Egentlig opererede forskerne med et mål om at genstarte Large Hadron Collider (LHC) allerede i juli 2009, men efter en workshop i den franske alpeby Chamonix i sidste uge, er de blevet enige om, at det er mere realistisk at beramme genoplivningen til sent i september.
Dette skriver CERN i en pressemeddelelse fra denne uge.
Da vil de mikrometertynde partikelstråler blive sendt hver sin vej rundt i den enorme accelerator, og verden kan forvente at forskerne vil forsøge at kollidere strålerne en gang sent i oktober 2009.
Både forskere og andre interesserede sad i euforisk spænding da LCH satte i gang tidlig i efteråret, men efter bare ni dage ødelagde en heliumlækage festen hos CERN, og den planlagte partikelkollision blev sat på hold.
Reparation og forberedelser
De bittesmå partikler suser 11.000 gange gennem den 27 kilometer lange tunnel i løbet af et sekund. På ti timer svarer det til afstanden frem og tilbage til Neptun.
For at sikre sig at der ikke skal opstå nogen fejl denne gang, arbejder de forskellige teams hos CERN nu på et system til at forstærke blandt andet strømlederen og magnetsammenføjningerne på acceleratoren.
De laver desuden flere nye klapper, som skal kunne lette på trykket hos den komplicerede kæmpe. Blot en lillebitte fejlberegning under forberedelserne vil kunne stoppe forsøget endnu en gang.
Det nye beskyttelsessystem måler også den elektriske spænding i acceleratorens kabelsammenføjninger, og skal derfor være langt mere finpudset og følsomt end det, man havde 19. september i fjor, da heliumlækagen skete, står der i pressemeddelelsen fra CERN.
Resultater i 2010
Efter genoplivningen skal Large Hadron Collider efter planen få lov at hvile i en periode omkring juletid 2009. Partikelacceleratoren skal vækkes på ny i starten af 2010, og skal da køre frem til slutningen af året.
På det tidspunkt vil forskerne kunne komme med resultater fra de fysiske analyserne, de har foretaget af det enorme eksperiment.
Så vil man også være klar til en mulig kollision af elektrisk ladede ioner i acceleratoren, ifølge pressemeddelelsen. I de første forsøg vil der nemlig kun blive udsendt såkaldte hadroner - en samlet betegnelse for partikler som er bygget op af kvarker, for eksempel protoner.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

































