Vi kan næppe forestille os noget mere dødt end Månen. Smuk ser den ud på himlen, men den har ingen atmosfære, og landskabet består af store og små meteorkratere, som er millioner af år gamle.
Selv 'manden i Månen' er ikke andet end mørke lavasletter, der er over tre milliarder år gamle.
Men måske har Månen engang kunnet rumme liv. Det mener de to forskere Dirke Schulze-Makuch fra Washington State University og Ian Crawford fra London. De er begge astrobiologer og baserer deres forskningsartikel om teorien, der er publiceret i tidsskriftet Astrobiology, på den nyeste forskning om Månen.
Månen er ikke totalt tør
Vor opfattelse af Månen har nemlig ændret sig, siden Apollo-astronauterne bragte de første prøver hjem derfra for snart 50 år siden.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Dengang fandt man ingen spor af vand i prøverne, men i dag ved vi, at der faktisk findes vand på Månen.
Alle Apollos prøver stammer fra Månens ækvatorområder, hvor temperaturen i løbet af den to uger lange dag stiger til over 100 grader. I dette ekstreme ørkenklima er klipperne for længst bagt tørre.
I dag kredser flere satellitter omkring Månen, udstyret med instrumenter, der gør det muligt at analysere klipperne på afstand – over hele Månen, lige fra dens nordpol til dens sydpol.
Der blev hurtigt fundet tegn på is, men i begyndelsen mente man, at der kun kunne være is ved polerne i kratere, hvor Solens stråler aldrig når bunden, og temperaturen derfor aldrig kommer over -180 grader.
Men i 2009 ændrede denne opfattelse sig. Man fandt tegn på vand i mineraler over dele af Månens overflade langt fra ækvator – det var ikke meget, men det var nok til at ændre opfattelsen af, at Månen er helt tør.
Endelig mener man nu, at vulkaner på Månen gennem tiden har udslynget lava, der indeholder mere vand end hidtil antaget. Desuden er der tegn på, at den nydannede Måne har haft et magnetfelt, som har beskyttet overfladen mod stråling fra Solen og rummet.
Det er disse opdagelser, der danner grundlaget for den nye teori om Månens historie.
En anden Måne end den, vi kender i dag
Historien om Månen begynder for næsten 4,5 milliarder år siden. Solsystemet var kun lige dannet, men det rummede langt flere kloder, end det gør i dag.
Derfor var det ikke så mærkeligt, at den nydannede Jord stødte sammen med en klode, der måske var på størrelse med Mars. Ved det sammenstød blev der slynget utallige billioner tons materiale ud i rummet, og det kom til at danne en ring om Jorden.
Denne ring blev til vor Måne, men den lignede slet ikke den måne, vi kender i dag. For det første var den meget tættere på Jorden, end den er i dag, måske bare 30-40.000 kilometer borte. Den har rejst enorme tidevandsbølger på Jorden og har fyldt virkelig meget på himlen.
Kunne vi have set Månen dengang, ville vi have set en klode dækket af et hav af smeltet lava. Havet har sikkert været så varmt, at Månen ligefrem har lyst med en rødlig farve.
Scenen er sat, men endnu er der ingen mulighed for nogen form for liv.
Månen får sin første (og midlertidige) atmosfære
Gradvist kølede det store lavahav på Månen, men afkølingen var ledsaget af en kraftig udgasning af blandt andet vanddamp fra de smeltede klipper. Månen var på vej til at få sin første atmosfære, som dog ikke har holdt ret længe på grund af Månens ringe tyngdekraft.
Ifølge nye beregninger har udgasningen været stærk nok til at give Månen en midlertidig atmosfære med et tryk på hele 10 millibar. Det er kun én procent af trykket i Jordens nuværende atmosfære, men det er nok til, at der har kunnet dannes søer og måske endda et hav af vand på Månen.
Det hele har været flygtigt, for Månen har en for lille tyngdekraft til at holde på en atmosfære gennem det, geologerne kalder længere tid. Hvor lang tid er svært at sige, for det afhænger af, hvor længe atmosfæren er blevet fornyet ved udgasning.
På den anden side har enorme nedslag på Månen også kunnet slynge store dele af atmosfæren ud i rummet, så atmosfærens tæthed og tryk har nok varieret en del i den forholdsvis korte tid på måske nogle millioner år, den har eksisteret.
For 3,5 milliarder år siden gennemgik Månen en periode med en voldsom vulkanisme, som kan have tilført den tynde atmosfære nye gasser og vanddamp, men da vulkanismen ophørte, gik der – geologisk set – ikke lang tid, før atmosfæren var helt forsvundet, og Månen begyndte at ligne den døde klode, vi kender i dag.
Men hvad med livet?
Med lidt god vilje kan vi altså sige, at den meget unge Måne har haft en eller to kortvarige perioder, hvor der har været mulighed for, at liv kunne opstå– men det betyder jo ikke, at det er sket.
De få millioner år for længe, længe siden, hvor Månen måske har haft mulighed for liv, er astronomisk set et så kort øjeblik, at det er meget lidt sandsynligt, at livet har haft tid til at indfinde sig her – selvom vi nu ved, at livet kom ganske hurtigt til Jorden, da betingelserne var til stede.
Men der er en anden mulighed. Schulze-Makuch og Crawford har et forslag: Jorden kan have hjulpet til.
Vi er tilbage i en tid, hvor livet på Jorden nok lige var opstået, men også en tid, hvor Jorden ret hyppigt blev ramt af store meteorer, kometer og asteroider.
Disse nedslag har sikkert slået en masse mikroorganismer ihjel, men nogle er blevet slynget ud i rummet. Og dengang var vejen til Månen jo ikke så lang. Nogle ganske få mikroorganismer kan være kommet til Månen, måske indlejret i sten eller klippestykker.
Hvad der skal til for at lede efter liv
Både simulationer og eksperimenter har vist, at hvis bare de små organismer er godt gemt på denne måde, så har de gode muligheder for både at overleve et nedslag og bagefter en tur gennem rummet.
Det er heller ikke nødvendigt, at mere end nogle ganske få mikroorganismer har klaret rejsen til Månen.
De har sikkert heller ikke brudt sig om Månens meget tynde atmosfære, men mikroorganismer er ofte meget hårdføre – så nogle har nok overlevet. For så blot at forsvinde igen, efterhånden som atmosfæren forsvandt, og de sidste søer tørrede ud.
Tilbage står spørgsmålet om at få bekræftet teorien. I princippet er det ikke så svært.
Det kræver bare en månebase, et hold geologer og nogle traktorer, som kan køre dem hen til de mest lovende områder. Der skal nemlig graves de steder, hvor der er mest is eller mineraler, som kun kan dannes, hvis der har været vand til stede (tænk på ler).
Der bliver også brug for mikroskoper og avancerede kemiske analyser, og resten er et tålmodighedsarbejde med at lede efter mikroskopiske spor af liv.
