Nu styrter NASA's Merkur-rumsonde

Lige siden 18. marts 2011 har den amerikanske rumsonde Messenger været i kredsløb om den lille planet Merkur inderst i Solsystemet. Men nu har den ikke mere brændstof tilbage, og missionen slutter med et brag i aften.

Messenger er nemlig ved at styrte ned. Hos NASA regner teknikerne med, at det sker omkring klokken 21.30 dansk tid. Sonden kommer til at ramme Merkurs overflade med en hastighed på cirka 14.000 kilometer i timen, så der bliver ikke meget tilbage af den. Til gengæld vil Merkur få et krater mere til samlingen.

Styrtet vil ske på den side af Merkur, der vender bort fra Jorden, så astronomerne vil ikke kunne følge det i teleskoper. Man vil bare vide, at det sker, når Messenger ikke længere sender signaler tilbage.

Masser af tiltrængte data

Missionen har været uhyre vellykket, idet Messenger har forsynet forskerne med masser af data og gjort os meget klogere på Merkur. Rumsonden nåede blandt andet at sende i omegnen af 278.000 billeder tilbage til Jorden, så vi nu ved alt om, hvordan planetens overflade ser ud.

Det har også været tiltrængt med ny viden om planeten, fortæller seniorforsker Susanne Vennerstrøm fra DTU Space:

»Merkur er den af klippeplaneterne, der er mindst udforsket. I midten af 1970'erne fløj den amerikanske rumsonde Mariner 10 tæt forbi tre gange, men derudover er Merkur ikke blevet besøgt, før Messenger gik i kredsløb.«

»Vi kender meget mere til vores to naboplaneter, for der er er blevet sendt omkring 40 rumsonder til Venus og omkring det samme til Mars.«

Fuld fart ned ad bakke

Det er nu ikke så underligt, at Merkur ikke har fået så mange besøg, for den er ikke nem at komme til, lyder det fra Susanne Vennerstrøm:

»Det er svært at komme til Merkur, fordi den ligger så tæt på Solen. Rumsonden bliver accelereret af tyngdekraften fra Solen, så det er vanskeligt at gå i kredsløb om planeten. Det svarer til at køre med fuld fart på cykel ned ad en bakke og så skulle dreje skrapt til højre nede ved bunden af bakken.«

Messenger vejede 1.107 kg ved opsendelsen, hvoraf de 599 kg var brændstof. En tredjedel af brændstoffet blev brugt, da Messenger skulle bremse ned for at blive indfanget af Merkurs tyngdekraft.

Is ved polerne

Desuden er det en stor udfordring at bygge en sonde, der kan holde til den voldsomme varme fra Solen.

Ved Merkur skinner Solen næsten 11 gange så kraftigt som på Jorden, så på overfladen af planeten kan temperaturen nå op over 400 grader ved ækvator. Instrumenterne på Messenger overlever da også kun, fordi de er beskyttet af en solskærm, der er vævet af keramiske materialer. Skærmen skygger for sollyset, så instrumenterne kun har stuetemperatur

Til gengæld bliver det koldt om natten, for der er næsten ikke atmosfære til at holde på varmen. Og nogle steder er det faktisk altid så koldt, at der kan findes is.

»Med Messenger har vi fået bekræftet, at der er is på overfladen af Merkur. Den findes i de områder, der altid er i skygge - på bunden af dybe kratere ved polerne,« fortæller Susanne Vennerstrøm.

Magnetfeltet er asymmetrisk

Den brandvarme planet tættest på Solen gemmer altså på is, og målingerne fra Messenger har også vist, at den har også et lidt underligt, skævt magnetfelt.

Magnetfeltets midtpunkt ligger næsten 500 kilometer nord for planetens centrum, så det er stærkest ved planetens nordpol.

Faktisk var det noget af en overraskelse, at Merkur overhovedet har et globalt magnetfelt, for sådan et opstår normalt i en flydende, metallisk kerne. Før Mariner 10 mente forskerne, at kernen for længst var stivnet, men det er altså ikke tilfældet.

»Det har været en stor gåde. Men nu viser målingerne fra Messenger altså ikke bare, at Merkur har et magnetfelt, men også, at det er forskudt,« siger Susanne Vennerstrøm.

Merkur er en jernplanet

Forskerne tygger stadig på de mange data og har endnu ikke fundet en overbevisende forklaring på, hvordan magnetfeltet bliver dannet. Men nu ligger det i hvert fald fast, at Merkur har en meget stor metallisk kerne. Planetens radius er 2.440 kilometer, og de inderste 2.030 kilometer er jern, hvilket også betyder, at Merkur har en meget høj massefylde i forhold til de øvrige klippeplaneter i Solsystemet.

Så er spørgsmålet jo, hvorfor kernen er så stor. Måske har Merkur engang været meget større, men så er det ydre lag forsvundet, da planeten tidligt i Solsystemets historie stødte sammen med en anden planet. Det er også muligt, at der bare var mere jern i det område, hvor Merkur blev dannet.

Der er stadig masser af spørgsmål, der skal besvares, og Messengers afløser står da også allerede klar i kulissen. I forbindelse med missionen BepiColombo skal to rumsonder sendes op i 2017, nemlig den europæiske Mercury Planetary Orbiter og den japanske Mercury Magnetospheric Orbiter. De vil nå frem til Merkur i løbet af 2024.