Når Aalborg Universitets og Danmarks Tekniske Universitets (DTU) bud på en bil i morgen slippes fri på den lukkede bane i Rotterdams gader til Shell Eco-marathon, sker det med ikke ligefrem svimlende tophastigheder på henholdsvis 42 og 50 kilometer i timen.
Det er der ikke så meget racerbil over. Men det er heldigvis heller ikke kilometer i timen, de dyster på under Shell Eco-marathon. De dyster på kilometer på literen. Og her er resultaterne til gengæld svimlende.
De færreste bilejere kan tvinge deres Punto eller Kia op på 509 eller hele 3.069 kilometer på en liter benzin. Men det er præcis hvor langt henholdsvis DTU’s bil Dynamo og Aalborg Universitets Carbon Cobra kørte på literen til sidste års Shell Eco-marathon.
Nu skal de så på banen igen og dyste mod 215 hold fra andre tekniske højskoler og universiteter fra 23 europæiske lande, når Shell Eco-marathon drøner af stablen 17. til 19. maj.
Øko-ræs i urbane rammer
Som noget nyt afholdes Shell Eco-marathon i Rotterdams afspærrede gader. Den 1.630 meter lange bane har fem 90-graderssving og et grovere underlag, end den racerbane hvor løbet tidligere blev afholdt. Det giver nogle nye udfordringer for kørerne.
\ Fakta
Shell Eco-marathon afholdes for 28. gang. 217 hold fra 23 europæiske lande deltager. Bilerne kører på mange forskellige energikilder: diesel, bioethanol, naturgas, brint, benzin, el og solenergi.
De to hold har været i Rotterdam siden starten af ugen, hvor de har brugt de første dage til at få sikkerhedsgodkendt deres biler, testkøre banen og lave de sidste finjusteringer i motorrummet, inden det i morgen tæller for alvor.
De har ingen forventninger om at slå deres egne rekorder, men mindre kan også gøre det.
»Det bliver rigtig svært at køre lige så langt på literen som sidste år, fordi banen er en helt anden,« siger lektor på Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet, Søren Andreasen. Han er vejleder for Aalborg Universitets hold, Team Aalborg Energy, der stiller op for fjerde gang.
Søren Andreasen håber, at de kan køre lige så pålideligt, som de gjorde sidste år, og gennemføre alle de fire officielle gennemkørsler. (Se også den lille historie under artiklen.)
Det rakte sidste år til en femteplads i deres kategori.
Høje placeringer med dårligere resultater

Holdet fra DTU hedder DTU Roadrunners og tæller 30 ingeniørstuderende. De stiller op i Shell Eco-marathon for niende gang.
De to foregående år har de vundet i deres kategori. Sidste år vandt de med en brændstoføkonomi på 509 kilometer på en liter benzin. Sejrene har skabt høje forventninger og forhåbninger på holdet.
»Vi tager derned for at vinde. Ingen tvivl om det,« siger ingeniørstuderende på tredje år og DTU Roadrunners PR-mand, Sebastian Hamdan.
Men nøjagtigt som Team Aalborg Energy tvivler han på, de kan køre lige så langt på literen som i 2011. Ændringer i reglerne og kravene til bilernes udstyr gør, at det bliver svært at slå deres egen rekord. Men mindre kan forhåbentlig også række til en plads øverst på podiet, forklarer Sebastian Hamdan.
Forskellige kategorier med forskellige krav
Grunden til, at der er over 2.500 kilometers forskel på de to bilers benzinøkonomi, findes i de kategorier, bilerne stiller op i.
\ Fakta
For både Urban Concept-biler og Prototypes gælder det, at brændstofforbruget bliver præcist udregnet på mållinjen og omregnet til at afspejle, hvor langt bilerne ville have kørt, hvis den havde kørt på Oktan 95 benzin.
DTU’s Dynamo stiller op i kategorien Urban Concept, hvor bilerne skal ligne små bybiler. Det stiller blandt andet nogle krav til, hvordan bilerne ser ud. De skal for eksempel have fire hjul, føreren skal kunne komme ind og ud af bilen ved egen hjælp, der skal være vinduesviskere, udluftning og plads til bagage.
Sidste år vandt de deres kategori med 509 kilometer på det, der svarer til en liter benzin.
Aalborg Universitets Carbon Cobra fik sidste år en femteplads i deres kategori ved at køre 3.069 kilometer på en liter benzin. De kører i kategorien Prototypes, hvor rammerne for udformningen af bilen er helt frie. De fleste biler i kategorien er lave og meget lette.
Shells erklærede formål med at afholde det årlige Eco-marathon er at være med til at udvikle miljørigtige biler og spille en aktiv rolle i forskningen inden for alternative energikilder og brændstoføkonomi.
Du kan følge med på Videnskab.dk de kommende dage, hvis du vil følge de to holds kamp om sejren.
\ Kilder
\ Reglerne
Køretøjerne i de to eneste kategorier, Prototype og Urban Concept, skal gennemføre ti omgange på den 1.630 meter lange bane inden for 39 minutter. Den samlede afstand de skal tilbagelægge er altså 16,3 kilometer. Det giver en gennemsnitsfart på cirka 25 kilometer i timen. Hvis de ikke når det, tæller forsøget ikke. Hvis de kører hurtigere, har de ikke kørt energiøkonomisk nok.
Urban Concept-bilerne skal stoppe bilen én gang hver omgang for at efterligne bykørsel bedst muligt.
Hvert hold har fire officielle forsøg på at gennemføre de ti omgange. Det bedste resultat tæller i den endelige klassifikation.
































