Den ca. seks ton tunge NASA-satellit UARS falder snart tilbage til Jorden - formentlig på fredag, 23. september.
UARS (Upper Atmosphere Research Satellite) blev bragt ud i rummet i september 1991 af rumfærgen Discovery. Frem til 2005 blev satellitten brugt til at studere de øvre dele af Jordens atmosfære, herunder de stoffer, der laver hul i Jordens ozonlag.
Da satellitten blev taget ud af drift, blev den flyttet til en lavere kredsløbsbane, for at den hurtigere skulle genindtræde i Jordens atmosfære.
Uvist, hvor resterne af UARS rammer
Satellittens ødelæggende møde med Jordens atmosfære er nu lige om hjørnet, men det er ikke muligt at sige, præcis hvornår og hvor det vil ske.
Beregninger viser, at omkring 26 dele af satellitten med en samlet masse på 532 kg vil overleve turen ned gennem atmosfæren. NASA forventer, at disse stumper vil blive spredt ud over et område på næsten 800 km.
UARS kan ramme Danmark
UARS har en bane, der hælder 57 grader i forhold til Jordens ækvator. Det betyder, at resterne af satellitten i princippet kan styrte ned et hvilket som helst sted mellem 57 graders nordlig bredde og 57 graders sydlig bredde.
Danmark strækker sig over et stykke fra ca. 54. til 57. breddegrad og ligger derfor i farezonen - men det skal understreges, at det også gælder hundredvis af andre lande rundt om på Jorden.
Ifølge NASA's egne beregninger er der en risiko på 1 til 3.200 for at blive ramt af stumper fra UARS. Det er dog mest sandsynligt at stumperne enten vil falde i havet eller i tyndt befolkede områder, lyder det fra NASA.