Når vi kommer ind i august, vender nattemørket gradvist tilbage, og vi kan igen se frem til at følge med på stjernehimlen. Efter almanakken begyndte ’de lyse nætter’ 5. maj og varer til 7. august.
Når man bare går ud for at se på stjernehimlen, oplever man selvfølgelig ikke en skarp datogrænse for de lyse nætter.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Himlen bliver blot gradvist lysere og stjernerne svagere, når man nærmer sig maj måned, og det varer så ved hen over sommeren, indtil himlen i løbet af august igen bliver egnet til stjernekiggeri.
Grænserne for ’de lyse nætter’ er astronomisk fastlagt og retter sig efter Solens stilling.
I den lyse periode kommer Solen ved midnatstid aldrig under en position på 18o under horisonten, og hele natten henligger derfor i en slags tusmørke.
Hundedagene
Udover ’De lyse nætter’ omtaler almanakken også begrebet ’Hundedagene’, der nok mest har historisk interesse.
Hundedagene er anført som perioden fra 22. juli til 22. august, hvor sommeren er varmest.
Længde og placering kan dog variere noget i de forskellige beskrivelser. Således ligger hundedagene i England fra 3. juli til 15. august.
Begrebet går i virkeligheden langt tilbage i historien.
Navnet kan henføres til stjernen Sirius i stjernebilledet Store Hund. Sirius har derfor fået tilnavnet Hundestjernen.
I Romerriget betegnedes de varme dage ’caniculares dies’, som netop betyder hundedage på latin. Det var dage, hvor ’kødet rådnede, mælken blev sur -og hundene blev bidske’!
Den almindelige opfattelse var nemlig, at Sirius, når den stod tæt på Solen, tilførte Solen ekstra varme…
For egypterne var hundedagene tegn på, at Sirius atter kom til syne på morgenhimlen. Men det var også et vigtigt varsel om, at tiden nærmede sig for, at Nilen gik over sine bredder. Det var jo væsentlig viden for landbruget.
Perseiderne vender tilbage
Helt frem til omkring 23. august er der mulighed for at se stjerneskud fra Perseiderne.
Sværmen har navn efter stjernebilledet Perseus, der ligger lidt øst for Perseidernes udspring - også kaldet radianten.
Man kunne begynde med at finde stjernebilledet Cassiopeia på himlen i nord - det er let at kende på at stjernerne danner et W.
Lidt under Cassiopeia udspringer Perseiderne.
Stjerneskudsværmen topper omkring 12.-13. august, og her skulle være mulighed for at se ganske mange stjerneskud - og måske endda et par ildkugler.
\ Serien 'Kig op'
'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden.
Det bedste tidspunkt vil være sidst på natten omkring klokken 3-4, hvor radianten er højt på himlen, hvor der er mørkest.
Og Månen er gået ned allerede omkring klokken 22.30, så den forstyrrer ikke nattemørket. Stjerneskuddene vil ses på baggrund af Mælkevejen, der ses fra Cassiopeia og ned over Perseus.
Perseiderne stammer fra kometen Swift-Tuttle, der har efterladt noget smulder langs sin bane.
Swift-Tuttle er også kendt som den store komet fra 1862, hvor den blev opdaget af de to astronomer Lewis Swift og Horace Tuttle uafhængigt af hinanden.
Kometen bevæger sig i en aflang bane, der bringer den helt ud til Plutos afstand, når den er længst borte.
Næste gang vi kan vente besøg af Swift-Tuttle er omkring 2026. Det er en forholdsvis stor komet med en udstrækning på 26 kilometer.
Planeterne og Månen
Det er nymåne 8. august og fuldmåne 22. august.
Jupiter og Saturn er på himlen det meste af natten i august. Jupiter står i begyndelsen af måneden op kort før klokken 22 og går først ned efter solopgang.
I slutningen af august står Jupiter op omkring solnedgang og går først ned, når Solen er på vej op omkring klokken 6.
Saturn følges nogenlunde med Jupiter. Og begge planeter er endda i denne måned i opposition.
Det betyder, at de to planeter fra Jorden ses i nøjagtig den modsatte retning af Solen, og derfor er ekstra klare. Ligesom supermånen taler man om en ’super-Jupiter’.
Saturn og Jupiter er i opposition henholdsvis 2. august og 20. august.
20.-22. august omkring midnat kan de to planeter ses på himlen i syd sammen med Månen.
20. august, hvor Jupiter er i opposition, står Månen lidt vest for og under de to planeter. Månen fylder meget, da det kun er to dage fra fuldmåne.
21. august ses Månen under Saturn. 22. august er fuldmånen rykket hen mod Jupiter.
2. august, hvor Saturn er i opposition, er der også fin udsigt til begge planeter på den sydlige del af himlen.
Og her er man fri for forstyrrende månelys, fordi Månen først står op omkring midnatstid.
Mars og Venus
Mars er ikke helt let at fange på augusthimlen.
Den står op efter solopgang og går kun i begyndelsen af måneden ned en times tid efter Solen.
De første par dage i august står Mars lavt på aftenhimlen i vest lidt efter klokken 21, men det kræver en ganske klar horisont.
Men lidt højere på himlen er det måske lettere at få øje på Venus.
Også Venus opholder sig mest på daghimlen i august. Den går dog ned en smule senere ned end Mars, og med lidt held kan Venus følges på aftenhimlen lidt længere ind i måneden.
Et bud kunne være 10.-11. august omkring klokken 21, hvor Månen kommer forbi Venus.
Det er et par dage efter nymåne, hvor et smalt månesejl ikke vil overskygge Venus.
Sommertrekanten
Sommertrekanten er ikke et stjernebillede.
Trekanten dannes i stedet af de tre klare stjerner Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen.
Alle tre stjerner er klareste stjerne i hver deres stjernebillede.
På en sen aftenhimmel i syd skal man kikke højt på himlen - over Jupiter og Saturn, hvis man nu alligevel er ude for at kigge på planeterne.
Sommertrekanten fylder virkelig meget på himlen.
Vi minder først om, at månediameteren fylder omkring ½ grad på himlen - og en udstrakt arm dækker godt 10 grader hen over himlen.
De to lange sider i trekanten fra Deneb ned til Altair strækker sig over 38 grader og fra Vega ned til Altair er afstanden 34 grader. Trekantens korte side fra Vega til Deneb fylder 24 grader.
De tre stjerner lyser omtrent lige stærkt på nattehimlen - og øjet kan næsten ikke undgå at danne en trekant af dem.
Vega i Lyren har vi tidligere omtalt i KIG OP APRIL.
Her skal blot nævnes, at Vega er noget større og varmere end Solen, og at den befinder sig kun 25 lysår borte.
Deneb, er en meget stor stjerne, hvis udstråling er 200.000 gange stærkere end vores egen sol.
Men da dens afstand er omkring 2600 lysår, så ser vi den nogenlunde lige så klar som Vega og Altair.
Altair i stjernebilledet Ørnen er spidsen i bunden af trekanten. Den er med en afstand på lidt over 16 lysår den nærmeste af de tre stjerner.
Altair er ligesom Vega lidt større og varmere end Solen.
Sommertrekanten har været på himlen hele sommeren, og når vi først omtaler den nu, hænger det selvfølgelig sammen med de lyse nætter.
Det er først nu i august, at vi for alvor kan nyde synet på en mørk himmel. Til gengæld følger trekanten med langt ind i efteråret.
Navnet Sommertrekanten er af forholdsvis nyere dato og især brugt af 1900 tallets astronomer, blandt andet den kendte engelske formidler af astronomi Patrick Moore.
Tilbage i 1866 kalder den tyske astronom Von Littrow dog figuren for ’den konspiratoriske trekant’.
Og i nyere tid har U.S. Air Force betegnet den som ’Navigatorernes trekant’.
