En sen aften kører ægteparret Barney og Betty Hill langsomt gennem mørket på en øde vej i det nordøstlige USA.
De kigger op mod himlen, for de har godt lagt mærke til det underlige lys, der ser ud til at følge efter dem. Pludselig hamrer Barney bremsen i, midt på vejen. Lyset er styrtdykket og standset blot 30 meter oppe i luften foran bilen.
Barney og Betty kigger op på det, de nu kan se er en tallerkenformet maskine. Den har to rækker af vinduer med stærkt lys i. Barney stiger ud af bilen og ser, at små væsner kigger ud af det flyvende objekt. Han bliver bange, flygter tilbage i bilen og kører væk i høj fart.
Ægteparret når kun at køre et stykke, før de hører høje, elektriske biplyde, og bilen begynder at vibrere.
De samme lyde og bevægelser er der stadig, men ebber ud, da Barney og Betty to timer senere kører bilen ind til hjembyen Portsmouth i staten New Hampshire i det nordøstlige USA. Ingen af dem kan huske, hvad der er sket i de seneste to timer.
Tests på kønsorganerne
Historien om Barney og Betty Hill fra en septemberaften i 1961 står i dag som den første detaljerede fortælling om nærkontakt, som er blevet underlagt en videnskabelig analyse. En kombination af drømme og oplysninger fra hypnose har senere vist, at ægteparret mener, de har oplevet et sandt mareridt.
Det flyvende objekt standsede foran dem.
Badet i lys kom seks små, grå mænd med store øjne til syne. De førte ægteparret enkeltvis ind i deres rumskib, hvor de lavede prøver på øjne, ører, mund, tænder, hals, hænder, kønsorganer, anus, ryg, ben og fødder for at finde ud af, hvordan mennesket er bygget op.
\ Fakta
De grå mænd lavede noget, som de på engelsk forklarede Betty var en graviditetstest, hvor de stak en lang sprøjte direkte ind gennem navlen. Men de viste sig også fra en mere høflig side og fortalte blandt andet om, hvor i stjernesystemet, de kom fra.
Barney fortalte, at han kommunikerede med rumvæsnerne blandt andet gennem tankeoverførsel, telepati.
Sådan lød ægteparrets historie i hvert fald. Psykiater, neurolog og hypnotisør Benjamin Simon mente i stedet, at Barney var blevet så overbevist af Bettys drømme, at han havde lagret dem som sine egne erindringer. Også selvom der var forskel på detaljerne i ægteparrets oplevelser fra rumskibet.
Myte og konspirationsteori
Siden 1961 er historien om rumvæsner i flyvende tallerkener blevet en fasttømret myte og en decideret konspirationsteori, som ingen regering eller videnskab har haft held med at mane til jorden. Konspirationsteorien vender vi tilbage til senere.
Myten lever, ikke mindst fordi tusindvis af mennesker verden over fortæller, at de har været bortført af rumvæsner. Historierne og beskrivelserne af de små, grå mænd med store øjne uden hår og ører ligner Barney og Betty Hills beskrivelser til forveksling.
Mange andre rapporterer, at de har set en ufo – et uidentificeret flyvende objekt – der må have været et rumskib. De bliver tit beskrevet som fartøjer, der er cigarformede eller flade i bunden, så de ligner flyvende tallerkener.
Ufo over England
I øjeblikket kaster ufo-interesserede fra hele verden sig over friske lunser kød. De engelske myndigheder frigiver samtlige officielle og hidtil hemmeligholdte ufo-dokumenter, som rækker tilbage til 1978.
Offentliggørelsen strækker sig over flere år, og selvom der har været beretninger om piloter, som har oplevet uforklarlige fænomener, har der indtil nu ikke været de store, saftige afsløringer.

Den mest omtalte episode, som er gravet ud af dokumenterne, fandt sted over England i 1957. En amerikansk pilot fik ordre om at skyde mod et fremmed fartøj, der ifølge radaren hang stille i luften det ene øjeblik og fløj med 12.000 kilometer i timen det næste.
Objektet forsvandt fra radaren, inden piloten Milton Torres fik affyret sine 24 missiler.
Siden offentliggørelsen har spekulationer været fremme om, at objektet på radaren kan have været en test af en hemmelig, amerikansk teknologi, som kunne sende falske og forvirrende signaler ind på fjendens radar.
Verdens største sighting
Det er stadig 60 år gamle begivenheder, der står som ufo-tilhængernes stærkeste argumenter for, at ufoer rent faktisk eksisterer.
I juni 1947 observerer Kenneth Arnold ni mærkelige, flyvende objekter i staten Washington i det nordvestlige USA. Piloten fortæller på landjorden, at han så halvmåneformede, sølvskinnede og flade skiver, der fløj hen over himlen som små tallerkener, der slår smut hen over vandet.
Historien løber hele den vestlige verden rundt og udløser en sand lavine af observationer i USA. Kenneth Arnold bliver dermed afsender af den første rigtigt store og kendte ufo-observation – en såkaldt sighting.
Men den skulle hurtigt blive overgået.
Hvad skete der i Roswell?
Blot to uger senere styrter et objekt ned på jorden uden for byen Roswell i staten New Mexico i det sydlige USA. Lokale beretter om både rumskib og døde rumvæsner, som er kastet ud af fartøjet.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Videnskabens vinkler på konspirationsteorien:
Videnskabsfolk: Det er liv i rummet
Derfor opstår konspirationsteorier
Se også bunden af denne artikel.
Historien bliver i første omgang bekræftet af militæret. I en pressemeddelelse hedder det, at en landmand har fundet en »flyvende tallerken«, som er i militærets varetægt.
Få dage efter skifter militæret mening. Nu lyder meldingen, at objektet i virkeligheden er en vejrballon.
Ifølge den danske ufo-forening SUFOI har frigivede, hemmelige dokumenter senere vist, at vraget ved Roswell var en nedstyrtet militærballon.
Under kodenavnet Mogul forsøgte USA at tage målinger højt oppe i atmosfæren for at finde ud af, om Sovjetunionen prøvesprængte atombomber.
Projektet var på grund af Den Kolde Krig tophemmeligt, og det fik ifølge SUFOI en snarrådig presseansvarlig til at forsøge at fjerne fokus fra Mogul ved at koble fundet sammen med nogle af de aktuelle historier om ufoer.
Taktikken slog grueligt fejl, for dækmanøvren skabte ekstra opmærksomhed om vraget i Roswell – og det hele blev ikke mindre interessant af, at militæret ændrede forklaring midt i det hele.
Ufo-forskning i Area 51?
De mystiske udmeldinger og de lokales rapporter om styrtet har været med til at gøre Roswell til en legendarisk historie inden for ufo-verdenen.
En del af ufo-bevægelsen er overbevist om, at rester og lig fra vraget blev bragt til en hemmelig base i militærområdet Area 51 i staten Nevada i det vestlige USA, hvor forskere siden har arbejdet på højtryk for at blive klogere på væsnerne og især deres teknologi.

En central kilde er fysikeren Bob Lazar. Sidst i 1980erne stod han frem og fortalte, at han havde analyseret nedstyrtede ufoer på en tophemmelig, underjordisk base, kaldet S4. Han påstod, at han i årevis havde arbejdet på at finde ud af, hvordan ufoer flyver.
Bob Lazar klarede sig gennem en løgnedetektortest, men ligesom mange andre kilder er hans troværdighed mange gange blevet anfægtet.
Lazar var med til at sætte nyt liv i ufo-bevægelsen – og i tv- og filmbranchen, som op gennem 1990erne producerede en lang række serier og film om ufoer og rumvæsner, blandt andet den populære ‘X-Files’ med de tilsyneladende udødelige agenter, Mulder og Scully, som blandt andet jagter sandheden om ufoerne.
En teori bliver født
Et andet element, som fik fyret op under offentlighedens interesse for ufoer, var et opsigtsvækkende stykke film, som ud af det blå dukkede op i posten hos tv-instruktøren og amatør-ufologen Jaime Shandera.
Filmen indeholdt blandt andet et dokument fra 1947, hvor præsident Harry S. Truman med sin underskrift gav grønt lys for at nedsætte et særligt udvalg, kaldet ‘Operation Majestic Twelve’. Udvalget skulle kortlægge ufo-fænomenet og berette om teknologiske erfaringer med udgangspunkt i vraget fra Roswell.
Teorien om Majestic 12 eller MJ-12 er siden blevet undersøgt af blandt andre atomfysikeren Stanton Friedman, som mener, at dokumentet – og de mange andre dokumenter om det samme udvalg, som gennem årene er kommet dumpende ned fra himlen til udvalgte mennesker – er ægte.
Andre synes, at historien lugter for meget, og forbundspolitiet FBI har da også stemplet dokumenterne som det rene opspind.
Astronaut tror på rumvæsner
Ikke desto mindre er konspirationsteorien meget udbredt i USA. Den har netop fået ny næring af Edgar Mitchell; en tidligere astronaut og dermed folkehelt, som var den sjette mand til at gå på Månen.
\ Fakta
VIDSTE DU
De tre største argumenter for, at ufoer eksisterer:
1) En lang række observationer – såkaldte sightings – og rapporterede bortførelser
2) Nedstyrtningen i Roswell
3) Det hemmelige selskab MJ-12, som efter sigende skulle kort- og mørklægge ufo-fænomenet under ledelse af præsident Harry S. Truman.
(Listen er lavet i samarbejde med Kim Møller Hansen, formand for den danske ufo-forening SUFOI, og Lars Bugge, forfatter til tre bøger om konspirationsteorier.)
Edgar Mitchell har i årevis fortalt, at han tror på historien fra Roswell, fordi han selv voksede op på egnen, og fordi han har haft kontakt til højtstående militærfolk og embedsmænd, som har bekræftet, at ufoerne eksisterer.
I sommer hamrede budskabet ekstra meget igennem, da Edgar Mitchell fortalte om sine holdninger til en tydeligt overrasket studievært på den engelske radiostation Kerrang!
Det fængende interview blev omtalt over det meste af verden, og i en opfølgning på Blogtalkradio.com uddybede Edgar Mitchell sin historie ved blandt andet at fortælle, at han ved, at MJ-12 er virkelighed.
Bekræfter MJ-12
»Desværre, eller måske heldigvis, det ved jeg ikke, nedsatte præsident Truman et udvalg med meget højtstående militære og civile akademikere og andre folk og dannede ‘the Military and Joint Intelligence Committee’. Det blev forkortet MAJIC eller ‘Majic 12’,« fortæller Edgar Mitchell.
»De skulle tage sig af denne såkaldte fremmede tilstedeværelse, eller nedstyrtningen, eller hvad det nu var, de skulle. De vedtog en meget hemmelig lov, som gav dem magt, måske for meget magt, og gennem de sidste 60 år [siden nedstyrtningen i Roswell], er tingene blevet dækket over, løjet om og holdt skjult,« siger Edgar Mitchell og tilføjer, at flere præsidenter er blevet nægtet adgang til oplysningerne.
Edgar Mitchell nyder stor troværdighed, og endnu har ingen punkteret hans historie.
Men ligesom i andre tilfælde står et faktum tilbage: Der er ikke noget bevis på, at hverken MJ-12 eller ufoer rent faktisk eksisterer.
Videnskaben om ufo-observationer
»Vi har ikke det sikre bevis på, at der kommer væsner fra en fremmed planet. Og det tror jeg heller ikke, vi får. Der er andre gode forklaringer på fænomenerne.«

Meget har forandret sig i Toke Haunstrups verden, siden han i 1980erne blev medlem af den danske ufo-forening Skandinavisk UFO Information (SUFOI), der i dag har 400 medlemmer.
Dengang var han fascineret af tanken om liv på fremmede planeter og håbede at finde et bevis. 20 år senere har han haft hundredvis af sager mellem hænderne, ikke mindst da han lavede rapporten ‘50 år med ufoer – erfaringer fra halvtreds års rapportarbejde’.
»Min personlige overbevisning er, at materialet dækker nok til, at vi kan sige, at der ikke er nogen grund til at søge udenbys i stor forstand for at forklare fænomenerne. I en lang række sager er det tydeligt, at folk tolker det, de ser, ind i en forestilling om, hvad en ufo er. Det er en blanding af perceptionspsykologi, psykologi, kultur og sociologi,« mener Toke Haunstrup.
Til daglig forsker Toke Haunstrup sammenhængen mellem teknologi og hverdagsliv ved Statens Byggeforskningsinstitut; et arbejde, han tidligere har udført ved Danmarks Tekniske Universitet. Værktøjerne fra forskningen har han taget med sig over i arbejdet med at analysere danskernes observationer på nattehimlen.
Et tydeligt eksempel på, at vi på jorden ser, hvad vi vil se, går tilbage til nytårsaften 1979.
Ved 20-tiden om aftenen er mange mennesker på vej til fest. Pludselig kommer et meget kraftigt lys over himlen.
Det stammer fra et rakettrin fra en russisk opsendelse af et rumfartøj, som styrter ned gennem atmosfæren, hvor det brænder op og skaber en gruppe af 10-20 lys, som især kan ses fra Vestjylland, hvor der er klar himmel.
Fænomenet afføder 100 indberetninger til SUFOI.

Af dem er 90-95 enige om, at man kan se en gruppe lys med en hale af gnister og røg efter sig. Men den sidste håndfuld mennesker ser i stedet et cigarformet rumskib med vinduer, der kommer lys ud af.
Enkelte har altså selv tolket lys uden indbyrdes forbindelse ind i et mønster, så de tilsammen ligner en buttet, cigaragtig genstand.
Observationerne fra Vestjylland giver et helt unikt indblik i menneskets evne til at tolke betydninger ind i en oplevelse.
»Og det er meget interessant, at det netop er 5-10 procent, der ser det rumskib. Gennem mange år i SUFOI har vi sagt, at vi havde en kerne på 5-10 procent af rapporterne, som vi ikke kunne forklare. Jeg siger ikke, at det hænger præcis sådan sammen, men det er tankevækkende med de to tal. Historien viser, at der er et helt klart mønster i de fejlfortolkninger, vi laver, som baserer sig på en kulturel forestilling om, hvordan ufoer er og ser ud,« siger Toke Haunstrup.
Om Betty og Barney Hills påståede bortførelse: Detaljeret radioudsendelse om hændelsen (Coast to Coast AM på YouTube)
Påstået lydoptagese af Barney Hill under hypnose (YouTube, dårlig lyd)
SUFOI’s syn på bortførelser som denne
\ Fakta
VIDSTE DU
Videnskab.dk er i gang med en artikelserie om ét af de få emner, der fylder meget i kultur og samfund, men som alligevel ligger uden for videnskabens rækkevidde: Konspirationsteorier.
Vi kigger på kernen i teorierne og beder forskere og videnskabsfolk forholde sig tli de centrale punkter.
Du kan give dit eget bidrag til debatten i afstemningen til højre eller i kommentarfeltet i bunden af artiklen.
Om Roswell og Area 51:
Wikipedia om Roswell (på engelsk)
Nyhedsindslag om Bob Lazar fra amerikansk tv-station (YouTube)
Om Majestic 12:
FBI’s vurdering af dokumenterne
Om astronaut Edgar Mitchell:

Dansktekstet interview om bl.a. Roswell (video.google.com)
Mere om ufoer og sightings:
Forsvaret i Danmark offentliggjorde 28. januar 2009 sit arkiv om ufoer
Wikipedia: Ubekræftede sightings