Umiddelbart efter ulykken med Malaysia Airlines-flyet MH17 i Ukraine blev det rapporteret, at flyet var blevet skudt ned af et missil.
Kort tid efter styrtet tog Igor Girkin, leder for separatisterne, ansvaret ved at erklære, at hans tropper havde skudt noget ned, som de antog var ukrainsk militærtransport.
Da han opdagede, at der var tale om et civilt fly, benægtede han al indblanding under det påskud, at hans tropper ikke havde nogen våben, der er i stand til at skyde et fly ned, som flyver i 10 kilometers højde, som MH17 gjorde.
Fire elementer sladrer om MH17's skæbne
I de efterfølgende uger har der været påstande og modpåstande om, hvilken side der havde adgang til et af de Buk-M1-missilbatterier, som formodes at være blevet brugt til at skyde flyet ned.
Ved at samle spor fra fire elementer, der var i spil i det øjeblik, flyet styrtede ned, er det muligt at komme nærmere sandheden om, hvad der egentlig skete med MH17:
- de sekundære radarsystemer i lufttrafikkontrollen, som overvåger luftrummet i det østlige Ukraine,
- den sorte boks på Boeing 777 flyet, der registrerer flydata,
- Buk-M1-missilanlæggets specifikationer, samt
- vraget af MH17.
Spor fra lufttrafikkontrollen
Den største informationskilde om luftfartøjer for lufttrafikkontrollører er den sekundære overvågningsradar (SSR). Det er et link mellem senderen (interrogatoren) på jorden og en transponder ombord på flyet.
Interrogatoren vil blive forbundet med samtlige luftfartøjer inden for dens rækkevidde mindst en gang hver fjerde sekund. Luftfartøjet svarer med flyinformationer som identifikation af flyet, koordinaterne for flyets position, kurs og højde.
Denne information bliver behandlet og koordineret med resultaterne fra en primær overvågningsradar – de genstande, der opfanges ved at udsende radiobølger og registrere, hvad der reflekteres tilbage fra faste genstande.
Dette bliver synligt for kontrolløren, i dette tilfælde personalet, der overvåger flyinformationer i regionen Dnipropetrovsk østpå, på Ukrainsk kontrolleret territorium.
Systemet vil kunne lokalisere et flys position inden for 500 meter, givet at (i dette tilfælde) MH17 flyver med en hastighed på omkring 600 knob. Alle disse data registreres og gemmes til efterforskningsformål. Det er højest usandsynligt, at der kan være fusket med dem.
Data i den sorte boks kan afsløre koordinater
En såkaldt ”flight data recorder” (FDR), der almindeligt omtales som den sorte boks, registrerer alle instrukser, der er blevet sendt til samtlige elektroniske systemer på flyet.
Den optager flyegenskaber såsom højde, fart, kommandoer, der sendes til maskinerne eller flyets kontroloverflader som roret, vingeklapperne og bremseklapperne, og datastrømme fra mange sensorer og computere ombord, inklusiv GPS-koordinater med op til 10 meters nøjagtighed.
Boksen er normalt monteret i flyets halesektion, hvor der er størst sandsynlighed for, at den vil overleve et eventuelt styrt, og den opdateres flere gange i sekundet under flyveturen.
Denne information er vigtig for efterforskningen af ulykken og for at opspore sikkerhedsproblemer.
Det ville praktisk talt være umuligt at fuske med FDR-data, da det er kodet og følger en fastlagt sekvens ved hjælp af faste mønstre, som ville afsløre ethvert forsøg på at ændre det.
Ved hjælp af data fra den sorte boks vil det være muligt at lokalisere koordinaterne for MH17 inden for 10 meters nøjagtighed, da den katastrofale begivenhed fandt sted, og at demonstrere, at det ikke skyldtes en mekanisk eller elektronisk fejl, eller en fejl fra pilotens side.
Missilsystemets egenskaber
Efterretningsrapporter har antydet, at missilet, der skød MH17 ned, var et russisk selvkørende Buk-M1-batteri, også kendt under navnet fra NATO-rapporter SA-11 ”Gadfly”. Det blev første gang introduceret i 1979, og den seneste version er kendt under navnet SA-17 ”Grizzly”. Begge bruges i Rusland, de fleste eks-Warzawa Pagt lande og andre lande, som Rusland eksporterer våben til.
SA-11/SA-17 monteres på et bæltekøretøj, hvilket gør det nemt at flytte. En vigtig egenskab er, den er IFF, hvilket vil sige, at den er i stand til at identificere luftfartøj som venner eller fjender, eller om det er noget kommercielt – ved hjælp af den samme sekundære radar transponder, som luftfartskontrollen bruger.
Men designerne har også implementeret en backup-tilstand, som tillader missilsigtning at operere selvstændigt, uden om IFF sikkerhedsfunktionen. På den måde vil radaren vise alle mål inden for rækkevidde. I så fald udvælger operatøren, og man trykker bare på affyringsknappen. Dette system kræver kun helt basal oplæring.
Missilet har en rækkevidde på 42 kilometer og kan operere i 25 kilometers højde. Med en hastighed på 850 meter i sekundet, kunne missilet altså nå MH17 fra affyringsstedet på 11,5 sekunder.
Sprænghovedet er udstyret med en sikring, der aktiveres 30-90 meter fra målet. Det affyrer et fragmenteret angreb, hvilket resulterer i en spredning af tusindvis af små granatsplinter.
SA-11 rygtedes for at have en drabsrate på 95 procent, så den ville snildt kunne skyde MH17 i sænk selv med nærmest uskolede operatører.
Vragrester kan afsløre, hvor missilet kom fra
Nedstyrtningsstedet dækker et areal på 20 kvadratkilometer nær den lille by Grabovo i det østlige Ukraine, selvom større dele af flyet er blevet fundet på et meget mindre område. Der er ikke meget diskussion om, hvorvidt flyet blev skudt ned, så efterforskningen vil fokusere på sprængstykkebeskadigelsen.
Ved at undersøge stedet og vinklen af hullerne i flyets skrog, vil det være muligt at fastlægge den omtrentlige retning og vinkel, missilet har ramt flyet fra. Med denne information, kan efterforskerne spore uheldsforløbet og lokalisere missilets affyringssted inden for 100 meter.
De kemiske rester, som man har fundet på granatsplinterne blandt vragresterne, vil kunne bekræfte, om sprænghovedet var et SA-11/SA-17 missil. Og metallurgisk analyse af splinterne kan måske endda afsløre vigtig information om det specifikke produktionsparti – matcher den partiet af missiler, som er blevet leveret til Ukraine, eller fra et andet ukendt parti, måske fra Rusland?
Samling af beviserne
Så saml alle beviserne sammen – hvad får man så?
- Data fra flytrafikkontrollens sekundære overvågningsradar leverer MH17’s kurs og koordinater inden for 500 meter
- Den sorte boks kan vise, om der var tale om en systemfejl eller en fejl fra pilotens side, der forårsagede ulykken, og kan endda fastlægge flyets position endnu mere nøjagtigt
- Beskrivelser af SA-11/SA-17 missils affyringsrampe viser, at det sagtens kan skyde et fly ned, og at det kan, om nødvendigt, betjenes af et uerfarent team, uden sikkerheden ved den IFF-kompetente radar.
- Indsamlet bevismateriale fra vraget vil kunne bekræfte, om missilet var et SA-11/SA-17 og hjælpe med en præcis lokalisering af missilet, da det blev affyret, og måske endda bekræfte, om systemet blev eksporteret udenlands eller produceret til russisk brug.
Beviserne er der for at blive fundet, og når de alle sammen er tilgængelige, vil de levere en overbevisende sag imod dem, der affyrede missilet, der fik MH17-flyet til at forulykke.
David Stupples arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
