Efter fire år på den røde planet er den amerikanske Mars-rover, Curiosity, stadig i fuld vigør. Dens mission er blevet forlænget med to år mere, og nu skal det for alvor gå op ad bakke for det selvkørende laboratorium.
Curiosity er i fuld gang med at undersøge et 5,5 kilometer højt bjerg, der er blevet døbt Mount Sharp. Det ligger midt i et stort krater, som robotten har kørt rundt og studeret, blandt andet ved at analysere 14 forskellige boreprøver.

Prøverne har vist, at der engang var en sø i Gale-krateret, hvor Curiosity befinder sig. Roveren er så småt begyndt at køre op ad bjerget, og under dens hjul er der stadig aflejringer efter vand – klippe dannet af det mudder, der engang var på bunden af søen.
Spørgsmålet er nu, hvor høj vandstanden har været. Det skal Curiosity finde ud af ved at køre op ad bjerget, skriver NASA i en pressemeddelelse.
Hvor højt op gik vandet?
Jo højere op, Curiosity kommer, desto yngre er aflejringerne. Og jo tykkere de er, desto længere tid eksisterede søerne.
Ud fra billederne og boreprøverne fra Curiosity kan forskerne få viden om Mars’ historie og specielt finde ud af, hvor længe planeten kan have været et godt og vådt tilholdssted for levende organismer. Det vides dog stadig ikke, om der har været liv på Mars.
I øjeblikket befinder Curiosity sig halvt oppe på en 180 meter høj geologisk formation, der kaldes Murray-formationen. Den skal undersøges nærmere i det næste halve år.

Bagefter skal Mars-roveren kravle højere op ad Mount Sharp til to andre formationer, der fra Mars-satellitter ser spændende ud. Formationerne ser ud til at være rige på mineralet hæmatit og på ler. Begge dannes typisk i et vådt miljø.
Curiosity kommer til at køre stadig højere op ad bjerget, indtil robotten ikke kan mere. Forskerne håber selvfølgelig, at robotten vil blive ved med at levere data i mange år endnu.
Robottens radioaktive batteri – eller rettere dens termoelektriske generator, hvor energien kommer fra henfaldet af plutonium-238 – skulle i hvert fald nok kunne holde til en 10-15 år mere.
Der er nu gået 1.480 Mars-døgn, siden Curiosity landede på den røde planet. Det svarer til 1.520 jord-døgn, idet et døgn på Mars varer 40 minutter længere end på Jorden.
På 360-graders-billedet herunder kan man kigge sig omkring og se, hvilken udsigt Curiosity har for tiden. Det virker dog desværre ikke på alle smartphones.