Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forskere: 69 års rejsetid for at besøge himlens klareste stjerne

Annonce:

Af alle stjerner på himlen, så ville det være logisk, at den nærmeste stjerne er den stjerne, som vi hurtigst og nemmest kan besøge. Men sådan foregår det ikke helt præcist, skriver newscientist.com.

Det konkluderer René Heller, der forsker i astrofysik ved the Max Planck Institute for Solar System Research i Göttingen i Tyskland, i en videnskabelig artikel. Artiklen er endnu ikke publiceret i et fagfællebedømt tidsskrift, men er tilgængelig på preprint-serveren ArXiv (se faktaboks).

\ ArXiv

Preprint-serveren arXiv.org er et samlingssted på nettet for fysikere og matematikere, hvor de kan dele deres videnskabelige resultater, inden de har gennemgået peer-review (bedømmelse af fagfæller) og publiceres i tidsskrifter.

I artiklen finder han og to kollegaer ud af, at det stjernesystem, som en ultralet rumsonde hurtigst ville kunne besøge og komme i kredsløb om, er Sirius. Rejsetiden er lige omkring 69 år.

Sirius er kendt som himlens klareste og mest lysstærke stjerne, men det er ikke den stjerne, der er tættest på os. Faktisk er den dobbelt så langt væk som stjernerne i stjernesystemet Alfa Cenaturi, hvor de nærmeste stjerner bor. Men at besøge Alfa Cenaturi ville tage mindst 90 år.

Hvordan hænger det så sammen?

Svaret ligger faktisk i Sirius' kraftige lys.

For at forstå dette, bør man stifte bekendtskab med fænomenet solsejl. Solsejls-drevne rumfartøjer er en af de nyeste trends inden for rumforskning.

Annonce:

I rummet er det nemlig ikke vind, der skubber på sejlene, men derimod lyset fra stjernerne. Derfor kan man bruge et solsejl til at få fart på et rumskib uden brug af brændstof - ligesom med sejlskibe på havet.

Lyset fra Solen kan accelerere en ganske lille, ubemandet rumsonde med et let solsejl, og tidligere på året fandt René Heller og den uafhængige rumforsker Michael Hippke ud af, at det ikke var en dårlig idé at få lyset fra stjernerne til at sænke farten på rumfartøjer, der er drevet af solsejl.

Dobbeltstjernen Sirius er otte lysår væk, mens Alfa Cenaturi er fire lysår væk. Til gengæld er Sirius 16 gange så lys som Alfa Cenaturi, så Sirius' lys kan i højere grad hjælpe et rumfartøj med at bremse ned igen, når det nærmer sig.

Sirius er dermed den stjerne, der er lettest at komme i kredsløb om.

Man ville ganske vist kunne komme til Alfa Cenaturi hurtigere, men man ville i såfald kun passere stjernesystemet i ganske få sekunder og ikke kunne komme i kredsløb om en stjerne, hvilket gør det vanskeligere at lave relevante observationer. Dermed tæller det ikke rigtigt som et besøg.

fghs