Trådløst internet uden udfald og sensorer med batterier, der holder 50 års.
Det bliver virkelighed, når forskere fra University of Washington, om et til to år, sender deres SNUPI-system på markedet. Systemet fungerer ved at bruge de ledninger, der ligger i husvægge, som en gigantisk antenne.
Det giver flere fordele.
For det første giver det gnidningsløst internet, da der er ledninger i langt de fleste vægge, og man dermed altid er i nærheden af en antenne.
For det andet betyder den allestedsnærværende antenne, at man bruger meget mindre energi på at sende data trådløst. Det er også dét der gør, at de amerikanske forskere sender små batteriers levetid op på 50 år.
»Det nyskabende i vores opfindelse er, at vi bruger de kobberledninger, der allerede er i husets vægge, som antenne. På den måde bliver hele huset pludselig en kæmpemæssig antenne. Det betyder, at man kan sende information ved meget lavere kraft, og stadig kan modtage data, fordi antennen er over alt,« siger professor Shwetak Patel fra Computer Science and Engineering, Washington University.
Opdager skimmelsvamp, brand og blyforurening
SNUPI-modulerne har den fordel, at de har lang levetid og de kan sende fra utilgængelige steder.
\ Fakta
SNUPI
SNUPI-systemet sender med 27 mhz. Der er forbindelse så længe man er 3-5 meter fra en væg med ledning i. Sidder man midt i et stort rum, kan man bruge en forlængerledning, der på den måde bliver en forlængelse af husets antenne, fordi der er direkte forbindelse.
SNUPI er et basismodul, som firmaer kan komme deres egen måleinstrumenter på. Derfor er det oplagt at bruge dem til små apparater, der overvåger huset.
Det kan være alt lige fra brandalarmen og fugtighedsmålere, til apparater, der advarer om skimmelsvamp.
Shwetak Patel forestiller sig, at SNUPI-modulerne bliver placeret, når huset bygges. »I USA er der mange børn, som bliver syge af skimmelsvamp og blyforgiftning. Problemet er, at det er svært at måle det. Du bliver nødt til at måle flere forskellige steder. Med SNUPI'en kan vi give dem fire-fem målere, og fortælle folk, hvor de skal sætte dem op. På den måde kan man måle flere forskellige steder over lang tid,« foortæller han.
Altid tæt på en trådløs forbindelse
SNUPI er en forkortelse for Sensor Nodes Utilizing Powerline Infrastructure. Det betyder frit oversat "sensorer, der bruger ledningers infrastruktur".
Shwetak Patel har længe arbejdet med, hvordan man bruger ledningers infrastruktur på en nyskabende måde. Det sidste år har hans forskning fokuseret på at gøre trådløs kommunikation mere effektiv.
Sensorer bruger energi på to ting: radiokommunikation og computerberegninger. Dét, der afgør strømforbruget, er afstanden mellem sensoren og målestationen. Ved at gøre husets elnet til antenne, er sensorerne altid tæt på målestationen, og kan derfor bruge væsentligt mindre energi.
»Det plejede at være sådan, at 99% af energien blev brugt på radiokommunikationen, nu er det vendt om, så dét der tager batteri er computerberegningen,« fortæller Shwetak Patel.
































