KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Et tilfældigt besøg på en kartoffelmark i Sydgrønland har ført danske forskere på sporet af et nyt våben i kampen mod skimmelsvamp.
Der er tale om bakterier, der hæmmer væksten af de problematiske skimmelsvampe, som har stor betydning for blandt andet den danske kartoffeldyrkning, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Under et besøg i Grønland undrede forskerne fra Københavns Universitet sig over, at en lokal kartoffelavler kunne dyrke kartofler på præcis det samme stykke jord i mange.
»I Danmark og andre steder i verden kan man ikke dyrke kartofler samme sted år efter år, da de vil blive angrebet af skimmelsvampe, men det sker altså ikke i Grønland. Så vi tog derfor derop igen for at undersøge, hvad der foregik i den grønlandske jord,« fortæller Peter Stougaard, lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab i pressemeddelelsen.
Forskernes videre undersøgelser viste ifølge pressemeddelelsen, at den grønlandske jord indeholdt en meget høj frekvens af bakterier, der producerer stoffer, der hæmmer væksten af svampene.
Forskerne håber nu, at de kan bruge viden om bakterierne fra Grønland til at udvikle et mere bæredygtigt landbrug.
Læs også:
Giftstoffer fra skimmelsvamp fundet i vin
50 slags skimmelsvampe huserer i vores hjem
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb