KORT NYT FRA UDLANDET:
Bierne dør, og vi ved ikke hvorfor. Det har vi hørt flere gange de senere år, men nu viser det sig nok desværre, at det er os selv, der forgifter dem.
I hvert fald viser en ny metode, der kan spore sprøjtegifte i bier, at de europæiske honningbier forgiftes med helt op til 57 forskellige pesticider. Det skriver Phys.org.
Honningbierne er truet globalt, og flere studier har tidligere vist en sammenhæng mellem brugen af pesticider og døde bier. EU har af samme grund også forbudt brugen af såkaldte neonicotinoid-pesticider.
Men det er ikke blot en enkelt pesticid, der slår bierne ihjel. Forholdet mellem brugen af sprøjtegifte og de døde bier er komples, og forskerne forsøger stadig at finde ud af, præcis hvad der foregår.
I det nye studie har forskere fra National Veterinary Research Institute i Polen udviklet en metode, der kan analysere for 200 pesticider på samme tid, for at finde ud af hvad der skader bierne.
»Biernes helbred er et problem for alle – bierne regnes for at være meget vigtige for miljøet og landbruget, fordi de bestøver mere end 80 procent af afgrøder og vilde planter i Europa,« siger Tomasz Kiljanek, der er hovedforfatter på studiet.
»Vi ville gerne udvikle en test for en stor mængde pesticider, som i øjeblikket er tilladt at bruge i EU, for at se hvad der forgifter bierne.«
Forskningen er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Chromatography A.
Læs også:
Forskere finder sammenhæng mellem pesticider og bi-død
Mystisk massedød blandt bier forklaret
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams