Har du nogensinde overvejet, hvor vores vand egentlig stammer fra? Det har alverdens astronomer og forskere i hvert fald.
En af deres teorier er, at vand kommer fra gasskyer i ringe omkring stjerner langt ude i universet, og at Jordens vand faktisk er ældre end selve Solen. Et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Nature, giver nu den teori et spark opad.
Ved at benytte det særlige radioteleskop ALMA (Atacama Large Millimeter/submillimeter Array) har forskere observeret vanddamp i en ring omkring stjernen ‘V883 Orionis’.
Her viste deres analyser, at vandmolekylerne tilsyneladende har en kemisk karakteristik, der minder om vandmolekylerne i Solsystemet. Opdagelsen indikerer derfor, at vand, der er blevet formet omkring stjerner såsom V883 Orionis, kan være kilden til vand på Jorden.
Det skriver European Southern Observatory i en pressemeddelelse.
\ ALMA
Atacama Large Millimeter/submillimeter Array eller bare ‘ALMA’ er et særligt radioteleskop, der består af 66 antenner, der arbejder sammen som ét stort teleskop.
Det bruger en særlig teknik, der kaldes ‘interferometri’. Det indebærer, at to eller flere antenner opfanger signaler fra rummet – en mellemting mellem radiostråling og infrarødt lys – og i samspil analyserer og får information om signalets kilde.
Kilder, som ALMA kan undersøge, kan både være stjerner, planeter, galakser, osv.
Metoden kan give billeder med ekstremt høj præcision og blandt andet også bruges til at måle kemiske signaturer i materiale såsom vand, der findes mange lysår væk.
Kilde: ALMA Observatory’s hjemmeside.
1.300 lysår væk fra os befinder den unge stjerne V883 Orionis sig med sin enorme ring af gas og støv, der stammer fra stjernens fødsel. På et tidspunkt inden for nogle millioner år vil ringen danne kometer og planeter.
Nogle af de kometer vil blive slynget ud i universet og transportere vand med sig, og det er netop sådan nogle kometer, som forskerne mener, er årsagen til, at vi har vand på Jorden.
Det understreger en af forskerne bag studiet, John J. Tobin, der er astronom på National Radio Astronomy Observatory i USA, i pressemeddelelsen.
»V883 Orionis er ‘the missing link’. Vandets komposition minder meget om det, der findes på kometer i Solsystemet, og det bekræfter idéen om, at vand i planetære systemer blev formet for flere milliarder år siden og arvet af både kometer og Jorden relativt uændret,« siger John J. Tobin i pressemeddelelsen.
\ Læs mere

I fremtiden håber European Southern Observatory, at de kan bruge deres kommende teleskop med det mundrette navn ‘Extremely Large Telescope’ til at kortlægge vands rejse fra gas i kredsløb om en sol til solsystemer.
Deres ekstremt store teleskop har Videnskab.dk tidligere skrevet en artikel om, som du kan læse her.
\ Læs mere
jso