For 17 år siden opdagede astronomer, at stjernen 49 Ceti er omgivet af en skive af gas og støv. Det er ikke usædvanligt, at stjerner er omgivet af støvskiver, men astronomer kender kun to eksempler på skiver med gas – det ene eksempel er 49 Ceti.
Stjerner fødes af skyer af gas og støv og meget unge stjerner – omkring en million år gamle – er typisk omgivet af både gas og støv. Men i løbet af nogle få millioner år forsvinder gassen, så kun støvet er tilbage.
Stjerner, der er ældre end 10 millioner år, bør derfor ikke have gas omkring sig. Da 49 Ceti har ca. 40 millioner år på bagen, har det derfor været et mysterium i 17 år, hvor gassen kommer fra.
Gas på 49 Ceti kan stamme fra kometsammenstød
Men nu har forskere på University of California, Los Angeles fundet en mulig løsning. De mener, at gassen omkring 49 Ceti er et resultat af sammenstød af kometkerner.
Kometer indeholder betydelige mængder af gas, og denne gas kan så blive frigivet, når to kometkerner kolliderer. Forskerne mener, at denne forklaring også holder for den anden stjerne, der med en alder på 30 millioner år er lidt yngre end 49 Ceti.
For at forklare den mængde af gas, der ses omkring 49 Ceti, har forskerne beregnet, at der sker et kometsammenstød hvert sjette sekund.
Forskerne mener, at kometerne kredser om 49 Ceti i en tætpakket sky, der minder om det såkaldte Kuiper-bælte i Solsystemet. Kuiper-bætet er er en baderingsformet samling af dybfrosne objekter, som kredser i de ydre dele af Solsystemet.
Ifølge forskerne er der dog omkring 4.000 gange mindre materiale i Kuiper-bæltet end i det tilsvarende område omkring 49 Ceti.