Troede man virkelig, Jorden var flad?
En læser tvivler på, om det virkelig kan passe, at man gennem historien har troet, at Jorden var flad som en pandekage.
Jorden er rund ikke flad

Foto fra Apollo 8, der sendte de første mennesker i kredsløb om Månen. Med Apollo 8's rumrejse kunne Jorden for første gang ses i sin helhed fra rummet. (Foto: NASA/ Bill Anders via Wikipedia)

Foto fra Apollo 8, der sendte de første mennesker i kredsløb om Månen. Med Apollo 8's rumrejse kunne Jorden for første gang ses i sin helhed fra rummet. (Foto: NASA/ Bill Anders via Wikipedia)

Vi har alle hørt historier om, hvordan man i gamle dage ikke vidste, at Jorden er rund. De fleste har sikkert hørt skrønen om, at matroserne på Columbus' skib var bange for at sejle ud over kanten af Jorden, da de krydsede Atlanten i 1492.

I dag er det let at grine af flad-Jordsteorier og andre skøre ideer, fra før farfar var ung.

En af Videnskab.dk's faste læsere spørger dog, om det nu også virkelig kan passe, at man i gamle dage vidt og bredt troede, Jorden var flad?

Flad Jord er en skrøne

Videnskab.dk's redaktion dykker ned i spørgsmålet og starter med at ringe til lektor emeritus Kurt Møller Pedersen, der underviser i videnskabsstudier på Aarhus Universitet, for at høre, om man virkelig troede, at Jorden havde form som en diskos?

»Nej, det er en skrøne,« lyder det korte svar fra Kurt Møller Pedersen.

Vi får ham heldigvis til at folde sit svar ud:

»300-400 år før Kristus var egypterne klar over, at Jorden er rund. De havde sågar regnet sig frem til Jordens omkreds med rimelig nøjagtighed. De havde lagt mærke til, at når de sejlede på Nilen, 'faldt' Solen på himmelen, og de mente ud fra astronomiske betragtninger, at Jorden måtte være rund.«

Måneformørkelser afslørede også for egypterne, at Jorden er rund, da de kunne se Jordens runde skygge på Månen, tilføjer Kurt Møller Pedersen.

LÆS OGSÅ: Derfor ved vi, at Jorden er rund

Lærde har hele tiden vidst besked

Tidligere troede mange historikere, at grækernes viden om Jordens form gik tabt i middelalderen, men i dag mener forskerne, at de lærde hele tiden har vidst, at Jorden er rund.

For eksempel gav den engelske munk Beda i værket Temporum Ratione fra omkring år 700 klart udtryk for, at Jorden måtte være rund.

De færreste troede, at Jorden var flad

Egypterne var ikke de eneste, der knækkede koden. Også grækerne forstod, at Jorden er en klode, og det samme gør sig gældende i oldtidsbyen Babylon.

Og ifølge Kurt Møller Pedersen vidste man både nært og fjernt i Oldtiden og Middelalderen, at Jorden er rund.

»Der har været undtagelseskulturer som inuit, mayaer og aboriginals, der ikke har delt verdensopfattelse med de gamle grækere eller egyptere, men de er netop undtagelser,« pointerer han.

»Inuit troede, Jorden hvilede på søjler. Når fangere kom tilbage fra et langt togt, sagde de, at de havde sat søjlerne på plads,« tilføjer Kurt Møller Pedersen som et eksempel på en alternativ opfattelse.

LÆS OGSÅ: Videnskab er ikke endegyldig

Også søens folk var klar over, at Jorden er rund

Inuit på lange fangertogter bringer os videre til sømænd på lange sejltogter. Holder anekdoten om, at de var bange for at sejle ud over kanten?

»Nej, den hopper jeg ikke på.«

Jorden er rund ikke flad

Billedet The Flammarion engraving (1888) bliver ofte brugt til at illustrere flad-Jordsteorier. Billedet forestiller en rejsende, der når enden af Jorden og er ved at falde ud over kanten. (Foto: Heikenwaelder Hugo)

»Især sømænd har bemærket, at man altid ser først ser masterne, når der dukker et skib op langt ude i horisonten,« mener Kurt Møller Pedersen.

LÆS OGSÅ: Derfor tror folk ikke på evolutionsteorien

Det er Holbergs skyld

Et andet eksempel, man kan hive op af hatten, hvis man springer lidt frem i tiden, er Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus fra 1723. I historien gør Holdberg grin med mor Nille, der tror, at Jorden er flad som en pandekage.

Alle på Holbergs tid vidste netop, at Jorden er rund, og det er derfor, det er sjovt, når mor Nille tror, den er flad, forklarer Kurt Møller Pedersen (se også boksen under artiklen).

Ideen om, at man i gamle dage troede, Jorden var fald som en rødspætte, er ifølge Ole J. Knudsen, forhenværende planetarieleder på Steno Museet i Aarhus, mere udbredt i Danmark end i de fleste andre lande. Og han peger netop på misforståelsen af Holbergs kendte komedie som en af grundene.

»Især danskere har en ide om, at man troede, Jorden er flad. Jeg har en fornemmelse af, at det er Erasmus Montanus' skyld,« siger Ole J. Knudsen, der dog ikke har undersøgt fornemmelsen nærmere.

LÆS OGSÅ: Store opdagelser: Jordens form og størrelse

Lærebog om rund Jord var vidt udbredt

Lærebogen Elucidarius fra slutningen af 1100-tallet hævder, at Jorden har form som en kugle.

Bogen blev oversat til flere sprog og var vidt udbredt og har sandsynligvis været kendt af landsbypræster, som har citeret den i deres prædikener.

Første øjensynlige bevis kom i 1950'erne

Springer vi igen frem i historien til første gang, vi 'almindelige mennesker' fik øjensynligt bevis på, at Jorden er rund, skal vi helt frem til 1950'erne.

Her kunne man ved selvsyn se Jordens krumning på fotos, taget fra højtgående balloner og raketter.

Og Jorden set fra rummet blev en realitet i 1961, da den russiske astronaut Gagarin blev første mand i rummet, fortæller Ole J. Knudsen.

Den sidste tvivl om Jordens form blev permanent manet i jorden 21. december 1968, hvor Jorden i sin helhed blev fotograferet fra Apollo 8, slutter Ole J. Knudsen.

Nutidens kloge hoveder hopper med andre ord ikke på, at datidens kloge hoveder troede, Jorden er flad.

Vi takker vores læser John Johansen for spørgsmålet og sender med lynets hast en Videnskab.dk T-shirt. Vi takker også  Kurt Møller Pedersen og Ole J. Knudsen for deres svar.

Hvis du også har et spørgsmål til videnskaben, så kan du sende det til sv@videnskab.dk.

Denne artikel blev oprindelig bragt på Videnskab.dk 31. august 2012.

LÆS OGSÅ: Apollo-astronauterne efterlod deres bæ på Månen

LÆS OGSÅ: Hvorfor er Jorden ikke firkantet?

Jorden er en citron – nej, den er en appelsin!

Selvom alle i 1700-tallet var på det rene med, at Jorden er rund, var der stor diskussion om, hvordan den præcis var rund.

Dette førte til en verbal krig mellem datidens største videnskabelige koryfæer, fortæller Kurt Møller Pedersen.

Isaac Newton mente i slutningen af 1600-tallet, at Jorden var fladtrykt ved polerne og dermed havde form som en appelsin, mens den franske Cassini-klan på samme tid var sikker på, at Jorden havde form som en citron.

Det videnskabelige mundhuggeri endte med at blive afgjort af en ekspedition til Peru og Lapland, hvor man skulle måle en breddegrad. Hvis breddegraden var længere i Peru, tæt på Ækvator, måtte Jorden have form som en citron, mens hvis den var længere i Lapland, og dermed fladtrykt ved polerne, måtte den være appelsinformet.

Efter et årti brugt på at måle en breddegrad, måtte franskmændene give tabt til arvefjenden Newton og indrømme, at hvis Jorden var en citrusfrugt, var den en appelsin.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.


Det sker