En af de helt store fysikere, Steven Weinberg, døde fredag 23. juli, 88 år gammel.
Han vil blive husket som en af de fysikere, som var med til at opbygge vores nuværende fysiske verdensbillede.
Grunden til, at han måske ikke er så kendt i offentligheden, hænger sammen med fysikkens udvikling. På Newtons tid var der ikke meget ordnet fysik. Derfor var det ikke svært for en enkelt person som Newton at komme til at dominere udviklingen – især, fordi han var et af historiens største genier.
Newtons fysik og herunder hans tyngdelov skabte simpelthen den fysik, som siden da har været knyttet til hans navn.
Steven Weinberg tilhører en tid 300 år efter Newton, og fysikken kan nu sammenlignes med et stort bygningsværk skabt af mange mennesker. De fleste fysikere kan her sammenlignes med håndværkere, der hver har skabt en lille del af den moderne fysik ved at gennemføre eksperimenter og udføre beregninger.
Derudover er der en meget lille håndfuld af fysikere, som kan sammenlignes med arkitekter, forstået på den måde, at de søgte at skabe en sammenhængende teori ud fra de utallige målinger og beregninger, som danner grundlaget for fysikken.
Steven Weinberg var netop en af disse arkitekter, og hans navn nævnes i dag sammen med kæmper som Richard Feynman, Murray Gell-Mann og nogle få andre.
En stor teori og en stor fysiker
Som nævnt er den tid sandsynligvis forbi, hvor en mand bogstavelig talt kan skabe en helt ny fysik. Sidst det skete, var da Einstein alene formulerede den almene relativitetsteori for over 100 år siden. I modsætning hertil blev kvantemekanikken ikke skabt af Niels Bohr alene.
Hans store indsats var at samle verdens bedste fysikere i København og inspirere dem på en måde, så de over mange år fik formuleret en fysik for atomer, som vi selv i dag ikke forstår fuldt ud.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Da Steven Weinberg blev kendt blandt fysikere i 1967, var han 34 år gammel. Det skete med en lille, kort afhandling ’A Model of Leptons’ som var et afgørende skridt mod den såkaldte Standardteori, der i dag er fysikkens verdensbillede.
På et tidspunkt var man i gang med en lang række forsøg, hvor man i store acceleratorer bragte atomare partikler til at støde sammen.
Energien i sammenstødene blev forvandlet til nye partikler, og fysikken var næsten ved at drukne i et hav af mærkelige partikler, hvoraf de fleste kun eksisterede et kort øjeblik, før de henfaldt til andre partikler.
Murray Gell-Man var en af de fysikere, som havde bragte en smule orden i de mange opdagelser ved at fremsætte teorien om, at atomare partikler som protonen og neutronen er opbygget af endnu mindre partikler, som blev kaldt kvarker.
Men der stod andre problemer tilbage, og blandt dem var det største spørgsmålet om naturkræfterne.
Man var klar over, at fire kræfter styrede universet, nemlig tyngdekraften, den elektromagnetiske kraft, samt to kræfter med kort rækkevidde nemlig den stærke og den svage kernekraft.
Men hvorfor netop fire kræfter, og hvilken forbindelse var der mellem kræfterne? Det var netop her, Steven Weinberg kom med sin store indsats.
Han fremsatte nemlig en teori, som førte til at man kunne forene elektromagnetismen med den svage kernekraft til en naturkraft, kaldet den elektrosvage kraft. Denne forening sker dog først ved meget høj energi.
En konsekvens af hans teori var, at han forudså eksistensen af to partikler kaldet W og Z bosonen, som først blev opdaget flere år senere.
Det er disse partikler, som overfører den svage kernekraft, ligesom den elektromagnetiske kraft virker ved, at partikler udveksler fotoner.
Helt uafhængigt af Weinberg var en fysiker fra Pakistan, dr. Abdus Salam, kommet til det samme resultat, og teorien kendes i dag som Weinberg-Salam teorien, og den er en helt central del af den moderne standardmodel.
Yderligere en fysiker ved navn Sheldon Glashow bidrog til teorien, og i 1979 delte Weinberg, Salam og Glashow Nobelprisen i fysik.
Efter at have hørt, at Steven Weinberg var død, skrev John Carlos Baez, som er teoretisk fysiker ved University of California, på Twitter, at der kun er få eksempler på, at naturkræfter er blevet forenet. Han skriver:
»Newton forenede den tyngdekraft, vi kender her fra Jorden, med den tyngdekraft, der virker ude i rummet - æbler og planeter er påvirket af den samme kraft. Maxwell forenede elektricitet og magnetisme. Weinberg, Glashow og Salam forenede elektromagnetisme og den svage kraft.«
Weinberg, universet og religion
Weinberg vendte nu sin interesse mod universet, og han skrev en bog om universets begyndelse, som blev særdeles meget læst.
Bogen hed ’De første tre minutter’. Den var med til at gøre den ellers så spekulative kosmologi til en respekteret del af fysikken – men det var ikke alene det, der gjorde den så kendt.
I bogen beskrev Weinberg Jorden som »en lille del af et overvældende fjendtligt univers« og sluttede med bemærkningen: »Jo mere universet synes forståeligt, jo mere virker det også meningsløst.«
Han uddybede selv sit synspunkt på denne måde:
»Hvad jeg mente med denne erklæring er, at der ikke er nogen kosmisk plan for os. Vi er ikke skuespillere i et drama, der er skrevet med os i hovedrollen. Der er love - vi opdager disse love - men de er upersonlige, de er kolde.«
\ Læs mere
Selv om vi i dag ikke kan sige noget som helst fornuftigt, om universet har en mening eller et formål, så forhindrede denne noget dystre opfattelse af universet jo ikke en meget heftig debat.
Hans bemærkning afspejlede i hans holdning til religion, som her uddybes i to citater:
Ønsker man at vide mere, kan vi stærkt anbefale at læse dette interview.
