynligvis også ham, som skaffede hende den HPV-virus, som førte til hendes kræftsygdom,« fortæller Pernille Lund Hansen.

HPV er en virus, som overføres seksuelt, og som blandt andet kan føre til livmoderhalskræft. Den viden havde man ikke på Henrietta Lacks’ tid, men cellerne fra hendes livmoderhals kom alligevel til at spille en væsentlig rolle, da den tyske forsker og nobelprismodtager, Harald zur Hausen, skulle bevise, at HPV kunne føre til kræft.

»Harald zur Hausen fik skaffet en prøve fra en af de allerførste HeLa-celler, som stadig lå i fryseren på Johns Hopkins Hospital. På den måde kunne han påvise, at Henrietta Lacks havde været inficeret med HPV-virus, og at det havde været årsag til hendes livmoderhalskræft. Det blev brugt til at opbygge en tese om HPV-virus og kræft. Og det har betydet, at vi i dag har en vaccine mod HPV-virus, som kan komme til at redde en masse kvinder fra livmoderhalskræft,« siger Pernille Lund Hansen.

HeLa-celler og poliovaccine

I årene efter Henrietta Lacks død spillede hendes celler også en central rolle i udviklingen af en anden vaccine, som menes at have reddet tusindvis af menneskeliv. I 1952 hærgede der nemlig en voldsom epidemi af polio – børnelammelse – som alene i USA førte til 57.600 smittede, 21.300 lammelser og 3.145 døde på et år.

Ved hjælp af HeLa-celler kunne man i 1955 starte et landsdækkende vaccinationsprogram mod polio i USA, og på få år fik man nedbragt antallet af poliodødsfald til ganske få om året.

»På Henrietta Lacks tid havde man faktisk allerede udviklet vaccinen mod polio. Men for at kunne masseproducere vaccinen havde man brug for en masse polio-virus, som man kunne inaktivere og anvende i vaccinen. Så man manglede et sted uden for kroppen, hvor man kunne dyrke virus. Det fik man pludselig, da man fik adgang til HeLa-celler. Så cellerne fik ret hurtigt en enorm samfundsmæssig betydning,« forklarer Simon Holst Bekker-Jensen.

Samme år, som polio-vaccinationsprogrammet blev indført, førte HeLa-cellerne også til et andet videnskabeligt gennembrud; den hidtil første kloning af menneskeceller.

Herudover har HeLa-cellerne haft en kæmpe betydning for udviklingen af en lang række teknikker inden for cellebiologien – og hele vores forståelse af, hvad celler er, fortæller Simon Holst Bekker-Jensen.

»Man har brugt HeLa-celler til at finde ud af alt muligt. Hvordan man dyrker celler, hvordan celler fungerer, hvordan celler deler sig, hvad forskellen er på kræftceller og almindelige celler. Alt det basale i livet,« siger Simon Holst Bekker-Jensen og tilføjer, at forskning baseret på HeLa-celler har »ført til masser af nobelpriser.«

HeLa-celler har mistet betydning

I dag bruger han selv og andre forskere fortsat HeLa-celler, men cellerne spiller imidlertid ikke længere en essentiel rolle inden for lægevidenskab og cellebiologi, mener Simon Holst Bekker-Jensen.

Han påpeger, at knap 70 år i laboratoriet har forandret cellerne så meget, at de ikke længere er en særlig god model for menneskeceller.

»Jeg synes, det er lidt misvisende, når jeg nogle gange hører, at HeLa-celler stadig spiller en enorm rolle. Det har de gjort historisk set, fordi HeLa-cellerne var de første af deres slags. De førte til en revolution af cellebiologien. Men i dag har de mistet lidt af deres betydning, for vi har mere end 10.000 andre cellelinjer (celler, som stammer fra andre personer, red.), som vi kan vælge imellem,« siger Simon Holst Bekker-Jensen.

Med andre ord er det i dag lykkedes forskerne at tage celler fra mere end 10.000 mennesker og udødeliggøre dem på samme måde, som Henrietta Lacks tumorceller er blevet udødeliggjort.

Forskerne er i dag så dygtige til at dyrke celler i laboratoriet, at de kan dyrke hudceller, leverceller, hjerteceller eller enhver anden form for celle, der måtte være brug for at eksperimentere med, fortæller Simon Holst Bekker-Jensen.

I dag er der imidlertid den væsentlige forskel, at en person bliver informeret og får lov at sige ja eller nej til at give sine celler til videnskaben. Og en forsker, som dyrker menneskeceller i laboratoriet, får ikke sat navn på cellernes ophav – alle vævsprøver bliver anonymiseret, forklarer Pernille Lund Hansen.

»Historien om Henrietta Lacks har været med til at sætte fokus på hele debatten om, hvem der har retten til materiale fra vores krop. Der har kørt en række retssager, hvor læger har udtaget materiale fra patienter, patenteret det og tjent formuer på det. Nogle patienter har ment, at det var deres penge, for det var deres krop, materialet kom fra. Men i retssagerne har den juridiske dom været, at det er forskerens arbejde, som gør patentet muligt, og derfor har patienten ikke rettighederne til det,« fortæller Pernille Lund Hansen.

Professor: Den etiske debat er skinger

Pernille Lund Hansen påpeger dog, at der kan være forskel på etik og jura.

»I dag kan vi som udenforstående uden aktier i historien godt blive enige om, at det er etisk forkert, at man på den ene side har en familie, som har været igennem en frygtelig tragedie og er vokset op i fattigdom uden deres mor. Og på den anden side har man en medicinalindustri og en forskningsverden, som har høstet enorme fordele af en tragisk situation,« siger Pernille Lund Hansen.

Det faktum, at Lacks-familien er sort og stammer fra de laveste klasser i USA, har kun gjort debatten om Henrietta Lacks’ skæbne endnu mere følsom.

Men forskere påpeger, at hendes hudfarve i princippet ikke har haft betydning for hendes cellers skæbne. I 1950’erne var det normal praksis at tage prøver fra alle patienter – uanset herkomst – og udnytte dem i forskningen, fortæller Simon Holst Bekker-Jensen.

»Meget af det, som bliver bragt frem i den etiske debat, klinger efter min mening en smule skingert. Ud fra nutidige standarder kan vi hurtigt blive enige om, at hverken Henrietta Lacks eller hendes familie er blevet behandlet særlig pænt. Men man skal passe på med at dømme fortiden med nutidens moral,« siger Simon Holst Bekker-Jensen.

Børnenes genetik offentliggjort på nettet

Nogle mener imidlertid, at nutidens moral i videnskabsverdenen fortsat har brodne kar. I 2013 kortlagde en tysk forskningsgruppe hele genomet på HeLa-celler og lagde alle data ud på en offentlig hjemmeside. Frit tilgængeligt for alle.

»Man kunne frit gå ind på hjemmesiden og pille information ud om, hvordan de enkelte gener så ud. Det var gevaldig praktisk for alle, der arbejdede med HeLa-celler. Der var bare ikke nogen, der tænkte på, at Henrietta Lacks har levende børn, som pludselig får udstillet deres genetiske, beskidte undertøj. Alle kunne gå ind og se, om de havde anlæg til sklerose, nærsynethed, kræft osv.,« siger Pernille Lund Hansen, som understreger, at hun ikke mener, at de tyske forskere gjorde det af ond vilje, men blot ubetænksomhed.

HeLa-affæren i 2013 vakte endnu engang debat om Henrietta Lacks’ skæbne, og det endte med, at der blev lukket for den frie adgang til HeLa-cellernes ’genetiske undertøj’. I dag skal forskere søge tilladelse for at få adgang til de genetiske data.

»Cellerne har forandret sig meget, men de indeholder stadig meget af hende. Det er nogle gange svært at huske, når man arbejder i laboratoriet – at der er mennesker bag alle de celler og vævsprøver, man arbejder med,« slutter Pernille Lund Hansen.