KORT NYT FRA UDLANDET
Jordens ozonlag sørger for at blokere for solens farlige UV-stråler. Nu har forskere identificeret fire nye menneskeskabte gasser, som nedbryder ozonlaget. Det skriver BBC.
To af gasserne hober sig op med en hastighed, som bekymrer forskerne.
»Vores undersøgelse har afsløret fire gasser, som ikke var til stede i atmosfæren indtil 1960’erne, hvilket indikerer, at de er menneskeskabte,« siger forskningsleder Dr. Johannes Laube fra University of East Anglia til BBC.
Forskerne har ifølge BBC undersøgt sammenpresset sne, som fungerer som et arkiv over atmosfærens indhold op til 100 år tilbage, samt nye luftprøver.
Men selvom forskerne kan se, at mængden af de nye gasser stiger, så ved de ifølge BBC ikke, hvor de kommer fra.
»Vi ved ikke hvor de nye gasser kommer fra, og det skal vi have undersøgt. De kommer formentligt fra kemikalier til sprøjtemidler og opløsningsmidler til rengøring af elektroniske komponenter,« siger Dr. Johannes Laube til BBC.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Geoscience.
Læs også:
Lattergas er ozonlagets nye fjende
Årsagen til mystisk svind i ozonlaget over Arktis er fundet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml