Her til lands bliver avocadoen spist med salt og peber som en grøntsag, fordi den ikke er sød. Men i dens mellemamerikanske hjemlande, bliver den brugt som en frugt i søde desserter.
Det kan altså i nogle tilfælde være svært at vide, hvad forskellen er på en grøntsag og en frugt...!
Af den grund har Michael Hildebrand Hansen fra Nyborg spurgt Spørg Videnskaben, hvordan man egentlig skelner mellem frugter og grøntsager, og om der findes grænsetilfælde.
Jørn Nygaard Sørensen, som er seniorforsker ved Institut for Havebrugsproduktion, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, peger netop på avocadoen som et pudsigt grænsetilfælde.
Når det gælder avocadoen, er det nemlig tradition, der afgør, hvordan den opfattes.
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?

Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Regler for inddeling af frugt og grøntsager
Men det er ikke alene traditioner, der har betydning for måden, hvorpå vi opfatter en grøntsag eller en frugt. Biologerne har nemlig en række faste kriterier at inddele efter.
»En frugt er defineret ved at være et bær eller en kernefrugt, som er flerårig. Det betyder, at den vender tilbage år efter år. Det kunne for eksempel være æbler, kirsebær eller jordbær. Husk på, at jordbær er frugter, fordi de - ud over at vende tilbage år efter år - har kerner. Nemlig de små knopper som sidder uden på dem,« fortæller Jørn Nygaard Sørensen og fortsætter:
»Grøntsager er derimod dybest set rødder eller blade og ofte etårige. Altså høstes de det samme år, som de sås. Men der findes også grænsetilfælde som rabarber og asparges. Dem kalder man grøntsager, fordi de er blade. Også selvom de er toårige.«
Hvad med tomaten?
Grænserne for, om man placerer en vækst i kassen med grøntsager eller frugter, kan altså være flydende. Det er rabarber og asparges eksempler på. Det samme er tomaten.
»Tomaten... Den er et godt spørgsmål. Morfologisk - altså hvad dens form og opbygning angår - er det en frugt, fordi den har kerner omgivet af frugtkød. Men ligesom agurker og andre væksthusgrøntsager kalder man tomaten for en grøntsag, fordi den er etårig,« siger Jørn Nygaard Sørensen.
Men hvad vil fagmanden så kalde avocadoen?
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

»En avocado vil jeg kalde en frugt. Den har en kerne, som er omgivet af frugtkød, og den er flerårig. Det ville altså være forkert at kalde den en grøntsag,« siger Jørn Nygaard Sørensen.
Så er det bare om at lede efter dessertopskrifter med avocado! Michael Hildebrand Hansen kan lede iført den t-shirt, han modtager som tak for det gode spørgsmål.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.

































