KORT NYT FRA UDLANDET:
En bændelorm er under normale omstændigheder ikke noget man ønsker sig. Men for en colombiansk mand viste hans bændelorm sig at være en endnu mere ubehagelig oplevelse, end man kunne vente.
Ormen havde nemlig udviklet kræft, som spredte sig til manden og udviklede kræftsvulster i hans lunger, skriver livescience.com.
Manden døde blot 72 timer efter, at forskerne fandt årsagen til kræftsvulsterne.
Aldrig før har man observeret, at en person er blevet syg af kræftceller, som oprindeligt har udviklet sig i en parasit, fortæller forskere.
»Vi var forbløffede, da vi fandt denne nye sygdom. En bændelorm, der vokser indeni en person, og som så får kræft, der spreder sig til personen og skaber svulster,« siger en af forskerne bag opdagelsen Dr. Atis Muehlenbachs til livescinence.com.
Da den 41-årige mand blev scannet, fandt lægerne kræftsvulster i hans lunger og lymfeknuder, men kræftcellerne var to gange mindre end menneskekræftceller normalt er. Efter adskillige tests fandt forskerne ud af, at cellerne kom fra en bændelorm.
Bændelormen har med stor sandsynlighed vokset sig så stor, fordi manden havde HIV, og dermed havde et svækket immunsystem. Forskerne mener, at der kan være flere tilfælde som dette, som ikke er blevet opdaget, men mener, at det er sjældent, skriver livescience.com.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine.
Læs også:
Smittefarlige parasitorme fundet i danske ræve
‘Bør føre til nobelpris’: Immunforsvar æder kæmpe kræftsvulst
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbl