Forskere fra Hvidovre Hospital og Statens Serum Institut har opfundet en metode til bedre diagnosticering af lungesygdommen tuberkulose, skriver hoejteknologifonden.dk.
Selvom tuberkulose ikke længere er en plage på vores breddegrader, er sygdommen stadig et stort problem i udviklingslandene. Otte millioner mennesker har den alvorlige lungesygdom i udbrud, og to millioner dør årligt af tuberkulose.
Hvert år udføres der over 40 millioner tests til diagnostik af latent tuberkulose. Den hyppigst brugte test er den såkaldte hudtest, der i halvdelen af tilfældene giver falske positive svar.
Der findes også en bedre, men dyrere, løsning. Det er blodprøvetesten, der fanger fire ud af fem syge. En af udfordringerne med blodprøvetesten er, at den skal transporteres i nedkølet tilstand til et laboratorium, hvilket er både besværligt og dyrt. I dag bruges blodprøvetesten kun til seks ud af de 40 millioner tests.
”Vi har udviklet en ny metode, der tillader at sende blodprøver i tørret form med helt almindelig post til et centralt laboratorium. På denne måde sænker vi udgiften til transport og åbner op for større brug af blodprøvetesten. Samtidig bliver testen også mere følsom, da den er i stand til at fange op til ni ud af ti, der har sygdommen i kroppen” fortæller projektleder Morten Ruhwald fra Hvidovre Hospital.
WHO vurderer, at to milliarder mennesker har tuberkulose i kroppen i latent form. Det betyder, at den er kronisk og kan bryde ud, hvis man svækkes.
I Danmark og resten af den vestlige verden findes sygdommen også i latent form. Typisk blandt ældre mennesker som er blevet smittet i barndommen. Latent tuberkulose kan bryde ud, hvis kroppens immunforsvar bliver svækket af medicin eller sygdom.
Højteknologifonden har støttet forskningen.
Læs også på Videnskab.dk