KORT NYT FRA UDLANDET:
Danmark har flere gange ligget i top på OECD’s lykkebarometer, hvor man blandt andet ringer til folk og spørger, hvor glade de er for deres liv som helhed.
Men måske kan vi slet ikke stole på svarene i den slags undersøgelser. Der er nemlig stor forskel på, hvordan du selv opfatter din lykke, og hvor lykkelig andre vurderer dig til at være. Det viser et nyt studie ifølge PsyPost.org.
»Gode vurderinger bør ikke fejltolkes af forskere til at indikere liv, der er fulde af positive følelser, i hvert fald hvad angår en del af befolkningen,« fortæller psykolog Ivo Ponocny fra University of Vienna til PsyPost.org.
Han er medforfatter til det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Journal of Happiness Studies.
I studiet skulle 500 forsøgsdeltagere, primært fra Østrig, svare på en række spørgsmål, der drejede sig om, hvor glade og tilfredse de var med deres liv.
Forsøgsdeltagerne skulle også placere sig på en skala fra ét til 11 over, hvor lykkelige de var, og samtidig brugte forskerne forsøgsdeltagernes svar til at lave deres egen vurdering.
Her viste der sig at være enorme forskelle.
Én af forsøgsdeltagerne placerede sig selv i kategori 10 – ‘Munter glæde med mindre forringelser’ – men forskerne placerede hende i kategori 3 – ‘Uharmonisk liv men med støtte’.
»Når man tager i betragtning, hvad folk faktisk rapporterede i interviewet, lod nogle høje vurderinger til hovedsageligt at udtrykke, at deres byrde ikke var unormal, ubærlig eller grund til at beklage sig,« fortæller Ivo Ponochny fra University of Vienna til PsyPost.org.
Læs også:
Hvorfor er Danmark et af verdens lykkeligste lande?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on