Arkæologer med øjne i rummet

I de sidste ti år er satellitbilleder blevet brugt til at skaffe store mængder information om jordoverfladen.

Billederne bruges for eksempel til militære formål, i meteorologi, til miljøovervågning eller til at surfe rundt på Google Earth.

Arkæologerne har også kunnet bruge satellitbillederne, men det er kun i den seneste tid, at de virkelig er begyndt at udnytte den store værktøjskasse, som er tilgængelig gennem forskellige typer satellitdata.

Det hænger sammen med, at billederne er blevet bedre og billigere. Opløsningen er nu så høj, at det er muligt at se objekter på mindre end en meter i bredden.

Billederne er også blevet mere tilgængelige end før og kan købes ved hjælp af nogle få klik på nettet.

Udviklingen af selve satellitteknologien øger også mulighederne for forskellige typer data og forskellige typer billeder.

Ser mere end det menneskelige øje

Arkæologerne kan studere et bredt spektrum af stråling, som kommer fra Jorden – ud over det synlige lys, som vi kan registrere med øjet.

Derved kan de se mønstre, som de ellers ikke ville have opdaget, og som kan afsløre, hvor sporene efter fortidens mennesker gemmer sig nede i jorden.

Det kan for eksempel være mønstre i vegetationen, forhøjninger eller sænkninger eller varmesignaturer.

Arkæologerne kan desuden bruge satellitterne til bogstaveligt talt at kigge ned under jordoverfladen ved hjælp af radarteknologi.

Metoderne har fået meget fokus den seneste tid, fordi en ny satellitkortlægning af Egypten har afdækket en stor mængde mulige bosættelser, som arkæologerne ikke har kendt til tidligere.

Disse satellitters bane er 700 kilometer over Jorden og er udstyret med forskellige typer kraftige kameraer.

Kombineret med billeder i synligt lys har billeder i infrarødt afsløret rester fra bygninger, som ligger skjult under overfladen.

Kun en smagsprøve

Sarah Parcak fra University of Alabama, som står bag den nye kortlægning, er en af de førende eksperter på området, og hun har skrevet en af grundbøgerne om emnet.

Hun mener, at hendes arbejde kun giver en smagsprøve på arkæologernes fremtidige muligheder med denne metode.

»Jeg er glad på vegne af min generation og fremtidige generationer. Der er rigeligt med muligheder for udgravninger i de næste 50 generationer,« siger hun i en pressemeddelelse fra universitetet.

Guro Dahle Strøm er afdelingschef for jordobservation ved Norsk Romsenter og har blandt andet samarbejdet med den norske rigsantikvar og Norsk Regnesentral for at undersøge, hvordan satellitteknologien kunne bruges i Norge.

»Det er helt bestemt en fremtidens metode,« siger hun.

»Teknologien er ikke ny, men udviklingen går fremad. Når Parcak har opnået disse resultater, er det en konsekvens af god opløsning over et stort område,« siger Gura Dahle Strøm.

I det norske projekt blev der lavet automatiske algoritmer for at trække den information ud af satellitbillederne, som kunne være af interesse for arkæologerne.

»Som udgangspunkt ønskede vi at lave en kortlægning af hele Norge, men vi fandt ud af, at det ville blive svært på grund af tyk vegetation og skov,« fortæller hun.

Dyrt eller effektivt

Status i dag er, at Rigsantikvaren benytter sig af metoderne ved store vejudbygninger og lignende for at se, om der ligger noget bevaringsværdigt i jorden, som ikke må ødelægges, når bulldozerne kommer.

Det har også noget at gøre med udgifterne, fortæller Dahle Strøm.

»Kommercielle data er relativt dyre at bruge,« siger hun.

Hun mener samtidig, at denne teknologi er i færd med at blive meget vigtig inden for arkæologien.

»Der er store områder i verden, hvor vi ikke ved, hvor mennesker har boet tidligere, men som er ret utilgængelige,« siger hun.

»Hvis man på forhånd kunne få et billede af, hvor de interessante steder kunne være, vil man kunne spare på udgifterne i forhold til at grave på må og få.«

»Denne data er kommercielt tilgængelig, men de fleste offentlige forvaltninger i dag vælger ikke at købe dem,« siger Dahle Strøm.

Hun tror dog, at satellitbillederne vil blive billigere med tiden.

»Det, som for 15 år siden kostede en del penge, bliver efterhånden gratis. Europa bygger også satellitter nu, som forvaltningerne kan bruge,« siger hun.

»Men for de kommercielle aktører, som konkurrerer med flyfotos, er det nok værre. Bliver efterspørgslen stor nok, kan prisen måske gå ned, men billederne bliver nok ikke gratis,« siger Guro Dahle Strøm.

Mest til maritime kunder

Jan Petter Pedersen er direktør for produktudvikling i firmaet Kongsberg Satellite Services, som sælger satellitbilleder. Han mener, at det er meget relativt, om kommercielt tilgængeligt satellitdata er dyrt eller ej.

»Det koster mellem 10.000 og 20.000 kroner for et billede, som dækker 50x50 kilometer i udstrækning, hvad enten det er et radarbillede eller et almindeligt højopløseligt billede,« siger han.

»Hvis du skal ud på en ekspedition for at lede i det samme område, vil det sandsynligvis koste mere. Hvis du har behov for information og skal bruge en masse ressourcer på traditionelle indsamlingsmetoder, er det ofte meget dyrere end satellitbilleder,« siger han.

Han fortæller, at han ikke ved noget særligt om de arkæologiske anvendelsesmuligheder for satellitbillederne.

»Vi sælger mest til maritim overvågning og lignende til kunder, som bruger det operationelt til daglig,« siger han.

Pedersen mener, at billedteknologien bliver bedre af to årsager.

»Vi kan se finere detaljer i billederne og instrumenterne bliver mere og mere avancerede. De observerer i flere kanaler, som kan sættes sammen for at fremhæve detaljer, som var svære med den forrige generation,« siger han.

»Derudover opbygger fagmiljøerne kompetence i, hvordan billederne skal analyseres. For eksempel lærer de af erfaring, at en bestemt bølgelængde er bedst til at finde gamle bopladser i Egypten,« siger Jan Petter Pedersen.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm