Den 20. december 1951 blev det første atomkraftværk født. Det skete i Idaho, USA, hvor en flok ingeniører frembragte elektrisk strøm ved hjælp af forsøgsreaktoren The Experimental Breeder Reactor-I (EBR-1), der producerede varme ved at spalte atomkerner af uran.
Varmen smeltede noget metal, der blev ført forbi en beholder med vand. Det fik vandet til at fordampe. Og dampen drev nu en turbine, som producerede elektrisk strøm.
Den første dag var der tilstrækkeligt med strøm til at oplyse fire elektriske pærer, der var hængt op i laboratoriet til lejligheden, men allerede dagen efter lykkedes det med små forbedringer og justeringer at få anlægget til at producere tilstrækkeligt meget strøm til, at det i princippet kunne have dækket bygningens strømforbrug.
Ingen champagne eller skåltaler
\ Fakta
VIDSTE DU
På verdensplan er 60 atomanlæg for øjeblikket under konstruktion. De producerer tilsammen 59 GW strøm.
Denne begivenhed åbnede for, at man kunne bruge atomenergi til fremstilling af strøm. Den kickstartede den udvikling, der har ført til, at vi i dag har 441 atomkraftværker på verdensplan, som tilsammen har en netkapacitet på 375 GWatt. Forskerne bag eksperimentet var ikke selv synderligt imponeret. Da de elektriske pærer lyste op, konstaterede den ene af dem, Harold Lichtenberger, nøgternt: 'Det var så det.' Der var hverken glædesudbrud, klapsalver eller champagne.
Målet med reaktoren var nu heller ikke at producere elektricitet, men at teste fysikeren Enrico Fermis påstand om, at det kunne lade sig gøre at konstruere en reaktor, der producerede mere fissionsmateriale end den brugte - en såkaldt formeringsreaktor.
Forsøg gør klog på atomkraft
Fermis påstand var, at man ved lidt omtanke kunne trække betydeligt mere energi ud af uran, end den, som umiddelbart byder sig til.
\ Fakta
Formeringsreaktor producerer brændsel i stor stil VIDSTE DU
Det første atomkraftværk, der producerede strøm til offentligheden, blev åbnet den 26. juni 1954 i den russiske by Obninsk. Anlægget, der producerede 5 MW elektrisk strøm, blev koblet til elnettet.
Den eneste variant - isotop - af uran, som man direkte kan bruge som brændstof i en atomreaktor, er uran 235. Denne isotop udgør dog kun én procent af det naturlige uran, resten er uran 238. Ved at få uran 238 til at indfange nogle af de neutroner, som blev frigivet under spaltningen af Uran 235, mente Fermi, at man kunne omdanne uran 238 til plutonium 239, som kan bruges direkte som brændstof i en atomreaktor. Forskerne ved EBR-1 viste, at det rent faktisk kunne lade sig gøre.
Den 29. november 1955 skete der et uheld under et rutinetjek af køleanlægget i reaktoren med det resultat, at den delvist nedsmeltede. Reaktoren var dog ikke mere ødelagt, end at den kunne genopbygges og tages i brug på ny. EBR-1 blev brugt i utallige forsøg, der gik ud på at blive ordentligt dus med atomkraften, indtil den 30. december 1963, hvor reaktoren officielt blev nedlagt.
Formeringsreaktorer er en speciel type atomkraftværk, der har en væsentlig bedre brændselsøkonomi end konventionelle atomreaktorer. De producerer mere spaltbart brændsel end de forbruger. Kun ved hurtige reaktorer kan man få en virkelig effektiv formeringsreaktor. Den slags reaktorer kaldes derfor for hurtige formeringsreaktorer (Fast Breeder Reactors). Med hurtig menes, at neutronerne under spaltningsprocessen ikke bremses ned. Vand kan derfor ikke anvendes som kølemiddel. Det mest almindelige er at anvende flydende natrium. Sikkerhedsproblemerne ved formeringsreaktorer er langt større end ved konventionelle reaktorer. De kan, rent fysisk, eksplodere som en atombombe, men med mindre sprængkraft. Affaldsproblemerne er overvejende de samme. Problemerne med plutonium er langt større, da formeringsreaktorer producerer og indeholder langt større mængder plutonium.
