Astronauten Michael Collins er død, 90 år gammel.
Familien oplyser, at han døde af kræft 28. april, og at han døde fredeligt omgivet af sin familie.
Collins er jo berømt, fordi han var med på Apollo 11-flyvningen i juli 1969. Her var han sammen med de to første mænd på Månen, Neil Armstrong og Buzz Aldrin.
Mens de to landede på Månen, blev Collins oppe i Apollo rumskibet, som kredsede i en højde på 100 km over overfladen. Han kom derfor ikke til at sætte sin fod på Månen. Noget, som han selv havde det fint med.
Hvis landingen på Månen var gået galt, var hans opgave at bringe Apollo tilbage til Jorden, og den mulighed var naturligvis noget, som bekymrede ham. Derimod var han ikke besat af at være den første mand på Månen. Han udtrykte det selv således i et interview med TV-stationen CBS:
»Om jeg havde det bedste sæde på Apollo 11? Nej, men jeg var helt begejstret over at have det sæde, jeg havde. Det var en kulmination af John F. Kennedys mandat. Og jeg var stolt over at være en del af det.«
Mens han kredsede alene over Månen, fløj han jo gentagne gange hen over Månens bagside, hvor der ikke var radiokontakt med Jorden.
Derfor blev han udnævnt til at være verdens mest ensomme mand, men sådan følte han det nu ikke selv. I virkeligheden nød han roen og ikke mindst udsigten.
Hvad der virkelig bekymrede ham var snarere risikoen for, at Armstrong og Aldrin ville strande på Månen, og at han så måtte vende tilbage alene.

Collins og de hvide mus
Han havde også noget andet at tænke på, nemlig en lille koloni af hvide mus, som de tre astronauter skulle tilbringe deres karantæne sammen med, når de vendte tilbage til Jorden.
Dengang vidste man ikke, om måneastronauter ville bringe farlige mikroorganismer tilbage til Jorden. Som Collins selv sagde senere:
»Hvis et af de stakkels små kræ ikke klarede sig alt for godt, var vi i dybe problemer, fordi vi så måske havde bragt noget sygdomsfremkaldende tilbage. Så hver gang jeg blev spurgt, ‘var du ikke den mest en-somme?’ tænkte jeg, ‘åh Gud, de stakkels små hvide mus, jeg håber, de klarer sig okay.’«
Collins og Aldrin
Noget af det mere bizarre, Collins kom til at opleve under forberedelserne til Apollo 11, var, at Buzz Aldrin henvendte sig til ham for at brokke sig over, at NASA havde afgjort, at det var Armstrong og ikke Aldrin, der skulle være den første mand på Månen.
Collins afviste ham naturligvis – han synes jo bare, at det i sig selv var et privilegium at være ombord på Apollo 11 – også selv om han ikke selv kom til at lande på Månen.
Et flyvende liv
Collins er født i Rom, fordi hans far, som var officer i hæren, på det tidspunkt var udstationeret som militærattache i Italien.
Han blev først uddannet som jagerpilot og senere som testpilot. Hans beslutning om at blive astronaut var inspireret af John Glenns flyvning tre gange rundt om Jorden i 1962.
Han forsøgte allerede samme år at blive udvalgt til det andet hold af astronauter, men blev afvist. Han søgte dog igen året efter og blev så optaget på det 3. astronauthold på 14 astronauter.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Dramatiske rumvandringer
Collins’ første flyvning fandt sted i juli 1966 med rumskibet Gemini 10, hvor den senere måne-astronaut John Young var kaptajn. Her foretog de en sammenkobling med en tidligere opsendt Agena-raket, og Collins skulle derfor på rumvandring.
Det gik dog ikke så godt, for der var kommet Lithiumhydroxyd ind i rumdragten, så hans øjne blev stærkt irriterede og løb i vand.
Det næste forsøg gik dog bedre, men så opdagede Collins, at man havde glemt en lille detalje.
Han skulle over til Agena for at indsamle nogle prøver fra et instrument. Planen var fin nok, men ingen havde tænkt over at installere nogle håndtag på Agena, så det var næsten umuligt for Collins at finde noget at holde fast i.
Det endte da også med, at Young måtte trække ham tilbage til Gemini ved at bruge hans livline. Senere er man blevet meget mere klar over, hvor vigtigt det er med håndtag og andre muligheder for at holde fast, når man er på en rumvandring.
Derefter var Collins kandidat til at komme med på den første tur rundt om Månen med Apollo 8, men en operation gjorde det umuligt. Til gengæld var han så klar til at komme med på Apollo 11.
Efter denne flyvning var Collins en overgang leder af det store Smithsonian Air and Space Museum i Washington, hvor man blandt andet udstiller fly og rumfartøjer. Han har også været ansat i industrien.

To citater
Vi har valgt to citater, som nok bedre end så meget andet beskriver Collins.
Det ene er fra forfatteren Andrew Chaikin, der er kendt for flere bøger om rumfart. Han beskrev Collins således:
»En dejlig fyr, bare en fornøjelse at tale med. Han have en tør humor og en forfatters sjæl. Han var helt klart den bedste forfatter blandt astronauterne, skrev den bedste bog af en astronaut og havde lidt af digteren i sig. Meget opmærksom, meget skarp indsigt, et meget afbalanceret syn på livet. Han nød slet ikke berømmelse.«
Det andet citat er fra Collins selv, fra en af hans bøger ’Carrying the Fire’. Her skriver han:
»Jeg fandt ikke Gud på Månen, og mit liv har heller ikke ændret sig dramatisk på nogen anden grundlæggende måde. Men selvom jeg måske føler, at jeg er den samme person, føler jeg også, at jeg er forskellig fra andre mennesker. Jeg har været steder og gjort ting, man simpelthen ikke ville tro. Jeg har set Solens sande lys ufiltreret af atmosfæren. Jeg har set uendelighedens ultimative sorte mørke i en stilhed uforstyrret af nogen levende ting. Jeg er blevet gennemboret af kosmiske stråler på deres endeløse rejse fra Guds sted til universets grænser…«
Han var en tænksom mand med lidt af en digters sjæl.
\ De overlevende
Af de 12 mennesker, som har gået på Månen, lever nu kun fire:
• Buzz Aldrin 91 år fra Apollo 11
• Dave Scott 88 år fra Apollo 15
• Charles Duke 85 år fra Apollo 16
• Harrision Schmitt 85 år fra Apollo 17
Den eneste Apollo-besætning, hvor alle endnu lever, er holdet fra Apollo 8, der i julen 1968 var den første flyvning til Månen, hvor man kun kredsede om Månen og ikke forsøgte nogen landing.
Borman, Lovell og Anders er alle i live – Lovell huskes nok især, fordi han var kaptajn på den mislykkede Apollo 13, der eksploderede på vej mod Månen.