Det er en selvfølge for os danskere, at vi bare kan tænde for kontakten i væggen, når vi har brug for lys til at læse i en bog om aftenen.
Men sådan er det ikke for knap en tredjedel af verdens befolkning, som ikke har adgang til elektricitet.
I Afrika er mange familier af den grund nødt til at ofre omkring 30 procent af deres indtægt på at købe brændstof til osende petroleumslamper.
Ifølge Verdensbankens initiativ Lighting Africa bruger indbyggerne på det fattige kontinent tilsammen hvert år 17 mia. dollars på indkøb af petroleum, hvilket har fået forskere fra Risø DTU's Program for Solenergi op af stolen for at finde et smart, billigt og bæredygtigt alternativ.
Det er mundet ud i, at de danskerne som de første nogensinde har bygget en lampe, der får sin energi fra plastsolceller - en teknologi, som Risø-forskerne er blandt verdens førende indenfor.
»I princippet klipper vi plastsolceller ud i A4-størrelse og monterer ledningsbaner, lysdioder, batterier og en kontakt på bagsiden af solcellen. Solcellen lader batteriet op, mens den ligger i solen, og når kontakten kobles til, lyser lysdioderne med solstrøm oplagret i batterierne,« fortæller Torben Damgaard Nielsen, der er innovations- og forretningsudvikler ved Program for Solenergi ved Risø DTU.
Lyst håb for afrikanske skolebørn
\ Fakta
Den danske solcellelampe af plastik har potentialet til at blive billigere og bedre end traditionelle solcellelamper baseret på silicium, og som en simpel lektielampe kaster den derfor lyst håb over Afrikas fremtid.
Det har skolebørn i Zambia har allerede nydt godt, da de testede prototyper af lampen og dermed fik mulighed for at læse lektier efter mørkets frembrud.
Da solcellen havde ligget under solens stråler og ladet batteriet op, kunne børnene tage fat i de øverste hjørner på det flade stykke plastik og bøje solcellen, så den fik form som en kappe. I den tilstand kunne lampen stå på skrivebordet og lyse helt af sig selv i en times tid.
Siden har forskerne ved Risø forbedret diodernes strømforbrug, så lampen nu kan lyse i mere end to timer, og langt mere effektive udgaver er på vej. Samtidig med at lampen løbende bliver optimeret, falder produktionsomkostningerne også drastisk.
Tæt samarbejde med industrien
De store fremskridt med plastsolceller har vakt interesse fra danske firmaer såsom den store producent af solpaneler Gaia Solar, metal- og plastikproducenten Mekoprint og Faktor 3, der designer effektive løsninger til udnyttelse af solens energi.
Håbet er derfor, at forskerne kan samarbejde med industrien om at få sat den miljørigtige lampe i produktion, så den kan blive udbredt på det afrikanske kontinent inden for de kommende fem år.

Udover at hjælpe fattige skoleelever er solcellelampen et konkret eksempel på, hvorfor Risø DTU's plastsolceller spås en stor fremtid, mener Torben Damgaard Nielsen.
»Selve øvelsen gik ud på at demonstrere, at teknologien er nået til et niveau, hvor Risø DTU kan lave plastsolceller, og at de kan bringes i anvendelse i reelle produkter. Plastsolcellerne er ikke klar til at lave stadionbelysning, men de kan blandt andet bruges til at lave en lektielampe og navigationslys,« siger Torben Damgaard Nielsen.
Store ambitioner for solceller af plastik
Han forestiller sig, at de fleksible solceller af plastik kan bruges til langt mere, når plastsolcelleteknologien modnes.
Lampekonceptet kan med tiden udvikles til at omfatte større og bedre lamper, der kan oplyse hele rum og markedspladser. Plastsolcellerne vil også kunne levere strøm til at oplade mobiltelefoner og anden forbrugerelektronik.
På længere sigt er ambitionen, at man vil kunne dække eksempelvis parasoller, nødhjælpstelte og endda bygningers tage og facader med plastsolceller, så man i endnu højere grad kan udnytte solens stråler til at skabe billig og miljøvenlig energi - hvor som helst.
































