Videnskaben kan ikke og vil aldrig komme til at kunne forudse nøjagtigt, hvornår der indtræffer et jordskælv.
Det siger den danske forsker Peter Voss fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, til politiken.dk
Voss mener derfor ikke, at der er basis for at dømme syv italienere, seks videnskabsmænd og en regeringsembedsmand, som i dag er stillet for retten i Italien – anklaget for ikke at have advaret indbyggerne i L’Aquila forud for det store jordskælv 6. april 2009, hvor 309 mistede livet.
»Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder omkring selve retssagen. Men det vil undre mig meget, hvis de bliver dømt«, siger Peter Voss til politiken.dk.
»Sagen er, at vi ikke kan forudsige hverken hvor eller hvornår, et jordskælv vil indtræffe«.