KORT NYT FRA UDLANDET:
Et pigment, som tidligere blev smurt på forhistoriske hulemalerier, lyder ikke umiddelbart som noget, der har med moderne rumfart at gøre.
Men i en pressemeddelelse fra den europæiske rumfartsorganisation ESA lyder det nu, at humemaleri-pigmentet fra brændt knoglekul vil blive smurt på et kommende rumfartøj. Det skal ifølge pressemeddelelsen virke beskyttende for rumfartøjet.
Rumfartøjet hører under ESA og NASAs fælles mission ’Solar Orbiter’, som efter planen skal sendes afsted i 2017.
Solar Orbiter skal ifølge pressemeddelelsen medbringe en portefølje af instrumenter, som kan tage højtopløselige billeder af Solen fra så tæt på som 42 millioner kilometer – lidt mere end en fjerdedel af afstanden til Jorden.
Dermed skal rumfartøjet kunne fungere helt tæt på Solen, og missionen skal ifølge ESA kunne udholde 13 gange intensiteten af sollyset på Jorden samt temperaturer på helt op til 520 graders Celsius.
»Hovedparten af rumfartøjet tager dækning bag en flerlags varmeskjold på 3,1 meter gange 2,4 meter« siger Pierre Olivier, sikkerhedsingeniør ved Solar Orbiter i pressemeddelelsen.
»Og Solar Orbiters instrumenter vil operere i den fjerneste ende af de linjer, der løber gennem skjoldet, under nogle beskyttelsesafdækninger af beryllium eller glas,« tilføjer han yderligere.
Læs også:
Nye utrolige billeder af Solen
Video: Tre års enestående observationer af Solen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb