For nylig fik nogle amerikanske cowboys sig formodentlig lidt af en overraskelse.
En ildkugle gled gennem morgenhimlen over det nordlige Texas tidsnok til, at man kunne nyde synet sammen med fornemmelsen af kaffen, der ryger i den gale hals.
Rumstenen kunne ses helt fra nabostaterne Oklahoma, Missouri, Arkansas og Louisiana, skriver Live Science. Meteoren eksploderede et sted over sydstaten. Nu kan lykkeriddere og rumnørder så gøre sig forhåbninger om at finde stumperne.
Bare få timer senere kunne nordmænd på den anden side af kloden forbløffes over et tilsvarende syn. Et blåt lys oplyste pludselig sommernatten, og en meteor var kortvarig synlig i 5-6 sekunder over Oslo.
Den kunne ses helt til Trondheim, 500 kilometer fra den norske hovedstad, skriver the Guardian.
Rumlen, lys, spænding – og frygt?
Norsk Meteornetværk er nu på jagt efter stumpen fra den norske meteor. Netværket anslår, ifølge the Guardian, at meteoren er landet i et skovområde kaldet Finnemarka, der ligger cirka 60 kilometer fra den norske hovedstad.
Men det lover ikke godt for meteor-detektiverne. Måske kan det tage 10 år at finde stenen fra rummet.
»Hvad vi så i går var en stor sten, der var rejst hertil formodentlig fra et sted mellem Mars og Jupiter, hvilket er vores asteroidebælte. Og når den suser ind, skaber det en rumlen, et lys og stor spænding hos os eksperter, men måske også frygt hos andre,« lød det siden fra meteorekspert Morten Bilet ifølge forskning.no og nyhedsbureuaet NTB.
Det kan vi selvfølgelig ikke have.
Videnskab.dk ringer Troels Haugbølle op for at høre, om vi skal være bange for at få en ildkugle i hovedet.
Er det dommedag?
Troels Haugbølle er lektor i astrofysik og planetforskning på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Her laver han blandt andet computermodeller af, hvordan stjerner og planeter bliver til.
Haugbølle siger, at der måske falder 1-2 meteorer ned om dagen et sted på kloden. Fordi det meste af Jorden som bekendt er dækket af hav, er det bare sjældent, mennesker er vidne til et nedslag.
»At se en meteor, der falder hele vejen ned til overfladen, det er ualmindeligt. De sidste 20 år har der nok været fundet 3 meteornedslag i Danmark. Men der er masser af stjerneskud, det ser vi hele tiden,« siger Haugbølle og tilføjer, at vi i august rammes af en decideret meteor-regn, kaldet Perseiderne.
– Når det sker så tit, skal vi så være bange for at få en ildkugle i hovedet?
»Nej nej,« griner Haugbølle.
»Man er heldig, hvis man får lov til at se én. Jeg har set masser af meteoritter, men aldrig én, der falder.« (Se faktaboks)
\ Tre nylige meteornedslag i Danmark
- Maribo-meteoritten 2009
- Vestjylland 2014
- Ejby/Herlev-meteoritten 2016
NASA har lavet en opgørelse over rumagenturets registrerede nedslag. Den finder du her.
Hvor kommer meteorerne fra?
Meteorer er lidt ligesom pokemoner. De har tre forskellige stadier.
Når de fredeligt glider rundt ude i verdensrummet, kalder man dem meteorider.
Det er først, når de kommer på kollisionskurs med kloden, at objektet skifter navn – udvikler sig, så at sige – og får en lang, brændende hale.
»En meteor er et stykke klippe af jern, sten eller kulholdigt materiale, der falder ned gennem atmosfæren. Den bliver den varmet op, og så ses den som ildkuglen: Enten falder den hele vejen ned til jorden, eller er den mere porøs, for eksempel en kul-meteor, kan den eksplodere i atmosfæren,« fortæller Troels Haugbølle.
»Meteorider dannes på to måder: Enten som sten og kulholdige fragmenter af kometer, der frigives, når kometen fordamper tæt på Solen. Det giver os også stjerneskudsregn. Den anden mulighed er, at ting støder sammen i Solsystemets asteroidebælte. Så kan der være blevet slået sten løs, og de kan ende med at falde ned på Jorden.«
»Stenen bliver påvirket af tyngdekraften fra planeterne og Solen og kan med tiden ende falde ned på Jorden. Typisk er et klippestykke mindre end 50 millioner år undervejs, fra det bliver slået løs i asteroidebæltet, til det rammer Jorden.«
Det sidste pokemon-stadie for rumobjektet er meteorittens. Sådan kaldes den, når den rammer jordoverfladen. Så kan den nu ganske ufarlige genstand udstilles på museer eller undersøges på laboratorier.
Og netop metoritterne fra nedfaldet er nordmændene altså på jagt efter nu.
Det er endnu ikke til at vide hvilken skat rummet har sendt mod Jorden.
Haugbølle opridser mulighederne:
»Der findes sjældne meteoritter, der er meget kostbare, fordi folk samler på dem. Også kostbare for forskningen, fordi man kan lære noget om det tidlige solsystem. Det allermest kostbare er Månen og Mars meteoriter, der er slynget ud i rummet af et stor meteor nedslag på enten Månen eller Mars.«
»Men langt de fleste meteoritter er ikke specielt kostbare eller sjældne.«
Det blev farligt i Rusland i 2013
Heldigvis for nordmændene og texanerne var der ikke noget at være bange for, da rumgæsterne lyste himlen op.
Men sådan går det ikke altid.
Tilbage i 2013 faldt en såkaldt lille asteroide ned over den russiske by, Tjejlabinsk. Lille er så meget sagt, når man anskuer den i forhold til skadeomfanget her på Jorden.
Stenmeteoren var på størrelse med en bygning på seks etager, og nedslaget kunne måles på Antarktis.
I kølvandet regnede ildkugler ned fra himlen over Rusland.
Chokbølgen fra nedslaget smadrede vinduer og skadede bygninger. 1.200 mennesker kom til skade i forbindelse med meteornedslaget, hvis eksplosion havde samme kraft som en atombombe, skriver Space.com.
»Hvis meteoren er så stor som den i Rusland, hører man et brag fra chockbølgen i forbindelse med, at meteoren falder ned gennem atmosfæren,« siger Troels Haugebølle.
– Kan det ske i Danmark?
»Man scanner nattehimlen for de objekter, der bevæger sig nær Jorden. Near earth objects. Hver eneste nat sammenligner man, om der er nogen, der flytter sig. Så kan man lave en bane for objekter og beregne, om de vil komme på kollisionskurs med Jorden,« beroliger forskeren først, inden han hiver tryghedstæppet lidt væk under os:
»Jeg kan ikke huske, hvad grænsen er for, hvor små objekter man måler efter. Det kommer også an på, hvor tæt på de er. Dét, der faldt ned i 2013 tror jeg ikke, man kunne se tidligt nok. Man kunne ikke gøre så meget ved det.«
»De kommer med så høj fart, at det er svært at vide, hvor de falder ned. Falder de ned i Nordssøen eller København? Man ved det ikke, Men det sker så sjældent, at vi ikke skal gå og være nervøse for det,« siger forskeren.
