I nedenstående to uddrag kan du læse om selve opsendelsen og om, hvor besværligt tandbørstning og toiletbesøg pludselig kan blive i vægtløs tilstand.

Fra kapitel 1

Kasakhstan, 2. september 2015

De tæller ned fra 10. Vi mærker en svag rumlen under os. Alt foregår stille. Det er, som om raketten slet ikke bevæger sig, og hvis nogen havde fortalt mig, at jeg sad i simulatoren i træningscentret, havde jeg troet på dem. Faktisk er larmen i simulatoren meget højere end i virkeligheden. Vi hører kun den her dybe, lavfrekvente lyd fra raketten under os, mens vi langsomt bevæger os væk fra Jorden.

Først da vi er flere kilometer oppe, bliver jeg trykket bagud i sædet. Vi bliver tungere, i takt med at raketten accelererer, og pludselig går alt stærkt. Den dybe brummen bliver afløst af en piftende lyd. Raketten opfører sig som en ballon, der er pustet op og sluppet og nu farer af sted med et wuschh, indtil motorerne brænder ud, bliver koblet af, og næste motor går i gang.

Først er jeg trykket tilbage i sædet, og med et brag bliver jeg kastet frem. Og så starter det forfra – den her langsomme acceleration, der bliver voldsommere hele tiden, lidt som når man kører på motorvejen og skifter gear, mens man øger sin fart.

Jeg sidder og følger med i vores manual. Men jeg kan ikke gøre så meget, for alt sker automatisk, helt efter planen. Motorer, tanke, beskyttelseskapper og så videre falder hele tiden af vores raket til lyden af eksplosioner omkring os.

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensens opsendelse - trin for trin

Min rejse til rummet. Andreas Mogensen, Henrik Bendix og Thomas Djursing. 272 sider, 300 kr. Udkommet på Politikens Forlag.

Det er som at være barn og sidde på en gynge

Først ryger det første trins fire motorer af, så bliver redningstårnet skudt væk, og endelig ryger næsekappen, så vi kan se ud ad vinduerne. Det er et magisk øjeblik; tilfældigvis vender raketten sådan, at Solens lys rammer mig direkte i ansigtet og nærmest blænder mig.

Det er virkelig en wauw-oplevelse, og mens raketten langsomt drejer, bevæger lysstrålen sig rundt på væggen i kapslen og forsvinder.

Endelig bliver det sidste trin sprængt af, og med et bliver jeg vægtløs. Det er som at være barn og sidde på en gynge, der svinger op mod skyerne, men i det øjeblik, man svæver og fødderne peger mod himlen – går tiden i stå. Gyngen svinger aldrig tilbage igen, og jeg bliver hængende. På hovedet med fødderne pegende mod himlen.

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen: Sådan bliver min hverdag på rumstationen

Fra kapitel 10

Rumstationen, 5. september 2015

Omkring klokken seks står jeg op. Jeg er ikke helt udhvilet, men jeg glæder mig til at komme i gang med dagens program. Første punkt på min personlige dagsorden er at komme på toilettet. Jeg svæver noget usikkert af sted, for jeg har endnu ikke vænnet mig til vægtløsheden. Jeg får for meget fart på, og det bliver svært at bremse igen.

De mere erfarne astronauter, der har været heroppe i månedsvis, bevæger sig elegant med små, bløde bevægelser, men jeg tumler rundt og er så klodset, at jeg på vejen kommer til at rive nogle kameraer ned fra en væg, hvor de er sat fast med velcro. Når jeg flyver rundt efter dem for at sætte dem på plads igen, føler jeg mig som en elefant i en glasbutik.

Heldigvis er der ingen, der ser mig; jeg er vist den eneste, der er vågen. De andre astronauter sover længe, for det er lørdag, og bortset fra rengøring har de fri i weekenden. På min korte tur har jeg ingen fridage, men til gengæld slipper jeg både for at gøre rent og dyrke motion.

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen: Rumstationen stinker

Toiletbesøg i vægtløs tilstand

Der er to toiletter på rumstationen – et i den amerikanske del og et i den russiske. Jeg bruger det amerikanske, der er tættest på. Når jeg bare skal tisse, er det simpelt nok. Jeg skal blot huske at tænde for luftpumpen, og så holder jeg en tragt ud foran mig og tisser i den.

På rumstationen kan vi ikke bruge vand til at skylle toilettet med, så det fungerer ved hjælp af lufttryk, både til stort og småt. Luftstrømmen sørger for, at alting kommer det rette sted hen, og min urin ender i et rensningsanlæg, hvor vandet kan blive genbrugt. På rumstationen siger vi, at gårsdagens kaffe bliver til morgendagens kaffe.

Det er mere besværligt, når man skal af med sin afføring, for så skal man ramme et hul, der ikke er særligt stort. Der er ikke noget toiletbræt, man kan alligevel ikke rigtigt sidde ned, når man ikke vejer noget. I stedet gælder det om at holde sig svævende lige over hullet, som afføringen suges ned i, og det er ikke helt let, da man har en tendens til at svæve væk.

Jeg prøver at sætte fødderne ind i et par bøjler, der er placeret foran toilettet, og så finder jeg ud af, at jeg kan presse mig ned mod hullet og holde mig nogenlunde stabil ved at holde en hånd på loftet. Godt at jeg har lange arme.

Rumstationens toiletter kræver lidt øvelse af benytte. Den gule tragt øverst til højre bruges, hvis man kun skal tisse. (Foto: NASA/ESA)

Jeg har hørt historier om astronauter, der ikke har ramt rigtigt, så tingene er begyndt at svæve rundt på toilettet, men den slags problemer har jeg heldigvis været forskånet for. Jeg skal bare tjekke, at det hele er blevet suget ud. Der er frit valg mellem tørre papirark og fugtige servietter, og det hele ender i en lille plasticpose, som jeg lukker og smider i en metalcontainer. Til sidst skal der sættes en ny pose på til den næste.

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen rykker dansk forskning ud i rummet

Pose-kaffe med sugerør

Jeg vasker hænder med en desinficerende vådserviet, og så flyver jeg ud til modulet Unity midt i rumstationen, hvor vi opbevarer al vores mad og også kan spise sammen. Her hænger forskellige slags morgenmad i poser på væggen. ESA har aftalt med russerne, at jeg skal spise russisk mad under mit ophold på rumstationen. Jeg finder en pose med havregryn og tørrede blåbær, som jeg tager med hen til vandhanerne i Destiny-modulet ved siden af.

Der er en hane med lunkent vand og en med varmt, næsten kogende vand. Gennem en ventil fylder jeg posen med det meget varme vand og venter i 10 minutters tid, før jeg ælter posen lidt og river kanten af. Nu er der varm havregrød med blåbær, og det smager glimrende. Jeg tilbereder også en form for hytteost med nødder, som russerne kalder tvorog, men det sætter jeg i vores lille køleskab til senere.

Så laver jeg kaffe ved at hælde varmt vand i en pose med frysetørret kaffepulver. Det smager ikke specielt godt, men er bedre end ingenting. Jeg tænker, at jeg kommer til at savne at få god kaffe i en kop i stedet for at drikke kaffe med sugerør fra en pose. Jeg har ikke altid drukket kaffe, men begyndte, da jeg startede på astronautskolen, så jeg kunne holde mig vågen i de lange timer med teori og russiskundervisning.

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen: Det er mit ansvar at inspirere unge

Nægter at synke tandpastaen

Efter morgenmaden skal jeg børste tænder, så jeg flyver ned til det lille modul, hvor jeg har anbragt mine toiletsager.

Egentlig er modulet, der sidder på Kibo-laboratoriet, blot beregnet til opbevaring af forskelligt udstyr, men jeg vil bruge det til at børste tænder, vaske mig og skifte tøj, da modulet sidder ret afsides, og jeg kan have lidt privatliv. Jeg finder tandbørsten, tandpasta og min vanddunk frem, men så kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt at tage servietter med fra Unity.

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen: Sådan bliver du astronaut

Nogle astronauter synker bare tandpastaen i stedet for at spytte den ud, når de er færdige med at børste tænder. Det bryder jeg mig ikke om. Så jeg har brug for servietter til at spytte ud i, nu da der ikke er nogen håndvask. Jeg bliver nødt til at flyve hele vejen tilbage igen, og med min noget usikre flyvestil tager det noget tid.

Noget så simpelt som at børste tænder viser sig at være overraskende besværligt og tidskrævende om bord på rumstationen.