Tirsdag 10. april blev Danmark en gigantisk og unik vindtunnel rigere.
Det skete under åbningen af Poul la Cour Vindtunnelen, der blev markeret med et besøg af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
\ Læs mere
Vindtunnelen er åbnet på Danmarks Tekniske Universitets campus i Risø, og den skal hjælpe med at fastholde Danmark i den absolutte verdensklasse, hvad angår forskningsinfrastrukturer inden for vindteknologi.
Vindtunnelen vil blandt andet muliggøre, at man kan udsætte en del af en møllevinge for vindstyrker på op til 105 meter i sekundet eller 378 kilometer i timen. Det svarer til tre gange orkanstyrke.
Teknologien imødekommer et stigende krav til udviklingen af vindmøllers effektivitet i fremtiden, fortalte Uddannelses- og Forskningsminister Søren Pind under åbningen:
»Danske forskere har i stigende grad brug for adgang til højteknologiske faciliteter og data, hvis dansk forskning skal fastholde et højt, internationalt niveau. Derfor er det så vigtigt, at vi investerer i forskningsinfrastruktur, og vindtunnelen giver helt nye muligheder for både forskere og virksomheder,« sagde ministeren ifølge pressemeddelelsen.
Poul la Cour Vindtunnel er ejet af Danmarks Tekniske Universitet. I konsortiet bag vindtunnelen indgår, udover Danmarks Tekniske Universitet, både Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
\ Læs mere
Vindtunnelen har kostet 85 millioner i alt. Uddannelses- og Forskningsministeriet har bidraget med 40 millioner kroner, mens DTU har bidraget med 41 millioner, og Region Sjælland har betalt 4 millioner kroner til opførelsen af vindtunnelen.
Som en national forskningsinfrastruktur vil faciliteten have en åben adgangspolitik. Det vil sige, at akademiske og industrielle brugere har lige adgang til faciliteten.
fghs































