For at forstå fortiden bliver vi nødt til at opleve den. Men hvordan kan man opleve noget, som for længst er forbi?
Det mysterium søger arkæolog Linda Hurcombe at opklare gennem en 3D-printet udgave af et ældgammelt klædestykke fra oldtiden.
3D-print belyser fortidens hemmeligheder
En hvid, næsten selvlysende, plade med et indprentet, detaljeret mønster gør det ud for den videnskabelige verdens nye svar på alt: 3D-printet.
Dette print har til opgave at fortælle historien om et klædestykke fra bronzealderen fundet i Skotland.
»Det anslås, at stoffet er et af de tidligst fundne tekstiler i vores del af verden,« fortæller forsker Linda Hurcombe om det skrøbelige fund. Hun står bag projektet Touching the Past, som for første gang nogensinde skal integrere 3D-print af oldtidsfund i en stor museumsudstilling.
\ Fakta
Sammen med et hold af forskere er Linda Hurcombe en del af projektet Touching the Past. Projektet har blandt andet samarbejdet med The National Museum of Scotland, Kirkwall Museum og forskellige undervisningsinstitutioner. I Juni 2014 vandt holdet en pris for bedste videnskabelige publikation på The International Human Computer Interaction Conference.
Klædestykket skal til september udstilles sammen med 3D-printet på Plymouth City and Art Gallery i en beskyttet glasmontre.
»På museet må du nøjes med at kigge på originalen i glasmontren, mens du kan røre og opleve 3D-modellen, ligesom du vil. Det er en ny måde at engagere folk på, og det handler grundlæggende om at fortælle, hvad der er inde i montren,« forklarer Linda Hurcombe.
En billig løsning for fremtiden
Når den knytnævestore 3D-plade holdes op mod sollyset træder tekstilets vævstrukturer tydeligt frem og afslører, hvordan stoffet er vævet ud fra en detaljerig teknik.
Dette nye indblik er blevet muliggjort gennem computerscanninger af originalfundet og en avanceret efterbearbejdelse.
Ifølge Linda Hurcombe er det en yderst simpel og billig måde at bringe fortiden et skridt tættere på det moderne menneske.

»Tidligere museers computertiltag har været meget omkostningsrige og avancerede, hvilket betød, at museumsgæsterne havde en meget begrænset adgang til resultaterne. Nu har vi at gøre med fleksible, billige løsninger, som kan tages ud af de permanente udstillinger og ind i skoleundervisningen eller bruges til svagtseende,« siger forskeren om 3D-printet, der koster, hvad der svarer til 750 danske kroner.
Interaktive udstillinger skal være ærlige
Men er det overhovedet muligt at skabe en sand oplevelse af fortiden gennem computerskabte 3D-print?
I den forbindelse peger forsker Linda Hurcombe på, at man må være tro mod forskningens resultater.
»Hvis en model ikke er vellykket, bliver man nødt til at gøre publikum opmærksomme på manglerne. Ærlighed er vigtigt,« fastslår hun.
Netop for at komme troværdigheden i projektet nærmere, gæster hun denne sommer Sagnlandet Lejre.
\ Fakta
Sagnlandet Lejre fungerer som et videns-pædagogisk aktivitetscenter og historisk/arkæologisk forsknings- og formidlingscenter. Stedet har eksisteret siden 1964, strækker sig over 43 ha og besøges af både private familier og forskere. Forskerne bruger sagnlandet som en eksperimentel forsøgsstation - særligt for forhistoriske opdagelser.
Her har hun ved hjælp af ældgammel håndværkstradition skabt en vævet rekonstruktion af klædet fra Skotland. Vævningen skal i samspil med det moderne 3D-print give en fornemmelse af fundets oprindelige udseende og struktur.
En original kan ikke kopieres
Hverken 3D-modellen eller rekonstruktionen er tro kopier af originalen, hvilket ifølge Linda Hurcombe kun er med til at øge udstillingens troværdighed.
»I 60'erne var der en løbende debat om historiske rekonstruktioner, der handlede om, at folk ikke kunne skelne mellem, hvad der var originalfund, og hvad der var kopi. I dag forsøger vi ikke at kopiere genstanden i montren – og vi lader heller ikke som om. Folk skal have muligheden for selv at skelne mellem objekterne. Sådan skabes en lille mosaik af forskellige oplevelser, der hele tiden peger tilbage mod det primære fokus – nemlig fundet,« forklarer hun.
Når de rørbare rekonstruktioner i år skal udstilles side om side med det originale bronzealderfund, er det da også vigtigt for Linda Hurcombe, at linket til fortiden hele tiden er nærværende.
»Vi har altid selve originalobjektet eller et foto tæt på rekonstruktionerne, så autenticiteten hurtigt etableres. Et af dette projekts hovedspørgsmål har netop været: Hvordan får vi et museumsbesøg til at være en repræsentativ oplevelse af fortiden, uden autenticiteten forsvinder?«
Om Linda Hurcombe og resten af forskerholdet bag projektet har formået at bevare autenticiteten, har du muligheden for selv at vurdere på udstillingen Whitehorse Hill.
Den kan fra 13. september-13. december i år opleves på Plymouth City and Art Gallery i England.


































