To opsendelser vil dominere april, begge til rumstationen ISS.
Den første er en turistrejse, arrangeret af firmaet Axiom. Tre turister under ledelse af en erfaren astronaut skal opsendes med et Dragon-rumskib fra SpaceX til et otte dage langt ophold på ISS.
Derefter skal SpaceX sende fire astronauter op til ISS – tre fra NASA og en fra ESA, nemlig Samantha Cristoforetti fra Italien.
Der er også andre opsendelser, men krigen i Ukraine har ført til mange ændringer i planerne.
Blandt de kommende opsendelser kan nævnes en Ariane 5-opsendelse fra rumhavnen Kourou i Fransk Guyana, Sydamerika, af to satellitter, en meteorologisk satellit samt en TV-satellit, der opsendes for Indien.
Amerikanerne vil opsende en Atlas 5 fra Cape Canaveral med en satellit, der kan varsle mod raketangreb.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger, foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Ukraine og rumfarten
Hvordan krigen i Ukraine påvirker rumfarten er et emne, vi ikke kan undgå i denne tid, og der sker hele tiden nyt.
En af de meget vigtige begivenheder er et stærkt svar fra Vesten på, at Roskosmos nu har afbrudt samarbejdet, så vi ikke længere kan få opsendt satellitter med den russiske Soyuz-raket.
Det efterlod i første omgang firmaet One Web i store problemer, netop fordi de havde kontrakt med Rusland om, at deres internetsatellitter skulle opsendes med Soyuz.
Men her kom den amerikanske entreprenør og rigmand Elon Musk så med redningen. Selv om hans rumvirksomhed SpaceX har nok at gøre med at opsende deres egne Starlink-satellitter, der konkurrerer med One Web, så er der nu truffet en aftale om, at One Web nu kan få deres satellitter opsendt af SpaceX.
At SpaceX overhovedet kan komme med et sådant tilbud hænger nok sammen med, at de nu er blevet så dygtige til at genbruge første trin af Falcon 9-raketten, at de godt kan øge antallet af opsendelser.
Det er ikke ualmindeligt, at første trin nu anvendes op til 10 gange, så man kan nøjes med at øge produktionen af det langt mindre andet trin, som ikke kan genbruges.
Roskosmos' og ESA's samarbejde er stoppet
ESA og Roskosmos skulle være fælles om en marssonde i september, men det bliver der ikke noget af.
Lederen af Roskosmos, Rogozin, fra har nu sagt, at så vil russerne bare klare hele projektet selv. En dristig påstand, når man tager i betragtning, at Rusland i mange år næsten ikke har opsendt rumsonder. De to sidste marssonder fra 1996 og 2011 nåede ikke længere end til en bane om Jorden.
Der er også en rapport om, at Rogozin har forbudt ansatte i Roskosmos at forlade landet – måske ud fra en fornemmelse af, at de måske ikke alle ville vende tilbage. Især er det IT-specialister, man vil søge at holde på.
ESA leder således stadig efter en ny partner. Man vil meget gerne fortsætte, da ESA allerede har ofret en milliard euro på marsprojektet, som nu næppe bliver til noget før 2026.
ESA's raket er ramt af krigen i Ukraine
Men ESA har også fået et andet problem. Før krigen havde ESA baseret deres planer på at have raketter i tre størrelser til rådighed:
- Ariane 5, der kan sende op til 20 ton i lav bane om Jorden.
- Soyus, der kan sende syv ton i bane om Jorden.
- Vega, der kan sende godt to ton i bane.
Man har nu mistet den mellemstore Soyuz, men den lille Vega-raket er nok bygget i Europa, men den har et rakettrin, som er bygget i Ukraine, der jo nu ikke har nogen mulighed for at eksportere hverken raketter eller raketmotorer. De har ellers et godt ry, både hvad angår pris og kvalitet.
At man i sin tid valgte at bruge et rakettrin fra Ukraine var noget helt normalt. Selv inden for rumfarten shoppede man før krigen rundt for at finde det bedste tilbud.
Problemet skal nok blive løst, men der er ikke mange firmaer, som med kort varsel kan levere et nyt, specialdesignet rakettrin.
Det er ligesom naturgassen fra Rusland. På længere sigt kan vi undvære den, men overgangen bliver ikke helt let.
Giganternes kamp: Store måneraketter skal opsendes
I løbet af foråret skal den første af NASA's store måneraketter, SLS, opsendes. Det er en enorm raket, som NASA har arbejdet på i mange år, og som allerede nu er mange år forsinket.
Opsendelsen sker næsten samtidig med, at den endnu større raket Starship, som er bygget af SpaceX, også skal ud på sin første prøveflyvning.
SLS står for Space Launch System, og nu er man omsider nået så langt, at raketten er rullet ud til start-rampen på Cape Canaveral i Florida. Det er endda fotograferet fra den franske satellit Pleiades.
SLS skal opsende Orion-rumskibet, som skal sende astronauter til en bane om Månen. Herfra skal astronauterne stige om til et enormt landingsfartøj, som nu er ved at blive bygget af SpaceX.
Ved den første prøveflyvning i maj nøjes man med at sende en ubemandet udgave af Orion i bane om Månen, og bagefter bringe rumskibet tilbage til en landing i Stillehavet.
NASA's raket er dyr og kan ikke genbruges - det kan SpaceX'
Men nu er det ved at blive interessant. For i maj skal den endnu større Starship-raket fra SpaceX som nævnt også ud på sin første prøveflyvning, og så kan man ikke lade være med at sammenligne – og her er SLS allerede løbet ind i et meget stort problem.
Ifølge en rapport fra NASA's Inspector General, som overvåger, hvordan NASA bruger sine penge, så er SLS nu blevet så dyr, at man simpelthen ikke har råd til at bruge den.
Hver opsendelse vil nu koste 4,1 milliarder dollar, og det har NASA med et årsbudget på 23 milliarder dollar simpelthen ikke råd til.
Der rettes en lammende kritik af den måde, programmet bliver administreret, og så hjælper det jo heller ikke, at SLS ikke kan genbruges og i øvrigt i høj grad er baseret på rumfærgens teknik.
Starship er til sammenligning beregnet til total genanvendelse og er både større og stærkere end SLS.
Hvis tallene fra NASA passer, er det let at regne ud, at det vil koste 58.000 dollar at opsende et kilogram til lav bane om Jorden med SLS.
Hvis man skal tro på Elon Musk – som nogle gange er lige vel optimistisk – vil den tilsvarende pris for Starship være 10 dollar.
De to prøveflyvninger bliver afgørende for fremtiden
Hvordan de to prøveflyvninger forløber kan afgøre rumfartens fremtid i mange år fremover.
Det kan ende med, at NASA i det lange løb simpelthen bliver nødt til at gå over til Starship, også selv om prisen per kilogram satellit bliver langt højere end de 10 dollar.
Hvis det sker, vil det betyde en enorm omlægning af hele Artemis-projektet, samt at SpaceX bliver en lige så stor spiller i rummet som NASA.
Det vil betyde en forskydning væk fra, at rumfart er domineret af rumagenturer og regeringer og i stedet langt mere af privat industri.
Men en sådan forskydning er heller ikke uden problemer. Man behøver bare at tænke på Starlink-projektet, hvor SpaceX i hvert fald indtil nu ikke har været særligt lydhør over for de ganske enorme problemer, det giver at have titusinder af satellitter i bane om Jorden.
Laserdrevne rumsonder: Til Mars på tre uger?
En ting, rumfarten for alvor har lært os, er, at rummet er stort. Det tager måneder at rejse til Mars og flere år at rejse til de store ydre planeter Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.
Men sådan behøver det ikke at være. Der er nu kommet realistiske forslag om rumsonder, der kan komme til Mars på tre uger, til Jupiter på fire måneder og selv helt ud til Pluto på bare tre år.
Pluto-sonden New Horizons var til sammenligning næsten 10 år om den tur – og det er den hurtigste rumsonde, som nogensinde er opsendt fra Jorden.
Disse meget hurtige rumsonder bygger på to teknologier, vi allerede kender:
- Der er allerede nu lasere med en effekt på over 100 kW, og megawatt-lasere vil være en realitet om få år. Det er skønnet, at en 1-megawatt-laser vil kunne konstrueres for ikke meget over en million dollar, hvilket er småpenge, i forhold til hvad rumsonder ellers koster.
- Elektronikken bliver stadig mindre, noget, vi alle kender til fra mobiltelefoner. Det er ganske utroligt, hvad man allerede nu kan anbringe i en sådan 2-300 gram tung telefon af elektronik og kameraer. Det er baggrunden for, at det nu anses for realistisk at bygge en måske bare 100 gram tung rumsonde, der kan udføre forskning. Hvis sådanne ’mobiltelefon-rumsonder’ masseproduceres, behøver en enkelt sonde ikke at koste mere end et par tusinde kroner – igen småpenge i rumfartssammenhæng.
Det er ikke dyrt at sende en så lille rumsonde op med en raket, og når den først er kommet ud i rummet, kan den folde et solsejl ud.
Derefter retter man her fra Jorden en laser med en effekt på et par megawatt mod sonden. Laserlyset udøver et tryk på solsejlet, og i løbet af kort tid er den lille sonde kommet op på en fart langt større end den, man kan opnå med en raket.
Og den lille størrelse behøver ikke at være et problem. Der er jo grænser for, hvor mange instrumenter man kan proppe ind i en sonde på størrelse med en mobiltelefon, så man kunne jo vælge at fordele instrumenterne på flere små sonder:
En sonde kan have kameraet, en anden sonde medfører et magnetometer, mens en tredje sonde medfører et instrument til måling af strålingen.
Der er naturligvis det problem, at sådanne laserdrevne sonder flyver forbi planeterne med stor fart, men hvis man begynder at tænke i sværme af små sonder, så kan det blive økonomisk overkommeligt at foretage hyppige forbiflyvninger, for at se om der sker ændringer på planeterne.
I dag er vi jo nødt til at få det meste ud af hver rumsonde, fordi der kan gå mange år mellem, at vi besøger en planet, især en af de store ydre planeter.
Der er ingen konkrete planer om laserdrevne rumsonder, men muligheden diskuteres stadig oftere. Det er slet ikke umuligt, at vi vil se den første laserdrevne rumsonde inden for de næste 10 år.
James Webb får taget sit portræt fra rummet
Man skulle ellers tro, at når det nye rumteleskop James Webb var endt ude i sin endelige bane 1,5 millioner kilometer fra Jorden, så kunne den være i fred.
Men James Webb er en berømthed, og de er aldrig fredede fra nysgerrige kameraer.
I dette tilfælde blev billedet taget af det europæiske rumobservatorium Gaia, der også har en bane ude på de kanter. Det er et rent turistfoto, som blev taget, da de to teleskoper havde en afstand på godt en million kilometer.
Det var en udfordring at tage billedet, dels på grund af afstanden, og dels fordi kun meget lidt af det sollys, som ramte James Webb, blev kastet tilbage med retning mod Gaia. Det tog da også et par dage at blive sikre på, at man havde et billede af James Webb.
Gaia er mere anonym end James Webb - men lige så vigtig
Gaia har været ude i rummet siden 2014, og opgaven er at kortlægge positioner for op mod en milliard stjerner i Mælkevejen, hvilket er mindre end 1 procent af alle Mælkevejens stjerner.
Det endelige mål er at skabe et tredimensionalt kort over Mælkevejen, så der er et stykke vej endnu.
Man hører normalt ikke meget til Gaia, simpelthen fordi den ikke sender flotte billeder tilbage til Jorden.
Gaia ser stjernerne som små lysprikker, men den kan måle positionerne langt mere nøjagtigt, end man kan her fra Jorden.
Positionsmålingerne gør det muligt at beregne både afstande og bevægelse for en masse stjerner, og de data er helt afgørende for næsten al astronomi.
Det er også den første begyndelse på et tredimensionale kort over Mælkevejen, men Gaia kan kun kortlægge en lille del af Mælkevejen.
Man kan godt sige, at Gaia er lige så anonym som James Webb er berømt – men der er behov for begge satellitter.
