En målrettet pædagogisk indsats over for udsatte børn i daginstitutioner betaler sig – både for børnene og for samfundet. Det viser en ny rapport fra Aarhus Universitet, der sætter fokus på, hvordan nye pædagogiske arbejdsformer kan styrke socialt udsatte børns muligheder for at bryde med negativ social arv.
Forskningsprojektet VIDA – ‘Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud’ – er finansieret af Ministeriet for Børn og Undervisning og løber over tre år.
VIDA-projektet måler effekten af tidlig pædagogisk indsats og trækker desuden på international forskning, der dokumenterer, at en tidlig indsats betaler sig, hvis vi som samfund vil rykke ved den negative sociale arv.
VIDA-projektet sætter fokus på læring og social inklusion i dagtilbud, forklarer lektor ved Aarhus Universitet Bente Jensen, der er projektleder på VIDA-projektet:
Gennem VIDA-programmet uddanner vi, i samarbejde med professionshøjskoler, pædagoger og ledere til at arbejde vidensbaseret og struktureret, så de bliver bedre til at facilitere børnenes læringsaktiviteter, med fokus på at inddrage alle børn i fællesskabet, siger Bente Jensen.
Midtvejsanalysen vidner om, at det for mange pædagoger er krævende at arbejde teoribaseret og strategisk med fornyelse af den pædagogiske praksis, som VIDA-programmet lægger op til, men også at interessen og motivationen er til stede.
Læs også på Videnskab.dk: